Slut med at sige ”Si Señor”!

Før var de undertrykte analfabeter, nu er de jordejere, kaffeeksportører og meget mere. Fattige honduranske kvinder har på 10 år både erobret markedsandele og selvrespekt. Mellemfolkeligt Samvirke støtter deres alfabetiseringsprogrammer.

Foreningens administrator Dolores Benítez, bestyrelsesmedlem Edith Villanueva og forkvinde Suyapa Sabellón.

Tilbage i februar 1983 er en gruppe kvinder samlet i byen Marcala i Honduras fattige La Paz-provins i syd. Kvinderne er lenca-indianere – et af Honduras oprindelige folkeslag. ”Hvis han ikke slår mig, elsker han mig ikke mere”, lyder en bemærkning, og det hævede blå øje fortæller, at dén slags kærlighed er der stadig nok af. Men lenca-kvinderne beslutter sig for at gøre oprør mod deres voldelige ægtemænd, og det bliver starten på bondeforeningen COMUCAP, som fem kvinder stifter tre år senere.

I dag er det slut med at sige ”Si Señor”. De er nu 254 kvinder i foreningen, som gennem uddannelse og masser af knofedt nu bestemmer over deres eget liv. I fællesskab ejer de 36 hektar jord, hvor de dyrker kaffe og Aloe Vera. 32 er blevet selvstændige jordejere gennem fordelagtige lån fra COMUCAP. De har etableret seks små andelsfirmaer, de eksporterer økologisk kaffe og appelsinvin til Tyskland, og de har et godt salg af økologisk gødning i Honduras. Under kaffehøsten beskæftiger de 40 ansatte med ligeløn for mænd og kvinder – noget højst usædvanligt i Honduras.

Selvtillid og selvrespekt

”Vores selvtillid og selvrespekt er vokset. Jeg kan godt lide at være mig”, slår forkvinden Suyapa Sabellón fast med et grin. ”Mange er ved at kæmpe sig ud af analfabetismen, og på vores fælles jord bliver vi undervist i økologiske dyrkningsmetoder. Vi har opdaget, at vi har rettigheder som kvinder, og nu tør vi kræve dem. Vi er endnu ikke fuldt professionelle, men vi har vist, at vi godt kan. Vores børn ved, at de får mad tre gange om dagen, hvor de tidligere måtte sulte i dagevis, hvis deres far tog af sted uden at lægge penge.”

”Vi er konstant under uddannelse”, fortæller bestyrelsesmedlem Edith Villanueva. ”Behovene viser sig i det praktiske arbejde. Vi søgte f.eks. penge til hønseavl, men fik tre afslag på stribe, fordi vi hverken vidste noget om høns eller om at skrive en ansøgning.”

Mellemfolkeligt Samvirkede finansierede sidste år en undersøgelse af COMUCAPs styrker og svagheder. Den konkluderede, at analfabetismen stadig er høj blandt medlemmerne: 21 pct. har aldrig gået i skole, 32 pct. har gået i skole mellem et og tre år, og 31 pct. har gennemført seks års grundskole.

”Analfabetismen blandt honduranske kvinder er høj, og på landet er den ekstrem”, fortæller Edith Villanueva. ”Det hæmmer vores arbejde. Man kan godt være en god bonde, selv om man ikke kan læse, men vi skal også have solgt vores varer, og i dén fase kan man ikke klare sig som analfabet. Desuden er vi politisk aktive, og hvordan kan vi lave vores transparenter, hvis vi ikke kan stave til ”Nej til CAFTA”? Man føler sig også mindre værd som analfabet.”

Foreningens kvinder har i gennemsnit fire børn – en enkelt dog18! Alle går i skole, og det er mere end usædvanligt i en honduransk landkommune. De seneste år har COMUCAP skaffet penge til undervisningsmidler, skoleuniformer og sko. ”Vi leder efter penge til legater, så de kan læse videre, men det er ikke lykkedes endnu”, fortæller Suyapa Sabellón.

