Mulighedernes tid i Nepal

Nepals enevældige konge er sat ud af spillet, og der er opstået en enestående mulighed for sociale fremskridt i et af verdens fattigste lande. Mellemfolkeligt Samvirke øger indsatsen for de marginaliserede grupper, der skal sikres indflydelse i demokratiseringen af Nepal.

Foto: Line Wolf Nielsen

Konsekvenserne af den folkelige opstand i Nepal er ikke gjort endeligt op endnu, men det bliver mere og mere tydeligt, hvor unikt et forløb der var tale om. 19 dages landsdækkende protester skabte et så stort pres på Nepals konge, at han efter 15 måneders autokratisk styre var nødt til at aflevere magten.

Blot dage forud for demonstrationerne ville det have været svært at finde folk med fantasi nok til at forudse det pennestrøg, der med ét betød, at regeringen ikke længere var ”Hans Majestæts regering” og hæren ikke ”Royal Nepal Army”. Væk er nu alt majestætisk og kongeligt.

Der er ikke blot tale om kosmetiske ændringer. Navneforandringerne er et reelt udtryk for de fundamentale skift, som har fundet sted i både den symbolske og den reelle magt dette forår.

Denne unikke åbning, hvor både udviklingsorganisationer, civilsamfund og politiske aktører har mulighed for at påvirke noget så fundamentalt som en helt ny grundlov, stiller også krav. Både til konfliktens parter, der skal tage sig den nødvendige tid til at diskutere, hvad det er for et samfund, man gerne vil have – og til befolkningen, der utålmodigt venter på mærkbare forbedringer i levestandarden.

”Nepal har en enestående chance for at gøre op med mange problemer netop nu. Men vinduet vil ikke stå åbent for evigt. Hvis ikke man bliver enige om en fælles køreplan, så kan man frygte, at landet vil glide tilbage til uroligheder og vold,” siger Sten Andreasen, der er landechef for Mellemfolkeligt Samvirke i Nepal.

T-shirts med maoistlederen Prachanda

Foto: Dinesh Wagle / United We Blog

Maoisterne behøver ikke længere frygte for myndighederne og er kommet frem i lyset. Partiet, som nu er fuldt lovligt, opretter kontorer over hele landet og afvikler offentlige møder, hvor frivillige iført t-shirts med maoistlederen Prachandas kontrafej på maven sikrer ro og orden. Talerne er, i bedste kommunist-tradition, ofte lange og retorisk snørklede. Men der er også dans og musik og sang – og modsat hvad den nepalesiske stat kan præstere, er der også arrangeret læge-telte, drikkevand og trafikstyring ved disse møder, der typisk samler mellem 10.000 og 100.000 mennesker.

Trods maoisternes plads i overgangsregeringen fortsatte beretningerne om kidnapninger og ulovlige skatteopkrævninger. Ikke alle er endnu overbeviste om maoisternes reelle politiske hensigter, selv om det helt sikkert er optimisterne, der er flest af.

Fra et maoistmøde i Dhangadi den 5. juni. Foto: Steen Andreasen

Mellemfolkeligt Samvirkes indsats

At Nepal trænger til en ny forfatning, er både maoister og partier enige om, men vejen frem er lang. En svensk valgekspert bosat i Nepal vurderer, at det alene vil tage mindst 13 måneder at forberede et valg til en grundlovsgivende forsamling. Bl.a. skal alle vælgere ny-registreres, og hele befolkningen skal have grundig information om, hvad en grundlovsgivende forsamling og en forfatning er, samt hvordan man stemmer.

For Mellemfolkeligt Samvirke vil det dog ikke være det tekniske arbejde med en ny grundlov, der er i fokus.

”Mellemfolkeligt Samvirke fokuserer allerede på demokrati og inddragelse, og det fortsætter vi med. Nu handler det om at udnytte erfaringerne med at inddrage marginaliserede grupper og styrke deres adgang til beslutningsprocesser og eksisterende ressourcer. Vi skal oversætte foreningens demokratifokus til den nepalesiske virkelighed og tænke langsigtet. Vi skal se på de lokale beslutningsprocesser og høre, om vores nepalesiske partnere er interesserede i at støtte oplysningsarbejde om valg og demokrati på lokalt niveau. Sådanne initiativer vil også øge forståelsen for debatten om grundloven, og hvordan man sikrer en lige repræsentation i et folkestyre,” siger Sten Andreasen.

For Mellemfolkeligt Samvirke såvel som alle øvrige internationale udviklingsorganisationer bliver det vigtigt at sikre, at de mange nye demokratiserings-initiativer, der springer frem, er grundigt koordinerede og vokser ud af et veldefineret, nepalesisk forankret behov. Nepals fattige landområder har lidt mest under konflikten, og det er også her, maoisterne fortsat søger indflydelse og kontrol. Det er ikke nok at fokusere indsatsen på det politiske niveau i hovedstaden Kathmandu.

For Nepals 27 millioner mennesker er der tale om en enestående åbning til endeligt at få lagt låg på den maoistiske oprørsbevægelses ti år lange væbnede kamp mod myndighederne. Det er også mulighed for at gøre op med landets forstemmende ulighed, det forældede kastesystem og den lovfæstede diskriminering. Det er kort sagt nu, at Nepal skal udstikke rammerne for en moderne stat.