dansk english Facebook Twitter
Magasinet nr. 2/2006

Christine på 16 forsørger familien

Der er over en million forældreløse børn i Zimbabwe. Med støtte fra Mellemfolkeligt Samvirke sætter organisationen ”Aids Among Us” fokus på disse børns demokratiske rettigheder og hjælper dem til en bedre fremtid.

Af Claudia Juhl

Christine Sithole, foto: Else Hansen
Christine Sithole, foto: Else Hansen

Solen bager ned over det tørre landskab i Zimbabwes sydøstlige hjørne ikke langt fra grænsen til Mozambique. Et område præget af tørke, arbejdsløshed og hiv/aids. I landsbyen Mudenga nær byen Checheche har 16-årige Christine Sithole været tidligt oppe:

”Jeg står op kl. 6 hver morgen for at lede efter arbejde som daglejer på de store bomuldsfarme her i området. Men vi er mange om buddet, og hvis der ikke er noget arbejde, tager jeg hjem igen og arbejder i vores egen lille mark”, fortæller hun.

Christine henter vand, foto: Else Hansen.
Christine henter vand, foto: Else Hansen.

Hendes far døde i 1998 og hendes mor i 2000, så hun har allerede længe været alene med sine to søstre, der nu er 7 og 12 år, og med deres mormor på 72 år. Siden forældrene døde, har hun været nødt til at knokle for at forsørge familien. Som daglejer kan hun tjene 10-12 kr. for otte timers arbejde uden pause. Alt hvad hun tjener og dyrker går til familiens overlevelse. Og der skal også hentes vand, samles brænde og laves aftensmad. Hele hendes tilværelse er koncentreret om at få deres liv til at hænge sammen.

De senere års økonomiske krise har forværret situationen i dette fattige hjørne af Zimbabwe. Mange familier er i dag afhængige af fødevarehjælp for at overleve. Hiv/aids er meget udbredt – både fordi der ikke er penge til oplysning og forebyggelse, og fordi den megen lastbiltransport i området og daglejerarbejdet med rede penge udbetalt fremmer en livsstil med sprut og prostitution. Fattigdommen tvinger mange piger ud i prostitution for at overleve.

Aids Among Us 

Aids Among Us
Aids Among Us blev stiftet i 1999 for at bekæmpe hiv/aids og sygdommens følger i Chipinge South-distriktet. MS-Zimbabwe har siden 2002 støttet med opbygning af organisationen og støttet deres indsats for forældreløse børn.

I 1999 dannede en gruppe mennesker i området organisationen Aids Among Us. Som navnet siger, betragter de hiv/aids som en realitet – et livsvilkår man må lære at leve med.

”Den farlige virus er iblandt os, vi må derfor lære at se den i øjnene. Vi har alle et ansvar – for at beskytte os selv og andre mod sygdommen, for at hjælpe de syge og for at støtte de børn, som mister deres forældre”, fortæller Stephen Zinyani fra organisationen.

Aids Among Us arbejder både med at forebygge og med at hjælpe sygdommens ofre. Det sker i tæt samarbejde med de traditionelle ledere og med skoler, hospitaler og myndigheder. Siden 2002 har Mellemfolkeligt Samvirke arbejdet sammen med organisationen og især støttet tre områder: oplysning, pleje af patienter og støtte til de forældreløse børn.

Børnene hårdest ramt

”Det er klart børnene, som bærer den største byrde. De børn, der mister deres forældre pga. aids, har mange odds imod sig. De må ikke alene leve med sorgen og traumerne – ofte må de også kæmpe mod stigmatisering og diskrimination, hvor de bliver mobbet i skolen og ringeagtet af naboerne”, fortæller Else Hansen.

Hun er uddannet lærer og har i to et halvt år arbejdet som rådgiver for Aids Among Us, udsendt af Mellemfolkeligt Samvirke.

”Desuden står de svagt økonomisk. Der er ikke længere nogen, der tjener penge, sender dem i skole, passer markerne eller betaler for læge og medicin, hvis de bliver syge. Hvis de ikke kan flytte hen til familie eller naboer, må de klare sig selv”, siger Else Hansen.

Og situationen bliver ikke altid bedre af at flytte til den nærmeste familie. Christines mormor er så gammel, at Christine blot har fået endnu en at tage sig af. Andre gange bliver de ”arvede” børn udnyttet som billig arbejdskraft – de betragtes ikke som ligeværdige i familien.

