Handikappede er også mennesker

Lederen af DHRC, Shudarson Subedi, foto: Peter Bischoff.

Shudarson Subedi, der leder en af Mellemfolkeligt Samvirkes partnerorganisationer i Nepal, opfordrer til, at handikappedes rettigheder bliver inddraget i udviklingsarbejdet, så de handikappede kan deltage demokratisk i samfundet.

Shudarson Subedi fremtræder som en stærk og karismatisk leder af DHRC – De Handikappedes Menneskerettighedscenter i Nepal. Når han går, afslører en let haltende gang hans egen baggrund som handikappet. Da han var halvandet år, blev han ramt af polio. Senere begyndte han at læse jura, og som voksen blev han engageret i de handikappedes sag. I år 2000 stiftede han sammen med en ven DHRC – Nepals første organisation, der arbejder for handikappedes menneskerettigheder.

Organisationen hovedformål er at sikre de handikappedes rettigheder og at bringe handikapspørgsmål ind i udviklingsarbejdet. De producerer et ugentligt radioprogram og et månedligt magasin. Desuden underviser de i menneskerettigheder og er engageret i politisk fortalervirksomhed.

Barske vilkår for de handikappede

Foto: DHRC

Organisationen har baggrund i barske vilkår for Nepals handikappede. I følge WHO lever 10 pct. af befolkningen med et handikap – de fleste med ringe adgang til arbejde og uddannelse, fortæller Shudarson Subedi:

”Samfundet betragter de handikappede som en byrde. Handikappede i familier bliver gemt væk i et særligt skur. Man ser det ikke som en pligt at tage sig af dem. De ignoreres og får ikke ordentlige muligheder. Mentalt retarderede bliver holdt for sig selv i et hjørne og får ikke lov til at spise sammen med resten af familien”.

”Især på landet betragter man ikke handikappede som samfundsborgere. Men heller ikke de uddannede familier behandler deres handikappede ordentligt. Det er situationen i Nepal. De handikappede må kæmpe for at blive opfattet som borgere i samfundet”.

Avisbillede af handikappet iført lænker – forholdene på landet er mange steder grufulde.

Handikappede er mennesker

”Menneskerettigheder er universelle rettigheder, og ingen må bryde disse rettigheder. Men hverken regeringen, samfundet eller menneskerettighedsaktivister tager de handikappedes rettigheder alvorligt. Ofte fokuserer man kun på de politiske rettigheder. Derfor har vi oprettet denne forening – for at uddanne folk. For at fortælle, at de skal inddrage de handikappedes rettigheder i deres programmer. Fordi handikappede er mennesker – og skal have muligheder som mennesker. Det følger af menneskerettighedserklæringen, Det er en fundamental rettighed, at handikappede skal kunne leve et værdigt liv – ikke isoleret og afsondret”.

Adgang til skole og uddannelse er en af de store barrierer. Kun 20 pct. af de handikappede får en uddannelse – 80 pct. er uden for skolesystemet. Og selv hvor der i teorien er adgang, holder det ikke i praksis, for der findes ikke noget handikapvenligt miljø. Hvordan skal et barn kunne komme i skole, hvis han sidder i kørestol og bor i et bjergrigt område? Der findes ikke muligheder for at bo på kollegium.

En sejr på skoleområdet

Men skolerne er også et område, hvor effekten af DHRC’s arbejde har vist sig:

”Vi har love om handikappedes velfærd og om skolegang. Hvis de bliver indskrevet, behøver de ikke at betale skolepenge. Alligevel kræver både folkeskoler og privatskoler skolepenge. Vi protesterede over dette brud på loven og rejste til sidst en sag. Vi måtte appellere sagen til Højesteret, og vi vandt, så de handikappede nu kan få gratis skolegang. Det er et meget stort resultat for os. Bagefter er andre begyndt at bringe sager for Højesteret. De er blevet bevidste om, at hvis vores rettigheder ikke anerkendes, må vi gå til Højesteret for at virkeliggøre lovgivningen i praksis”.

Shudarson Subedi ser flere tegn på, at de handikappede er blevet mere bevidste. Der findes lokale organisationer, som styrker deres medlemmer i at kunne tale for sig. DHRC er selv blevet stærkere, og udviklingsorganisationer er begyndt at inddrage handikapspørgsmål. F.eks. har Human Rights Commission nedsat en særlig rådgivningsgruppe for handikappede og skal gennemgå lovene på området.

Den internationale handikapdag fejres med demonstrationer som en festival. Foto: DHRC

Den internationale handikapdag den 3. december spiller en særlig rolle for DHRC:

”Vi fejrer dagen som en stor festival. Vi marcherer i gaderne og taler for vore rettigheder. Én dag ud af årets 365 dage kan vi sidde sammen og dele vore problemer og succes’er – det er en fantastisk mulighed! I DHRC tilskynder vi alle lokale organisationer til at fejre dagen, og vi sender radionyheder og skriver om det i vores magasin”.

Samarbejdet med Mellemfolkeligt Samvirke

”Handikappede lever fortsat meget afsondret. Vores partnerskab med Mellemfolkeligt Samvirke går ud på at inkludere handikappede i alle udviklingsprocesser i Nepal”, fortæller Shudarson Subedi. ”Vi får støtte til DHRC selv, til at støtte lokale handikaporganisationer, og som et pilotprojekt arbejder vi for at få Mellemfolkeligt Samvirkes øvrige udviklingspartnere til at integrere handikapspørgsmål i deres programmer”.

”Det er nyt for os også at få støtte til vores rettighedsbaserede arbejde, for det ønsker de fleste organisationer ikke at støtte. Vi har også fået støtte til at opbygge vores organisation – til at udarbejde projektforslag og rapporter, til at uddanne undervisere og til strategisk planlægning og udvikling. Alt sammen noget, der øger vores styrke og kapacitet. Vi blevet stærkere gennem dette partnerskab, og vores anseelse er vokset. Et godt tegn på dette er, at vi nu er ved at udvikle et partnerskab med EU”, slutter Shudarson Subedi.

Se videoklip med Shudarson Subedi her: www.ms.dk/sw39389.asp

Sushila Dhakal blev født uden hænder, men bruger sine fødder til at vaske sig med, børste tænder, stryge tøj, skrive på computer og alt muligt andet. Foto: DHRC.

Sushila Dhakal har fået uddannelse, arbejder i dag på menneskerettighedscentret og drømmer om at blive webdesigner. Foto: DHRC.