Valgobservation bag på Marcos’ motorcykel

Erika Brenner fræsede fra landsby til landsby med Marcos, der indsamlede observatørrapporter ved valgene i Nicaraguas selvstyreregioner i marts.

Marcos styrer motorcyklen, som var den en del af ham selv.

”Buenos dias”, lyder det fra et skægget ansigt oppe på motorcyklen. Det må være Marcos, Ipades valgobservatør, som skal følges med mig rundt til en række landsbyer i kommunen Siuna i Nicaraguas nordlige selvstyreregion, RAAN.

Mellemfolkeligt Samvirkes partnerorganisation ”Ipade” har det største observatørkorps ved valgene i Nicaraguas to selvstyreregioner. I Siuna har de 80 faste observatører på valgstederne og desuden 10 mobile, der fræser fra valgsted til valgsted på motorcykel for hurtigt at indsamle information og rapportere tilbage om enhver overtrædelse af valgloven.

Erika Brenner

Marcos starter motoren og giver mig tegn til at sætte mig op bag på. Han manøvrerer forsigtigt den tohjulede ned over nogle store sten på vejen. Jeg holder godt fast.

Vi kommer ud af Siuna, det er stadig mørkt, men jeg fornemmer, at vi passerer nogle små landsbyer – i hvert fald klumper af huse. Der er 151 landsbyer i kommunen Siuna, og vi er langt væk fra det, man normalt forbinder med de autonome regioner ved Atlanterhavskysten: regnskoven, havet og de indfødte. Men vi er også langt fra Stillehavskystens relative rigdom. Staten overfører sølle 0,2 pct. af budgettet til de to selvstyreregioner. Og det er kun op til valgene, at politikerne er opmærksomme på landsdelen. Vejen er godt eksempel. Marcos zigzag’er mellem de mange sten og huller, og jeg får vabler på hænderne af at holde fast.

Landsbyen Santa Rita

Solen er begyndt at varme, da vi efter halvanden times rystetur ankommer til landsbyen Santa Rita. Marcos spørger om vej til valgstedet, og ved den lokale skole kravler vi stive i lemmerne ned fra motorcyklen. Marcos bander over sine gamle ben, jeg masserer mine hænder.

I Santa Rita står folk tålmodigt i kø for at få lov til at sætte deres kryds.

Klokken er ikke mere end halv syv, men folk står allerede i lange køer uden for de seks valglokaler. De har endnu ikke åbnet, og Marcos kradser nogle hurtige linjer ned i sin notesbog – ifølge valgloven skal valglokalerne åbne dørene klokken seks – og så går vi videre til valgbordene, hvor Ipade-observatørerne er ankommet.

En pige har problemer med at udfylde sin rapport. Det er Ipade, der har trænet hende som observatør. Hun har deltaget i en workshop om hele valgprocessen – fra hvor vigtige de regionale valg er for områdets selvstyre, til hvordan man holder øje med, at valgkampagnerne er stuerene. Hun har også lært om nogle omstridte paragraffer om, at man godt må stemme, selv om man ikke er opstillet, bare man har sit ID-kort i orden. Rapport-systemet er blevet gennemgået punkt for punkt. Hun burde have styr på tingene.

Men Ipade har været bekymrede over observatørernes faglige niveau. I Siuna er knap halvdelen analfabeter, og i nogle landsbyer kan kun en ud af ti læse og skrive. Pigen har misforstået punktet om konstituering af de valgtilforordnede. Marcos skælder lidt ud og retter fejlene. I det næste lokale er en observatør blevet smidt ud, fordi han ikke havde noget ID-kort, men dog et observatørkort udstedt af det øverste valgråd.

”De er ikke for kloge”, mumler Marcos. ”Hvis observatørerne ikke er til stede i valglokalerne, kan der ske hvad som helst”, fortsætter han og får den unge mand til at skrive et brev, som Marcos personligt vil aflevere på valgcentret i Siuna. Observatørerne må ikke gribe ind, de skal bogstaveligt talt leve op til deres observatørrolle og se, lytte og besvare spørgsmål, men ellers ikke blande sig. Enhver klage skal afgives skriftligt.

Er det rigtigt, at jeg kan stemme, hvis jeg fremviser mit ID-kort?

Stolte observatører

Ved siden af os står en gruppe livligt diskuterende mænd med deres ID-kort i hånden. ”Må jeg stemme med ID-kort, selv om jeg ikke er på valglisten?”, spørger den ene. ”Ja, så længe du kan bevise, at du bor her”, bekræfter den unge observatør – tydeligt stolt af at kunne hjælpe.

Forvirringen og uvisheden er stor, informationen fra myndighederne har været dårlig. Ifølge Ipade er det en af årsagerne til, at kun 40 pct. af befolkningen vil sætte deres kryds.

Ipade har ellers gjort en stor indsats for at få så mange som muligt til at møde op. Inden valgene gennemførte de en storstilet kampagne, hvor de var i direkte kontakt med næsten 50.000 personer, fortæller Marcos, da vi går videre til næste valglokale.

Her står to observatører og studerer Ipades valgmanual om procedurerne. De forstår ikke punktet om optælling af stemmesedlerne. Marcos forklarer med myndighed i stemmen, og observatørerne lytter.

Marcos’ stilling som ”chefobservatør” er eftertragtet, men det er ikke hvem som helst, der kan blive chefobservatør. Man skal kunne sætte sig ind i komplekse ting og gøre rede for dem på en enkel måde. Marcos forklarer kort proceduren og brummer med tilfredshed over to perfekte observatørrapporter, som de overrækker ham.

Nu har alle valglokaler åbnet, og Marcos har proppet seks rapporter ned i sin rygsæk. Vi hopper op på motorcyklen og kører videre til næste valgsted.

”Du har ikke skrevet, hvornår valgstedet åbnede”, siger Marcos til observatøren.

La Bodega, El Guineo, Talazna, Fonseca – og retur

I landsbyen La Bodega er en anden observatør blevet nægtet adgang til valglokalet, fordi han ikke havde ID-kort, i El Guineo må en mand ikke stemme, fordi hans ID-kort har forkert adresse. I den lille flække Talazna blev en observatør smidt ud, da valgkomiteen konstituerede sig. ”Som om de gik til valg for første gang”, hvæser Marcos og beder observatøren om at skrive et klagebrev. Sidste stop er Fonseca, hvor endnu en observatør er blevet smidt ud, fordi han ikke har ID-kort.

Tilbage i Siuna klatrer motorcyklen op over de store sten på vejen til Ipades kontor. Marcos og jeg vælter ned af køretøjet. Vi har støv over det hele og er møre i led og muskler. Men Ninoska, Ipades koordinator i Siuna, møder os med et frisk og effektivt ”Hvordan gik det så?”

Brølere ved næsten alle valgsteder! Ninoska er vred og går straks i aktion.

Marcos rækker hende rapporterne og fortæller om overtrædelserne. Hun griber med det samme telefonen og ringer til det kommunale valgcenter. Ingen svarer. Så taster hun nummeret til lokalradioen. ”Hør her Juan”, siger hun, ”der har igen været et par brølere. Kan du ikke lige give mig en hånd?”

Erika Brenner er udviklingsarbejder for Mellemfolkeligt Samvirke