Den såkaldt ”udvidede afrikanske familie” fungerede tidligere som et socialt sikkerhedsnet. Men den har i dag ikke samme mulighed for at spille denne rolle. Familierne er fattigere og mere pressede. Ofte magter den nærmeste familie ikke at tage sig af de forældreløse børn, når de knap nok kan forsørge deres egne.

Christine Sithole laver mad ved huset sammen med sin gamle mormor. Foto: Else Hansen.
Christine Sithole laver mad ved huset sammen med sin gamle mormor. Foto: Else Hansen.

Børns demokratiske rettigheder

Derfor arbejder Aids Among Us især med de forældreløse børn. De tilbyder børnene psykologisk rådgivning og hjælper dem til at kunne fortsætte i skolen. I øjeblikket betaler de skolepenge for 3000 forældreløse, som ellers ville være droppet ud af skolen.

”Vi forsøger at sætte barnet i centrum. Det handler ikke kun om, at de får mad og kommer i skole. Vi lærer dem at tage beslutninger, at beskytte deres rettigheder, at tage vare på sig selv og fungere som selvstændige medlemmer af samfundet”, siger Else Hansen. Hun har været med til at sætte børns rettigheder på dagsordenen, så det nu indgår i alle aktiviteter.

Alt for ofte kommer børn i anden række i Zimbabwe. De bliver sjældent hørt, det er de voksne, der bestemmer. Det er også svært for lærerne til at give slip. De er vant til at bestemme og kontrollere alt, hvad børnene laver.

Aids Among Us arrangerer ungdomslejre, hvor børnene både kan more sig sammen, lære noget og diskutere deres problemer. Derudover har de inspireret nogle skoler til oprette ungdomsklubber, som også giver børn et forum, hvor de kan være sig selv.

Aids Among Us har sammen med de traditionelle høvdinge sikret, at forældreløse børn får små stykker jord, hvor de selv kan bestemme, hvad de vil dyrke. Det giver dem mad og mulighed for at tjene lidt på at sælge grøntsager.

Aids Among Us samarbejder også med det lokale politi, der inviteres med på ungdomslejrene for at oplyse børnene om  deres rettigheder. Nogle gange hugger den øvrige familie alt indboet fra de forældreløse. Derfor er det vigtigt for dem at vide, at de har krav på at arve, hvad forældrene efterlader – og at vide hvor de kan søge hjælp, også hvis de misbruges seksuelt eller udnyttes som billig arbejdskraft.

”Vi opfordrer alle forældre – uanset om de er syge eller ej – til at skrive et testamente. Det gør det meget nemmere for børnene at forsvare deres rettigheder, hvis forældrene dør,” fortæller Tinashe Chamisa, der arbejder som frivillig i organisationen.

Christine henter urter til maden. Hun drømmer om at fortsætte i skolen og blive sygeplejerske. Foto: Else Hansen.
Christine henter urter til maden. Hun drømmer om at fortsætte i skolen og blive sygeplejerske. Foto: Else Hansen.

Drømmen om en bedre fremtid

Der er over en million forældreløse børn i Zimbabwe, som drømmer om en bedre fremtid. Christine Sithole drømmer om at fortsætte i skolen, hvor hun slap for to år siden. Hun vil gerne uddanne sig til sygeplejerske eller lærer, så hun kan hjælpe andre og tjene en løn, der gør hende uafhængig som kvinde.

Hun vil helst giftes uden, at manden betaler brudepris, som traditionen ellers foreskriver. Hun diskuterede emnet for nylig, da hun deltog i en ungdomslejr:

”Det er som om manden køber og ejer en, når han betaler brudepris. Som kvinde mister man sin selvstændighed. Jeg ville glædeligt giftes foruden”, siger hun.

Som fattig forsørger af to søskende og en mormor er det svært for Christine Sithole at få opfyldt sin drøm om en uddannelse. Aids Among Us prøver at hjælpe hende et stykke ad vejen.

Læs mere om Christine i Zapp nr. 1/2006!

Send til en ven   Print siden  
Magasinet nr. 2/2006
<a href="sw40390.asp" target=_top>Retur til oversigten</a>
Støt forældreløse

Du kan støtte forældreløse børn i Zimbabwe ved at melde dig som indsamler til landsindsamlingen til december. En del af pengene herfra går til dette projekt.



:: Bliv indsamler
:: Bliv indsamlingsleder