Kommentar bragt i Politiken 25. maj 2006

7 gode råd til Det Arabiske Initiativ

Det er ikke blevet lettere for Danmark at fremme demokrati i Mellemøsten efter Muhammedkrisen. Trine Pertou Mach, programkoordinator i Mellemfolkeligt Samvirke, giver gode råd til regeringen om indretningen af Det Arabiske Initiativ.

29. maj 2006

Regeringen er i gang med en revision af Det Arabiske Initiativ. I de seneste uger er initiativet blevet mødt med kritik i medierne - af medier selv og af politiske aktører, der bruger den til at prøve at stemple Initiativet som fejlslagent og dermed skyde det ned.

Et kritikpunkt retter sig mod manglende resultater, men det er forfejlet. Initiativets perspektiv er langsigtet. Forventningen om at Danmark kan agere ’Mr. Fix-It’ er ikke alene hovmodig, men naiv og uden blik for historie og politisk virkelighed. Det vil være ærgerligt, hvis den igangværende revision forplumres af nogle mediers forsøg på at resultat-’evaluere’ noget, der kun er på begynderstadiet.

Andre dele af kritikken er imidlertid berettiget; og mere iøjnefaldende efter Muhammed-krisen. Men man skal holde sig for øje, at de kritiske vurderinger i altovervejende grad kommer fra aktører (forskere, organisationer og andre), der mener, at øget samarbejde og dialog med – og ikke mindst øget dansk indsigt i og forståelse af – den arabiske verden er aldeles ønskelig og nødvendig. Det Arabiske Initiativ bør gentænkes og videreudvikles. Konkret kan anbefales:

1. En ny værdipolitisk ramme

I regeringsgrundlaget hedder det: »Regeringen vil med Det Arabiske Initiativ videreføre sin langsigtede strategi mod truslen fra radikale islamister«. I forordet til pjecen om Det Arabiske Initiativ kobles islam og terrorisme: »Vi kan alle huske helt præcist, hvor vi befandt os.... 11.september«. Med arabiske briller kan det meget vel læses som ’I fortjener demokrati, fordi det giver os mere sikkerhed og mindre terrorisme«.

Det er begrænsende at sammenblande sikkerhedspolitik og universelle principper om demokrati, retsstat og menneskerettigheder. Danmark skal bruge initiativet til at vise, at vi godt ved, at vi har et stort behov for at vide mere, styrke dialogen og kendskabet til en verdensreligion, arabisk kultur og en helt central region i verdenshistoriens udvikling. Og samtidig vise den arabiske verden, at vi ikke ser demokrati som en vestlig eksportvare, men en rettighed for alle, som et aktivt dansk engagement på verdensscenen fortsat skal bidrage til.

Man kan med fordel trække på erfaringer fra Helsinki-processen og styrke en integreret indsats omkring handel, menneskerettigheder, udveksling, dialog, sikkerhed – og i højsædet sætte: ligeværdig dialog og øget vilje til forståelse og indsigt.

2. Prioritering

Initiativet bør fokusere mere på større indsatser i få udvalgte lande og på regionale indsatser – hvor alle landene (samt Palæstina, Israels arabiske mindretal og Irak i civilsamfunds-programmer) kan indgå – og endelig i tematiske programmer (eks. retssikkerhed, kvinders rettigheder). Regionale indsatser giver mindre donor-modtager-tilgang og mere ligeværdighed; samtidig styrkes samarbejdet mellem arabiske lande.

3. Tematisk fokusering på rettigheder

På det statslige niveau bør der bl.a. satses på god regeringsførelse, magtens tre-deling, retssikkerhed, bekæmpelse af tortur. Civilsamfundene skal styrkes, med både det enkelte menneskes samt de kollektive rettigheder som omdrejningspunkt.

4. Fokus på fattigdom

Styrket fattigdomsorientering gennem bekæmpelse af analfabetisme og arbejdsløshed. Unge skal fastholdes som indsatsområde. FN’s Arab Human Development Report understreger de alvorlige perspektiver ved manglen på fremtidsudsigter og jobmuligheder for unge mennesker.

5. Israel

Israel-Palæstina-konflikten skal adresseres. Løsning af denne konflikt er et kernepunkt for demokratisering i hele regionen. Samtidig har det en enorm symbolværdi at anerkende, at løsning af ’alle konflikters moder’ er en integreret del af vejen til forandring. Danmark har i forvejen projekter i de besatte palæstinensiske områder. Den indsats bør teknisk set puttes ind under samme paraply, så alle indsatser har samme overordnede forståelsesramme.

Demokratiudvikling i Libanon, Syrien og Jordan hænger sammen med løsning af det palæstinensiske flygtningespørgsmål. Indsatser omkring palæstinensiske flygtninge skal omfattes af Initiativet.

6. Det danske engagement

En større rolle til det danske civilsamfunds aktører i udvikling af aktiviteter. Sådan sikres målet om partnerskab, lokalt ejerskab og ligeværdighed. NGO’er kan styrke og hjælpe de mange menneskerettighedsaktører, der er mast mellem - på den ene side - restriktive regimer, der udnytter vestens sikkerhedspolitiske dagsorden og angst for terrorisme til at fastholde befolkningerne i et jerngreb, under dække af terrorbekæmpelse. Og – på den anden side – hard-core islamistiske kræfter, der har for nemt spil med at stigmatisere disse sociale aktivister som vestens lakajer. En problemstilling Muhammedkrisen både understregede og forstærkede.

Der bør i denne forbindelse også etableres en pulje for indsatser på civilsamfundsområdet, som danske NGO’er kan søge til at finansiere selvstændigt udviklede partnerskabsprojekter med lokale organisationer. Samtidig kan organisationernes ekspertise og erfaringer med civilsamfundsindsatser langt bedre udnyttes.

7. Partnerskab

Ligeværdighed, lokal forankring, ejerskab og gensidig anerkendelse er vejen frem i en globaliseret verden, hvor sikkerhedspolitik, simple forklaringer, dæmonisering, mangel på dialog og åbenbare ulige magtforhold præger den politiske scene.

 

Muhammed-krisen har ikke gjort det nemmere at sælge demokrati. Heller ikke for arabiske rettighedsaktivister, der bliver fanget i et spind mellem autoritære regimer og islamistiske kræfter.

Vil man styrke og fremme menneskerettigheder, demokrati og retsstatsprincipper – og øge ejerskabet til disse universelle værdier og principper – skal man ikke indskrænke værdien og styrken i dem ved at kalde dem for ’vestlige kerneværdier’. Det er taktisk usmart, og ikke fremmende for visionen om et globalt retssamfund med international ret, universelle principper og rettigheder. Ingen regimer kan undslå sig for at give borgerne rettigheder, præcis fordi de er universelle, ikke ’vores’ eller ’deres’.

Både Danmark og den arabiske verden fortjener og behøver et nyt aktivt Danmark på den internationale scene. Og Danmark fortjener og behøver øget viden om og samkvem med den arabiske verden. Der er brug for et Arabisk Initiativ i opdateret version, med et langt tidsperspektiv og en anerkendelse af den arabiske verdens mangfoldighed - politisk, socialt, økonomisk og kulturelt.

Demokratisering er en lang og kringlet proces og kan i sidste ende kun finde sted, hvis og når de arabiske samfund kan og vil. Den gode nyhed er, at rigtig mange vil.

Trine Pertou Mach er programkoordinator for Nordafrika og Mellemøsten for Mellemfolkeligt Samvirke