Det er bedre at give af et urent hjerte end slet ikke at give

Verden er blevet mindre. Derfor rammer dårlig opførsel os selv som dårlig karma, siger Christian Stadil, der bl.a. ejer Hummel. Han er en af deltagerne i Mandag Morgens Co-existence-initiativ, som også Mellemfolkeligt Samvirke er med i.

Christian Stadil på besøg i Tibet (privatfoto).

Interessen for buddhisme fornægter sig ikke, da Christian Stadil tager imod i sin lejlighed fyldt med buddha-statuer og andre ting fra Asien. Han blev kendt for at puste nyt liv i Hummel-firmaet og begreber som corporate karma – at lade virksomheden opspare god karma og give det videre til andre for selv at få. Han har støttet en lang række initiativer – senest Mandag Morgens ”Co-existence of Civilizations”, der går ud på at bruge Muhammed-krisen som vendepunkt for at sætte en ny global dagsorden.

”Jeg blev kontaktet, mens Muhammed-krisen var på sit højeste. Der var for meget skyttegravskrig, for meget ”os” og ”dem”. Initiativet gik på tværs af politiske og religiøse ståsteder og havde en masse godt i sig. Nu har vi verdens opmærksomhed, verdens ”eye balls” – lad os bruge det til noget positivt! Lad os fokusere positivt i stedet for negativt, dække skyttegravene til og udbrede budskabet om, at det er OK at have forskellige holdninger, bare man har det på en fornuftig måde.”

Hvordan kan man bruge det til at sætte en ny dagsorden?

”Vi skal udnytte den kontrast, der er. Hvis Holland holder en konference om sameksistens, tænker folk fint nok. Men når det er et dansk initiativ – Danmark var jo dét der land... Vi får mere opmærksomhed, fordi kontrasten er større. Der sker en stopeffekt. Og så skal vi bruge verdens opmærksomhed til noget fornuftigt – finde fornuftige folk til de møder og symposier, vi har frem til topmødet i september, og finde en god blanding af deltagere på topmødet. Jeg har selv talt for bl.a. at få George Clooney med for at skabe den kontrast.

Vi skal have budskabet ud om ikke at tænke ”dig” og ”mig”, men i højere grad ”os”. Det er et budskab, de fleste kan forholde sig til – at verden er mindre end nogensinde før. Buddha gav to belæringer inden sin død. Den ene var om altings forbundethed. Vi kan ikke længere lukke øjnene for, hvad der sker i Afrika syd for Sahara. De har 85 pct. af verdens aids-tilfælde. Det vil underminere deres økonomi og skævvride verden mere, end vi kan leve med.

Det samme gælder for Co-existence. Vi kan ikke længere sidde i vores andedam og pege fingre, for så rammer det os i nakken som dårlig karma. Hvis jeg ikke opfører mig ordentligt over for dig, går du hjem og siger det videre til tre andre, som siger det til tre andre, og så rammer det mig igen. Det samme gælder for virksomheder. Vi bliver nødt til at opføre os ordentligt, for vores kunder checker os – det kan de i dag.”

Fotomontage: Peter Bischoff

Hvilke perspektiver ser du i ”Corporate Social Responsibility?”

”Jeg har selv arbejdet med det i 7-8 år, men har stadig meget at lære. Virksomhederne er ved at få øjnene op for, at de er nødt til det. Det kan være drevet af lyst eller af frygt – at vi bliver nødt til det, for ellers rammer det os. Det er ikke den bedste form, men det er bedre end ikke at gøre noget. Dalai Lama har sagt, at det er bedre at give af et urent hjerte end slet ikke at give. For hvis vi giver af et urent hjerte, så lærer vi først at give, og så kan vi senere lære at give af et rent hjerte.

Ved at give sender man et overskudssignal til sin virksomhed og skaber en historiefortælling. De historier er virksomhedens folklore og kulturelle bagage og en kilde til selvtillid, så medarbejderne føler, at de arbejder et fornuftigt sted.”

Er det en ny ansvarlighed eller smart markedsføring?

”Det er lidt en blanding. Du kan finde alle mulige grader hos mig selv. Vores sponsorat af det tibetanske landshold er en hjertesag. Vi har lige haft en premiere i London på en film om dem. Det er en hjertesag – noget jeg ville gøre lige meget hvad. Jeg vil også gerne sponsorere Vatikanets hold, men det er mere en gimmick – de har jo ikke brug for pengene. Når man sponsorerer noget skævt som det tibetanske landshold, giver det selvfølgelig PR, men det er måske 90 pct. rent hjerte og 10 pct. for at få PR. Med Vatikanet er det måske 90-10 den anden vej.

”Den bedste charity fungerer ved, at det er et ”win-win”-forhold – at begge parter får noget ud af det.”

Men er det ikke i orden, at man får PR på charity? Den bedste charity fungerer ved, at det er et ”win-win”-forhold – at begge parter får noget ud af det. Hvis det er ensidigt, gider du ikke blive ved. Men hvis en virksomhed får positiv opmærksomhed ud af det, får de også mere lyst til at fortsætte. Der er selvfølgelig grænser. Det må ikke være utroværdigt – det skal passe til virksomhedens kultur.”

Er virksomhederne fremtidens NGOer?

”Jeg tror ikke, man skal lade det være helt op til virksomhederne, men der er behov for at samarbejde. Nogle gange tager en NGO et initiativ og får støtte fra virksomheder, andre gange tager en virksomhed initiativet og får NGO’er til at føre det ud i livet. Der er forskellige former. Nogle af de mest spændende resultater kommer, hvor man blander posen. Co-existence er et godt eksempel. Vi har folk fra det private erhvervsliv, fra NGO’er, fra Universitet, tidligere politikere og imamer og repræsentanter for jøder og kristne.”

Har du et råd til NGO-miljøet?

”Det er vigtigt at åbne mere op og tænke alternativt og kreativt ud af boksen. Hvordan får vi den nye generation med os? Moderne markedsføring går ud på at være ”non pushing” – for nu har vi ”Generation Y”, dem der er født mellem 79 og 94, og de er eksperter i at navigere i et reklamelandskab. Hvis man som NGO er for pushing, virker det for helligt, for meget ”ned i halsen”. Mange vil hellere selv gå på nettet og finde, hvad de kan støtte. ”Info lust” er en af de største trends i dag – at man selv vil finde så meget information som muligt.

”Hvis man som NGO er for pushing, virker det for helligt, for meget ned i halsen.”

De finder måske en lille organisation i Nepal og går direkte til kilden uden om mellemmænd, for det kan man jo i dag. De har måske været i chat room med en skolelærer i Kenya og organiserer lige selv en indsamling af gamle skolebøger og tøj. Vi vil se mere og mere, at folk gør det selv. I den nye verdensorden er NGOerne nødt til at være helt oppe på beatet.”

Hvordan undgår man at være pushing?

”Der er mange nye måder at arbejde på. Der er den ”virale” markedsføring, hvor man bruger folks sociale netværk og får budskaber til at sprede sig eksponentielt som en virus – hvis folk synes, de er spændende nok. Der er brugen af historiefortælling. Vi har fortalt historier, siden vi var urmennesker. Den gode historie omdanner det rationelle, så det rammer direkte i hjertet og maven. Historier skaber billeder, og vi husker billeder bedre end noget andet. Derfor er den gode personlige historie så vigtig.

Selvfølgelig skal det være troværdigt, men i dag bliver man gennemskuet på fem sekunder, hvis man ikke er troværdig”, slutter Christian Stadil.