Artikel i Information den 13. juni 2006

Nepals maoisters appel vokser blandt de fattige

Nepals maoister har igennem den 10 år lange konflikt i Nepal forsøgt at lave udviklingsarbejde i landsbyerne. Metoderne har været barske. Politisk rider de efter revolutionen på en bølge af velvilje.

Af Malene Lærke, informationsmedarbejder i Mellemfolkeligt Samvirke i Nepal

13. juni 2006

Yamkala Chidi Magar plejede at tjene penge ved at producere brændevin til landsbybeboerne i Sayari i Palpa-distriktet i den vestlige del af Nepal. Hendes mand rejste til Bahrain for fem år siden, og er endnu ikke vendt tilbage.

Brændevinsproduktionen var den eneste måde, 30 årige Yamkala Chidi Magar kunne forsørge sine fire børn og sin mor der alle bor i et lille mudderhus med to værelser.

"For to år siden kom tre maoister til mit hjem om aftenen, fordi en af deres kammerater var blevet såret. Jeg gav dem noget lokal brændevin, som jeg selv havde lavet, men de sagde til mig, at jeg skulle stoppe produktionen. Jeg fortalte dem, at det kunne jeg ikke, da jeg er en fattig kvinde der lever alene og derfor har brug for pengene," fortæller hun.

Frygtede for deres vold

Maoisterne begyndte at besøge Yamkala Chidi Magar jævnligt og fortalte hende, at i stedet for at producere brændevin skulle hun købe en bøffel og tjene penge på at sælge mælk, holde geder og sælge kødet og holde høns, så hun kunne sælge æggene.

"Jeg var bange for maoisterne, som jeg vidste har hugget hænderne af andre, som ikke har fulgt deres ordrer. De fortalte mig, at det ikke var godt for mig, at så mange mænd kom og drak i mit hus. De foreslog også, at jeg skulle have grise. Jeg var bange for, hvad der kunne ske, og talte med mine venner om det. Til sidst besluttede jeg mig for at låne penge til at købe dyrene for, for at undgå repressalier," beretter Yamkala Chidi Magar.

Nyt bedre liv

I dag har hun tre grise, syv smågrise, fem geder, en lille fiskedam, en bøffel med kalv og et utal af høns.

"Min økonomiske situation er meget bedre, end den var før, og jeg har næste betalt mit lån tilbage. Nu kan jeg sende min børn i skole, og vi kan få ordentlig mad på bordet. Jeg har forandret mit liv, og jeg er glad for den forandring der er sket, " siger hun i dag, men fortæller også, at hun ikke er begejstret for måden, hun blev overbevidst på.

"Hvem har lyst til at miste sine hænder? Jeg var virkelig bange for, at de ville hugge mine hænder af, for jeg ved, at når maoisterne truer, så er det ikke tomme trusler. Det er ikke nogen rar måde at blive overbevidst på," siger hun og bliver stille.

Distriktschef for maoisterne i Palpa-distriktet, der går under navnet Sigal, afviser, at der er blevet brugt vold for at få folk til at skifte kurs.

"Hovedformålet er, at folk får viden og finder ud af at der er andre måder at gøre tingene på. Der er folk, som ikke følger vores råd lige med det samme, men vi kunne ikke finde på at hugge hænderne af dem. Vi skræmmer dem blot lidt med det, vi siger," fortæller Sigal.

Yamkala Chidi Magar og de andre beboere i Sayari føler ikke længere, at de behøver at være bange for maoisterne og deres skræmmemetoder.

Efter revolutionen i april i år, hvor det massive pres fra folkemasserne fik kong Gyanendra til at genindsætte den demokratisk valgte regering fra 2002, er det blevet roligt ude i landsbyerne, og det evige pres fra maoisterne er forsvundet. Maoisterne holder sig væk og har travlt med at holde massemøder og mobilisere folk frem til valget til en grundlovsgivende forsamling.

