dansk english Facebook Twitter
Magasinet nr. 1/2006

Globale stemmer: Information er det bedste middel mod mandehørm

Sådan siger den 25-årige jurist Tania Vanegas om kvinders demokratiske deltagelse

Foto: Eva Rasmussen
Foto: Eva Rasmussen

Det er ikke let at være kvinde i macho-landet Nicaragua. Jeg er 25 år og koordinerer arbejdet med handel og miljø i organisationen ”Centro Humboldt”. Jeg undersøger mulighederne for at føre en mere åben handels- og investeringspolitik i Mellemamerika og giver resultaterne videre til både myndigheder og civilsamfund. Vi udarbejder også alternative forslag til regeringerne og driver lobbyarbejde.

Når man skal bygge bro mellem to så forskellige størrelser som regering og civilsamfund, der traditionelt har været modstandere, er det nødvendigt at være både tolerant, udholdende og professionel. Og det er især nødvendigt at have forståelse for retfærdighed og social lighed – for at kvinders interesser bliver taget i betragtning.

For et år siden havde jeg mit første møde med Handels- og Industriministeriet. Vi var kun få kvinder, og mandehørmen var overvældende. Det var svært at komme til orde, og når det lykkedes, var der ingen, der lyttede. Jeg gik derfra med en grim smag i munden, men også med en enorm trang til at fremprovokere forandring.

”Vi var kun få kvinder, og mandehørmen var overvældende. Det var svært at komme til orde, og når det endelig lykkedes, var der ingen, der lyttede.”

De lukkede mandecirkler findes ikke kun på regeringsniveau. Jeg har måttet konstatere, at det også er en skavank ved civilsamfundet. Når det gælder temaer som handel og økonomi, er det mænd, som har hovedrollerne, og som træffer beslutningerne.

Selv føler jeg mig hverken hæmmet eller dårligt tilpas ved at arbejde i mandsdominerede sammenhænge. Jeg har faglig selvtillid og afklarede holdninger. Derfor tror jeg, at jeg kan erobre noget af magten og bidrage til en mere retfærdig økonomisk politik, som også omfatter kvinder.

Jeg har lært af min familie og under mine studier, at en dybdegående viden om et område kan overvinde barriererne hos beslutningstagerne. De begynder at respektere dig og begynder at lytte – selv om de er mænd. Som kvinde ved jeg, at information er det bedste middel mod mandehørm.

Mit arbejde handler også om at motivere kvinder til at deltage i den demokratiske proces. Hvis jeg som kvinde kunne bestemme, ville jeg arbejde for at øge kvinders viden om vores samfund – for at kvinder bedre kan kæmpe for lighed.

 

Send til en ven   Print siden  
Magasinet nr. 1/2006
<a href="sw37289.asp" target=_top>Retur til oversigten</a>