Stafetten: Line og Malene i Nepal

Stafetten giver ordet til folk, der er udsendt for Mellemfolkeligt Samvirke. Denne gang klip fra Line Wolf Nielsens og Malene Lærkes weblogs, mens de oplevede revolutionen i Nepal i april. De arbejder begge som journalister – i Kathmandu og i det sydvestlige Nepal.

Fra Line Wolf Nielsens weblog:

Line Wolf Nielsen er informationsarbejder for MS-Nepal, hvor hun har arbejdet med opgaver både hjemover og i Nepal siden juli 2004. Læs mere her: http://lineinepal.blogspot.com

Forår i Nepal? (12. april 2006)

Siden alliancen af Nepals syv største partier i torsdags indledte deres strejker og demonstrationer, har forandringens vinde blæst. Det er ikke længere kun the usual suspects: de unge mænd, journalisterne, advokaterne og partimedlemmerne, der går på gaden. Det er også kvinder, ældre og offentligt ansatte skolelærere, læger, bankfolk og børn. Ansatte fra flere private virksomheder viser nu også åbent deres sympati med demokratibevægelsen og de politiske partier.

Nogle trodser myndighedernes daglange udgangsforbud ved at lave vejspærringer, brænde dæk af, sætte ild til lastbiler og kaste med murbrokker. Andre ved at sætte sig på vejen i timevis, helt tæt, så sikkerhedsstyrkerne ikke kan komme igennem. Det er meget, meget motiverende med al denne civile ulydighed, og jeg håber, det vil føre noget med sig.

Fredag-lørdag-søndag (23. april 2006)

Jeg smider min cykel i grøften og fisker febrilsk efter kameraet i rygsækken. Jeg skynder mig at ringe til kontakterne og giver dem en hurtig status. Politiet har simpelthen vendt ryggen til demonstranterne og ladet dem passere. Der er meldinger om, at nogle betjente ligefrem gik sammen med demonstranterne et lille stykke, og at de blot så til, mens en mindre politipost blev væltet og brændt. Jeg ser billederne senere på BBC. Det ser vildt ud. Aggressivt. De folk, der kommer gående imod mig, er dog ikke spor aggressive. Tværtimod er der sang og klap og hop og hilsner. Jeg tager billeder og kan ikke lade være med at blive smittet af den glæde og det fællesskab, som menneskemængden udsender. Fyren med det røde tørklæde rundt om halsen var ikke i tvivl. ”I dag skriver vi historie”, siger han til mig.

DRs Deadline redaktion får en reportage fra vejkanten. Faktisk står jeg lige foran en stor tank og en lastbil fyldt med bevæbnede mænd i grønne uniformer, der blokerer en større indfaldsvej fra ringvejen og ind mod centrum. Jeg er glad for, at de ikke forstår dansk.

Rhododendron revolution i Nepal (26. april 206)

To røde rhododendron-blomster omkranser overskriften i The Kathmandu Post. ”Folkets vilje sejrer”, står der på forsiden den 25. april. I Nepal findes der hele skove med Rhododendron-træer, og den smukke blomst har nu givet navn til den folkelige opstand.

Sådan dér i Nepal! Jeg er beæret over at have fået lov til at være vidne til Nepals kamp for demokrati, og jeg håber, at den kommende tid – hvor alle problemerne med maoister, lovgivning og ulighed skal adresseres – bliver uden alt for mange grimme kompromiser. Nepal fortjener den fulde udgave af et folkestyre.

Uden at det skal lyde alt for kynisk, så mener jeg faktisk, at dette systemskifte har været meget billigt. Demokratibevægelsen opnåede på 19 dage, hvad maoisterne har forsøgt i mere end 10 år: at få bred folkelig opbakning til at afsætte kongen – og gøre det. Hvor maoisternes kamp har kostet mere end 13.000 døde, så mistede 15 mennesker livet under de seneste tre ugers politiske protester, mens 5.144 er blevet såret. Myndighederne har tacklet demonstrationerne med en grad af vold, som FNs menneskerettighedskontor har betegnet som ”vilkårlig, overdreven og ude af proportioner.” I et land med 27 millioner er det vel egentlig ikke så høj en pris endda?

