dansk english Facebook Twitter
Magasinet nr. 1/2006

Indtryk fra et pigehjem i Nairobi

Signe og Janne arbejder som frivillige på et pigehjem i Kenya, udsendt gennem Mellemfolkeligt Samvirke. Deres opgave er at tage sig af pigerne, og det giver indblik i en anderledes verden, hvor f.eks. fysisk afstraffelse endnu ikke er udryddet.

Af Signe og Janne

Signe og Janne med nogle af pigerne.
Signe og Janne med nogle af pigerne.

Vi arbejder på et rehabiliteringscenter for piger lidt nord for Nairobi i Kenya. Pigerne kommer fra hele landet og er delt ind i tre kategorier: kriminelle, omsorgskrævende og piger uden forældrekontrol. Pigerne er mellem 10 og 18 år og bliver generelt betragtet som kriminelle. Skolen er som et fængsel, og de har fangenumre på kjolerne, men der er dog sket en forbedring fra tidligere, og navnet er ændret fra institution til rehabiliteringscenter.

Pigerne har faste rutiner med tøjvask, madlavning og rengøring, som de selv står for, og derudover undervisning. Efter 8. klasse kan de få timer i syning og husarbejde, men læreren er gået på pension, og de har ikke haft råd til at ansætte en ny, så de største piger har siddet i et tomt klasseværelse og gloet i et par måneder!

Vores opgave er at tage os af de store piger og af de nyankomne. Hver dag kommer der nye piger fra retten, og de kommer ind i vores klasse for at falde til, inden de starter sammen med de andre. Så det er en blandet forsamling både i alder og niveau. Vi har både de små, der skal lære forskellen på B og D, og de store piger, som vi gerne vil lære at diskutere og argumentere og tænke over emner som rettigheder, kærlighed og aids.

Nogen gange har vi overvurderet situationen lidt, når vi på bedste danske vis lægger op til en spændende diskussion, og de bare falder fuldstændig fra. Her er udenadslære stadig i højsædet, og mange bliver forvirrede, når vi "hører dem" i noget, de ikke har lært.

Snak og omsorg

Nogle af de store piger på 14-15 år har aldrig rigtig gået i skole, og det er heller ikke det, som de fleste har brug for. Det er snarere snak, omsorg  og oplæring i socialt liv, for flere af dem kommer direkte fra gaden og ved hverken, hvordan man vasker sig, sidder stille eller deles om at lege med en bold. Mange er ikke vant til ar være alene med en voksen (eller delvist voksen, he-he). En som bare er der og lytter og ikke fortæller det videre til andre. Vi ved ikke altid, hvor meget vi får rykket, men om ikke andet fungerer vi som en mulighed for at få grædt ud – og det er også fint, for en del har brug for det.

Man lærer at ændre sit fokus, for hvis man betragter landet eller skolen som helhed, kan det virke som en håbløst uoverskuelig mundfuld. Så det hjælper at fokusere på at gøre nogle små ting og nogle situationer gode for dem – f.eks. at gå over til skolen i tusmørket og sige godnat til dem gennem tremmevinduerne, så bliver de så glade. Og vores piger er så søde! Nu er vi flyttet ind i et hus ved siden af skolen og har mulighed for at se dem også uden for skoletiden – selv om det godt kan blive lidt trættende at have 110 opmærksomhedshungrende naboer hele tiden.

Afstraffelse

Og så er der det med disciplineringen, som virker meget hårdt. Det er en meget almindelig straf på skolen at få barberet håret af, så flere af pigerne ligner noget, der giver en uhyggelige associationer. Og hvad angår fysisk afstraffelse har vi godt nok haft vores hårde dage. Når man selv tror på, at vold kun gør ondt værre, er det hårdt at se børn blive banket med pinde og hanke fra spande.

Vi har haft en del diskussioner med lærerne, og det har også været oppe på personalemødet. For få år siden blev det forbudt at straffe børn fysisk her i Kenya, og forstanderen har flere gange sagt, at her er sket store fremskridt. Men vi har indimellem haft nogle rigtig hårde dage, og så er det godt, at vi er to og har en forstående dansk skulder at græde ud ved. Så det er rart at kunne lukke døren til vores lille hus.

Men det er også rigtig hyggeligt, når pigerne kommer på besøg et par stykker af gangen og sidder og høre musik i vores discman og læser danske blade og får en karamel. Vi havde aldrig forestillet os, at en sovepose kunne virke så mærkelig, når man aldrig har set en før!

Send til en ven   Print siden  
Magasinet nr. 1/2006
<a href="sw37289.asp" target=_top>Retur til oversigten</a>