Nepals blinde får nyt mod på livet
En menneskerettighedsorganisation for handikappede har inspireret en lokal udviklingsorganisation til at starte et projekt for blinde. Mellemfolkeligt Samvirke støtter og samarbejder med begge organisationer.
Tekst og foto: Malene Lærke, informationsarbejder, MS-Nepal
|
|
Formanden for blindeprojektet Gopal Prasad Bhusal kontrollerer stearinlys.
|
Solbrillerne balancerer på næsetippen, mens Gopal Prasad Bhusals fingerspidser føler sig vej hen over stearinlysene i støbeformen. Tre lys er gået i stykker. Han er 50 år og har været blind i de sidste 10 år. Allerede som barn havde han svært ved at se om natten, og han vidste, at han skulle være glad for sit syn, så længe han havde det. For 10 år siden forsvandt det for altid, så dag og nat gik ud i et. Den nat brændte hans hus sammen med 36 andre i landsbyen.
”Jeg husker, at jeg gik rundt i junglen og græd, fordi jeg følte, jeg havde mistet alt. Jeg faldt i søvn af udmattelse, og om morgenen kunne jeg ikke længere se. Jeg vidste ikke, om det var dag eller nat. Det var en forfærdelig tid, hvor jeg i bogstaveligste forstand famlede mig frem i livet og mørket,” fortæller han.
Fra en velanset bonde blev Gopal Prasad Bhusal til en handikappet i et land, hvor handikap betragtes som et udtryk for fortidens synder og gudernes vilje. Derfor bliver de handikappede udstødt og får ingen hjælp. Folk tror, at det er deres egen skyld. Blinde bliver gemt væk, så de ikke kaster skam over familien. Gopal Prasad Bhusal blev offer for denne overtro, da han ikke længere kunne brødføde sin familie som bonde. Der var ingen hjælp at hente. I stedet begyndte han at sælge hjemmelavede røgelsespinde.
”Der skete så mange forandringer. Før havde jeg masser af venner, men de fleste forsvandt, da jeg blev blind. Nu undgår de mig – jeg kan mærke det, selv om jeg ikke kan se. Folk er egoistiske – de var ligeglade, da jeg blev hjælpeløs. Heldigvis får både jeg og min kone masser af kærlighed fra de få, der holdt ved. Men jeg vil vise, at jeg ikke er hjælpeløs, fordi jeg er blevet blind. De skal få at se, at blinde godt kan klare sig”, siger Gopal Prasad Bhusal. Han er i dag er formand for Nepals Blindeforening i Kabilvastu-distriktet.
Fejekoste, lys og røgelsespinde
Disabled Human Rights Centre (DHRC)
De Handikappedes Menneskerettighedscenter i Nepal blev stiftet i 2000 for at sikre handikappedes rettigheder. MS-Nepal har arbejdet sammen med centret siden 2005 og støttet med opbygning af organisationen. Ideen med partnerskabet er bl.a. at få MS-Nepals øvrige partnere til at integrere handikapspørgsmål i deres programmer.
Kalika Self-relient Social Centre (KSSC)
KSSC arbejder i Nepals Kabilvastu-distrikt for at forbedre vilkårene for fattige kasteløse, etniske grupper og kvinder. KSSC arbejder bl.a. med uddannelse, vand og sanitet, landbrug og sundhed – og nu handikapspørgsmål – og støtter andre foreninger og selvhjælpsgrupper. MS-Nepal har arbejdet sammen med KSSC siden 2000.
Partnersamarbejde
Både DHRC og KSSC er eksempler på, at Mellemfolkeligt Samvirke arbejder sammen med lokale organisationer på forskellige niveauer for at forankre udviklingsarbejdet bedst muligt lokalt. Eksemplet med støtte til handikappede viser en kæde af samarbejde mellem MS-Nepal og den landsdækkende handikaporganisation DHRC, der igen samarbejder med den regionale udviklingsorganisation KSSC, der igen opretter et blindeprojekt sammen med Nepals Blindeforening til direkte gavn for en gruppe blinde. Specifikt viser eksemplet, hvordan DHRC med støtte fra MS-Nepal inspirer andre organisationer til at integrere handikapspørgsmål i deres arbejde.
Han leder også et lille projekt for 12 blinde under Kalika Self-relient Social Centre (KSSC), en af Mellemfolkeligt Samvirkes partnerorganisationer. KSSC støtter bl.a. udvikling for kvinder og kasteløse, men et kursus hos DHRC - et center for handikappedes menneskerettigheder - gjorde det klart for dem, at det var nødvendigt at tænke de handikappede med ind i udviklingsarbejdet.