Kvinderne i COMUCAP er politisk aktive for en mere retfærdig handelspolitik.

Politisk indflydelse

COMUCAP forsøger at få politisk indflydelse lokalt og nationalt. Kvinderne mener, at handelsaftalen CAFTA mellem USA og Mellemamerika vil skade deres afsætningsmuligheder. Derfor protesterer de sammen med andre organisationer. Lokalt forsøger de at få kommunerne til at lave projekter til gavn for kvinder. ”Vi træner medlemmerne i, hvordan man forvalter kommunalpolitiske poster, og vi har faktisk fået adskillige valgt”, fortæller Edith Villanueva.

”Jeg bliver regnet for noget i det lokale miljø. COMUCAPs resultater har gjort, at jeg ikke bare bliver spurgt, om jeg vil stille op til skolebestyrelsen – de opfordrer mig til at være forkvinde”, fortæller Suyapa Sabellón. Hun synes, det er vigtigt at vise, at kvinder er gode ledere.

COMUCAP er en succeshistorie, som har givet mange et betydeligt løft både intellektuelt og økonomisk. Men fattigdommen er stadig mærkbar. ”Vores udgangspunktet var nærmest nul, derfor er der stadig langt igen”, siger foreningens administrator Dolores Benítez. ”Derfor har vi besluttet ikke at optage flere medlemmer, før vores 254 kvinder og deres børn har fået et bedre liv. Vi ville meget gerne give andre kvinder en chance for at være med, men vi har ikke kræfter til at udvide i øjeblikket.”

Mellemfolkeligt Samvirke støtter COMUCAPs undervisningsprogrammer.

Nu tør jeg sige noget

Evelina Domínguez er landbrugstekniker på COMUCAPs fællesjord – et skrånende terræn, hvor kvinderne har været nødt til at bygge terrasser. ”Jeg har med siden 1996 – de sidste fem år som tekniker. I starten kunne jeg ikke læse eller skrive og var bange for at åbne munden. Nu har jeg fået respekt for mig selv. Jeg underviser, og om kort tid rejser skal jeg repræsentere COMUCAP på et internationalt møde om økologisk landbrug. Alle mine børn går i skole.”

Kaffebonde og landbrugstekniker

Reyna Ameríco Saenz arbejder som landbrugstekniker på COMUCAPs kaffefarm, men hun har også sit eget lille stykke jord, hvor hun dyrker kaffe til eksport og majs og bønner til familien. ”Tidligere var det langt fra hver dag, at jeg havde råd til tre måltider mad, og der var slet ikke penge til, at mine børn kunne komme i skole. Sådan er det heldigvis ikke længere.”

Vi bestemmer selv

Maria Ángela Urguia er landbrugstekniker på foreningens kaffefarm og tager sig kærligt af de nye kaffebuske. Hun kan lide sit arbejde. ”Det er slut med at sige ”Si señor”. Det er vores jord, og her bestemmer vi. Der er ingen, der koster rundt med os. Vi driver ikke den af, tværtimod arbejder vi hårdt, men det er for os selv – der er ikke andre, der snupper profitten”. Da hun kom med, var hun analfabet. I dag har hun gennemført grundskolen på seks år.

Andelshaver på skolebænken

Marciana Chicos er med i en andelsfabrik, der fremstiller appelsin- og brombærvin. Hun er lige startet på et alfabetiseringskursus. ”Man kan ikke køre en virksomhed forsvarligt, hvis man ikke kan læse og skrive. Lige nu er der meget, jeg ikke kan finde ud af, men vi er gode til at holde sammen, og jeg hjælper, hvor jeg kan. Mine børn på seks, otte og ni år synes, det er skægt, at jeg er begyndt at gå i skole. Sig til, hvis vi skal hjælpe dig med noget, siger de.”