En bølge af velvilje

Folkestemningen i Nepal er i disse dage for maoisterne, der rider på en bølge af velvilje og sympati. Folk taler højt om, hvad maoisterne gjorde godt under revolutionen og mindre om pengeafpresning, bortførelser og tvang, som maoisterne har praktiseret under den 10 år lange konflikt og stadig praktiserer trods våbenhvilen.

Et lidt lyserødt folkeligt skær er ved at lægge sig over maoistbevægelsen, og fortiden synes at være ved at gå i glemmebogen.

Sådan er det også i landsbyen Sayari hvor Mellemfolkeligt Samvirkes partnerorganisation Women's Welfare Association har en kvindegruppe. Ni kvinder sidder i en rundkreds og diskuterer, hvordan det var at bo i det lille samfund under konflikten.

Kong Gyanendra har landsbykvinderne intet til overs for, og tvivlen på politikernes handlekraft ligger hele tiden under overfladen.

"Maoisterne kom til vores hjem og kommanderede, at vi skulle lave mad til dem. De betalte ikke for maden, men de vaskede dog op bagefter. De tog min mands mobiltelefon og brugte den i tre måneder, før de returnerede den," fortæller gruppemedlem Loki Chidi.

Sådan kan alle kvinderne fortælle historier om, hvordan maoisterne kom til deres huse og har krævet at få alt fra håndtasker, mad og jern til våbenproduktion samt husly, når deres kammerater var blevet såret i kamp. Og om hvordan de blev vant til maoisternes pisk og lydigt bøjede sig for den.

Tilgiver maoisterne

"De kom og krævede at få penge. Jeg fortalte dem, at jeg blot er en fattig kvinde og kun havde 40 rupi (3,50 kr.), men de sagde, jeg skulle give dem pengene, fordi de også kæmper for fattige kvinder, og at jeg skulle give pengene forNepals skyld," fortæller Hum Kumari Chuwan.

Kvinderne fortæller historierne med et skuldertræk, for som udgangspunkt, kan de godt lide maoisterne.

"De kom og spurgte om hjælp, og det var en svær situation på det tidspunkt. De har i 10 år kæmpet for fattige folk som os, så det er i orden. Vi har ikke noget problem med at tilgive dem," mener Lila Chidi, der dog sætter pris på, at der ikke længere bliver banket på hendes dør om aftenen.

Denne gang vil det lykkes

"De har ændret på nogle vigtige ting her i landsbyen. Før i tiden var der nogle af mændene som drak sig fulde dagligt og slog deres koner. Den vane er fuldstændig væk. Maoisterne har talt med mændene om problemet, og at det er ikke godt at bruge penge på brændevin, når ens kone og børn er sultne. Maoisterne bankede dem, som blev ved med at drikke," beretter Manisara Rana.

I begyndelsen af revolutionen i april måned pressede maoisterne kvinderne til at gå i demonstration i distriktsbyen Tansen, men efter at have hørt talerne begyndte kvinderne frivilligt at tage af sted.

"Maoisterne sagde til os, at de i 10 år kæmpet for demokrati, så det mindste vi kunne gøre var at gå på gaderne i et par dage imod kongen," erindrer Laxmi Devi Gharti.

"Vi har ikke læst aftalen mellem maoisterne og de syv politiske partier. Vi har kun hørt lidt i radioen, men vi tror på, at denne gang vil det lykkes at få fred i Nepal. Efter at vi er begyndt at gå til maoisternes møder, er vi begyndt at forstå meget mere af det hele," fortæller Parbati Chidi.

Nu håber kvinderne blot på fortsat fred i landsbyen, og at politikerne og maoisterne finder en fælles vej for Nepal. Og måske ligger troen på maoisterne i et spinkelt håb om, at denne gang bliver der fred. Kong Gyanendra kunne ikke, og politikerne har før vist, at de ikke kunne. Måske lykkes det denne gang.