KSSC besluttede derfor at starte et lille indkomstskabende projekt sammen med Nepals Blindeforening. I april måned i år fik 12 blinde penge til at købe råmaterialer til at fremstille fejekoste, stearinlys og røgelsespinde.
”Jeg er lykkelig for at have fået denne chance, og nu er det mit mål at gøre projektet til en succes, så det kan overleve. Det giver os blinde en mulighed for at tjene til dagen og vejen og for at leve et selvstændigt og anstændigt liv,” siger Gopal Prasad Basyal.
Arbejde og samvær med ligestillede
Udefra syner projektet ikke af meget i den lille landsby Jotpur. Fem blinde sidder udenfor på en veranda - tre er i gang med at binde håndtag på traditionelle fejekoste. Fingrene tæller sig frem langs stråene, og den gule snor vikles omhyggeligt ind og ud, så der bliver dannet et perfekt mønster. De griner, snakker og knokler for at nå dagens mål på 20 koste for hver, som vil give dem 3,50 kr. i løn om dagen.
|
|
Hvis de når dagens mål på 20 koste, kan de tjene 3,50 kr.
|
For 32-årige Aarati Kumari Bhasati betyder projektet meget mere end mad på bordet. Hun blev blind som fireårig og har siden arbejdet i sine forældres hus med at vaske op og feje. Hun kom aldrig i skole og har kun været uden for huset ganske få gange, før hun startede i projektet. Siden hun blev blind som lille, har hun drømt om at komme væk fra forældrenes hjem, hvor hun altid har følt sig udstødt og hadet af de andre. Så svaret var et klart ja, da hun gennem Nepals Blindeforening blev spurgt, om hun ville være med i projektet:
”Nu har jeg mødt andre blinde, og nu ved jeg, at jeg ikke er den eneste. Hjemme mistede jeg alt håb. Jeg troede ikke, jeg kunne noget, for det sagde min familie altid. Jeg følte mig som en byrde, der skulle gemmes væk. Det gør jeg stadig, men nu kan jeg slippe væk.”
|
|
Den største forandring er, at jeg kan dele mine tanker med andre og føle mig anerkendt som menneske, fortæller Aarati Kumari Bhasati.
|
Det tager tid at komme på arbejde. Først skal hun med rickshaw til busstationen, så skal hun finde den rigtige bus og køre en time, og til sidst skal hun med rickshaw til Jotpur.
”Jeg tager gerne turen. For første gang har jeg fået venner, som jeg kan tale og grine med. Tidligere kørte tankerne i mit hoved om, hvordan mit liv kunne være, hvis jeg ikke var blind. Den største forandring er, at jeg kan dele mine tanker med andre og føle mig anerkendt som menneske”, fortæller hun.
”Jeg tjener meget lidt på at flette koste, men der er nok til busbilletten og til mad, og det betyder alt for mig. Jeg har fået frihed til at komme rundt, og jeg lærer noget nyt hver dag. Livet havde lært mig ikke at håbe, fordi mine håb er ikke før blevet til virkelighed. Men nu giver jeg selv lov til at drømme om at bo for mig selv,” siger Aarati Kumari Bhasati.
En uvis fremtid
Indtægterne fra salget af koste, røgelsespinde og stearinlys bliver fordelt mellem deltagerne og Nepals Blindeforening. En kost koster 1,25 kr. Heraf får Aarati 20 øre for at flette den og sælgeren 25 øre. De sidste 80 øre går til Nepals Blindeforening til at købe nye råvarer og til at hjælpe andre blinde i gang med lignende projekter.
”Fremtiden er uvis, for det er begrænset, hvad vi kan tjene. Men vi vil kæmpe for det. Vores drøm er at bygge et hus, hvor de blinde kan bo – mange har ikke et sted at bo eller en familie, der vil hjælpe”, siger Gopal Prasad Bhusal.
Det er blevet tid til frokost. En kvinde kommer for at føre projektdeltagerne hen til tehuset, hvor det traditionelle måltid af linser og ris står klar. De fem går på kanten af rismarken i en række efter kvinden og holder fast i hinandens tøj for at vide, hvor de skal sætte fødderne. De kan ikke selv se, men de er blevet synlige i samfundet.