Fra Malene Lærke weblog:

Malene Lærke er informationsarbejder i det vestlige Nepal, hvor hun har arbejdet med opgaver både hjemover og lokalt siden november 2004. Læs mere her: http://malenelaerke.wordpress.com Læs også Jacob Thorsens weblog: http://jacobthorsen.wordpress.com

72 timer til gode nyheder – måske (18. april 2006)

”Skal du ikke med til demonstration?” råber en ung fyr glædesstrålende, mens en lastbil kører forbi med en ladning sikkerhedsstyrker, der begynder at huje, da de ser mig. De er på vej mod demonstrationen, hvor der bliver spillet glad nepalesisk musik og holdt taler. På kontoret ringer jeg til min ven i Tansen. Han forudsiger glædesstrålende, at der er 72 timer til gode nyheder. Han fortæller også, at studenterne i Tansen her til morgen har lukket alle regeringskontorer undtagen politistationen. Alt meldes roligt i Tansen – ligesom her i Butwal – og demonstrationerne er fredelige. Og så fortæller han, at folk strømmer til fra de små landsbyer for at give deres mening til kende. Der bliver ikke skrevet sider i Nepals historie i disse dage. Der bliver skrevet bøger.

Og så stod jeg bare dér og græd (18. april 2006)

Jeg sad på mit lille kontor på Nepal Press Institute, da lyden af en demonstration trængte ind i. Det her var stort, kunne jeg høre. Jeg gik de 100 meter op til vejen, og jeg har aldrig set noget så fantastisk før. I dag var det landmændenes tur til at demonstrere, og ifølge forlydender står der lige nu 200.000 demonstranter nede på Traffic Chowk. Landmændene kom med deres hakker og spader og holdt dem stolt i vejret. Der var så mange, at der ikke var andre til at kigge på end nogle ældre kvinder og børn. Nogle mænd spurgte, om jeg ville gå med. Det var fristende, men jeg blev nødt til at sige nej. Kunne blot sige, at jeg støtter dem af hele mit hjerte. Og så stod jeg bare dér og græd, mens nepaleserne så undrende på. Der var en energi og en sprudlende glæde, som jeg ikke har oplevet før i mine to år her i Nepal. Det her er simpelthen bare stort!

Alle mod en (24. april 2006)

”Loktrantra bakka ho! Loktrantra bakka ho!” Folkets demokrati er sikker, lyder det taktfast, når demonstrationerne kommer gennem Butwal. Jeg har lært, at demokrati på nepali hedder pratantra, men det er demokrati med kongen ved roret. Nu er det loktrantra, der bliver brugt for demokrati. Magten skal lægges over til folket. Vi er vidner til en folkelig bevægelse der har ét mål: At vælte kongen. Det er en energi og en entusiasme, som jeg ikke før har set i Nepal. Jeg fik engang af vide, at den nepalesiske entusiasme kan sammenlignes med at ryste en sodavand. Først blusser entusiasmen op for derefter at svinde ind til ingenting. Men så er det en sodavand med rigtig meget brus i, der er blevet rystet – for at sige det mildt. Tillad mig at tage de kritiske briller på og viske rosenskæret af revolutionen: Hvor bevæger Nepal sig hen bagefter? De politikere, som står på spring efter kongen, har ikke noget politisk program eller nogen vision for at skabe et blomstrende Nepal. Man kan frygte, at når tåregasskyerne har lagt sig, vil der stå et fortumlet folk tilbage, som har lidt og stridt, men som ikke får det fremskridt, som de drømte om.

Al magt fra Kong Gyanendra (31. maj 2006)

Nepaleserne stråler af lykke. ”Det er fantastisk, det der er sket. Nu skal vi til at sætte Nepal på rette spor igen, og nu kommer donorerne forhåbentligt med en masse penge. Udviklingen er gået i stå her i Nepal, siden konflikten begyndte, men nu skal vi fremad. Nu har folket fået magten i Nepal,” fortæller Rajesh Aryal, der er computerreparatør i Butwal.

Dagen før marcherede skolebørn i Tansen i deres blå skoleuniformer gennem basaren, mens de råbte slogans og stolt holdt maoisternes flag over deres hoveder. I maoisternes nye kontor var der en hektisk stemning, mens man spændt ventede på premierministerens proklamation. ”Det der sker nu er virkelig positivt. Men vi er meget opmærksomme på, hvordan tingene udvikler sig. Vi er nødt til at være folkets vagthunde over for politikerne, som før har svigtet det nepalesiske folk,” siger maoistlederen ”Sigal”.