Kærlighedens bedrift

Rasmus Skov Olesen fortæller om en workcamp på en lille ø i Middelhavet, som trods primitive forhold blev de bedste uger i hans liv. Og hvor han mødte Itziar fra Bilbao.

12 unge fra 7 lande arbejdede sammen i projektet.

Jeg vil fortælle om de bedste tre uger i mit liv – en tid, hvor jeg virkelig følte, at jeg levede. Det hele startede i maj måned sidste år. Jeg gik i 2. G og var mildest talt godt træt af skolen og hverdagens trivialitet. Det eneste lyspunkt var udsigten til sommerferien, hvor jeg sammen med en ven skulle på Interrail. Derfor ramte skuffelsen hårdt, da han aflyste turen. Hvad skulle jeg så gøre? Jeg nægtede at blive hjemme, nu skulle den sommerferie udnyttes, og min rejsefeber brændte i kroppen. Hvis ingen ville tage med mig, måtte jeg tage af sted alene.

En ældre ven forslog mig at tage på en workcamp med Mellemfolkeligt Samvirke. Jeg undersøgte sagen og tilmeldte mig en camp på en lille ø i Middelhavet ud for Frankrigs kyst. Der stod, at man skulle være 18 år, men da jeg fyldte 18 år dernede, tænkte jeg, at det ikke gjorde noget. Turen kostede 1000 kr. for tre uger, og man skulle hjælpe med at renovere et gammelt fængselsfort. Det lød spændende, og prisen var lige i øjet. Men jeg var ret spændt – det var første gang, jeg skulle rejse på egen hånd.

Efter at have skiftet fly i London landede jeg i Montpellier, hvor jeg skulle overnatte, inden jeg tog videre til havnebyen Agde. Om aftenen stødte jeg på en flok amerikanske piger og to irske drenge. Det udviklede sig til noget af en bytur, da irer ikke er dem, der går tidligst i seng. Næste morgen tog jeg toget, hvor jeg mødte en smuk fransk pige på min egen alder. Hun havde planer om at komme til Danmark, så vi udvekslede e-mails og telefonnumre – gode venskaber kan skabes på under 40 minutter i et tog!

I Agde mødte jeg så de andre deltagere: en lyshåret pige fra Hviderusland, to piger fra Bilbao, en typisk englænder, en lille bredskuldret tjekke, to tyske piger, to franske piger og en skeløjet fransk fyr. Desuden var der de to ledere: en langhåret mand med ar i ansigtet og sår på hænderne, som lignede en hulemand, der lige var blevet frosset op fra stenalderen, og en tyk kvindelig leder med ringe i hele ansigtet, et hidsigt temperament og en lille rottweiler-hvalp. Jeg var den eneste dansker.

Primitive faciliteter

Selv om jeg havde læst, at faciliteterne på øen var yderst primitive, blev jeg alligevel chokeret. Øen var stor set ikke-eksisterende – bare et gammelt stenfort bygget på nogle klipper. Der var hverken elektricitet eller rindende vand. Maden blev lavet over bål eller på et lille gasblus. Opvask og bad løste vi ved at hejse iskoldt vand op fra en ældgammel brønd. Om natten sov hele flokken i et vindblæst rum. Vi havde nogle usle madrasser, og når vinden var kraftig, fik man små sten i ansigtet, der faldt ned fra taget. Vi var kort sagt sparket tilbage til Middelalderen.

Kommunen havde i deres generøsitet opstillet et festivaltoilet for nogle år siden, som først skulle tømmes. Det ville være en overdrivelse at kalde det et toilet. Det var bare et hul i et skur, så man fik alle tiders chance for at træne sine benmuskler, når man skulle sidde på hug. Heldigvis sørgede madlavningen for, at vi fik hård mave, så vi kun havde behov for at gå på kummen hver tredje dag. Drikkevandet blev sejlet ud fra fastlandet i store dunke, og det blev som regel temmelig lunkent i varmen. Nogle gange var vi heldige at få en flaske isvand eller to fra kaptajnen – med besked om, at det kun måtte drikkes med pastis. Det mente vores leder var den eneste rigtige måde at udnytte det kolde vand på.

Cementblanding ved håndkraft

Arbejdet bestod i at blande cement ved håndkraft, som derefter blev brugt til at fylde huller ud i fortets stenvægge. Der skulle også bygges en mur, hvor stenene først skulle hugges ud med syl og hammer og bagefter placeres rigtigt, så ”puslespillet” gik op. Jeg fik fire vabler alene på den ene hånd. Arbejdet stoppede som regel ved 1-2 tiden, og resten af dagen tilbragte vi på stranden, hvor vi forsøgte at vaske den værste cement af huden og ud af håret. Det var skønt! Vi fik virkelig en fornemmelse af, hvordan livet må have været for fangerne og soldaterne på denne primitive ø. Vi samlede muslinger og fiskede på klipperne, og fangsten blev tilberedt med hvidvin og sydfranske krydderier. Det lykkedes endog en af de franske piger at fange en blæksprutte, som smagte fantastisk.

Rasmus og Itziar slapper af fra arbejdet med at renovere fortet.

Itziar fra Bilbao

Men det bedste ved de tre uger på øen var den smukke pige fra Bilbao. Hun hed Itziar, og hun så godt ud, selv om hun havde cement i hele ansigtet, og sveden dryppede fra hende. Hun svømmede som en fisk, var morsom, charmerende og intelligent. Flere nætter valgte vi at sove udenfor under en åben himmel dækket af stjerner. Jeg har aldrig haft det så godt før, de tre uger fløj af sted. Det frivillige renoveringsarbejde blev en fornøjelse, og selv om vi jokede med, at den eneste forskel på os og de gamle fanger var, at vi betalte for at arbejde, så var det fantastisk.

En workcamp med Mellemfolkeligt Samvirke kan varmt anbefales. Der blev knyttet stærke bånd, fyldt med gyldne løfter om gensyn og sammenhold. Itziar besøgte mig i Danmark en måned efter, og jeg tog en tur til Prag i efterårsferien for at møde min tjekkiske ven. Jeg lider dog stadig af den forfærdelige sygdom kaldet rejsefeber og er i øjeblikket i gang med at planlægge en tur til Spanien for at gense min spanske veninde. Venskab og kærlighed nedbryder alle kultur- og landegrænser. 

På trods af vabler og hård hud fik vi bygget muren færdig, og hvis man nogensinde skulle have lyst til at besøge stedet, så kan man tage en færge fra Cap Agde og ud til øen – og så bør man gå op på taget, hvor man finder en mur, der ser nyere ud end resten af byggeriet. Og øverst på muren tredje sten fra venstre har to personer hugget deres navne ind klippestenen. Der står: Itziar ♥ Rasmus.

En workcamp med Mellemfolkeligt Samvirke kan varmt anbefales, skriver Rasmus.