Demokrati på afrikansk

Mange afrikanere ser demokrati som en importeret vestlig ide. Men der har eksisteret et traditionelt demokrati i Afrika lige så længe, der har været mennesker – eller rettere sagt mænd. Kvinderne har nemlig meget lidt at skulle have sagt.

Professor Godfrey Muriuki, foto: Morten Bonde Pedersen.

Mellem skyskraberne i Kenyas hovedstad Nairobi kan man se maasai-krigere gå rundt med spyd og deres traditionelle klædedragt. På samme måde trives det traditionelle afrikanske demokrati side om side med den moderne stat.

Officielt hviler Kenya på moderne demokratiske principper med parlament, domstole og politi. Men ude på landet ser verden ofte anderledes ud. Her er det stadig de traditionelle ledere – landsbyens eller stammens ældste – der træffer beslutninger på vegne af fællesskabet og afgør stridigheder mellem stammefrænder.

Især blandt nomadestammer i fjerne egne står det traditionelle demokrati stadig stærkt, fortæller Godfrey Muriuki, der er professor i historie ved universitetet I Nairobi.

Kigger man sig omkring på campus uden for hans kontor, kan de traditionelle magtstrukturer være svære at få øje på. De studerende har lettere ved at følge med i magtspillet på den politiske verdensscene end i de fjerne landsbyer. Men det traditionelle Afrika er ikke langt væk, forsikrer professoren. Han oplevede det selv, da hans familie på landet skulle løse en arvestrid, som opstod efter hans onkel døde.

Gik til klanens ældste

“Vi ikke til de lokale myndigheder, men bad i stedet klanens ældste om at afgøre sagen. Da de var blevet enige om en beslutning, som alle sagde, de kunne leve med, tog vi afgørelsen med til myndighederne, som accepterede klanens beslutning. På den måde fungerer det traditionelle demokrati side om side med det moderne”, forklarer Muriuki.

I de fleste traditionelle afrikanske samfund er det de ældste mænd, som har det sidste ord at skulle have sagt. Men ofte lytter de til meninger og holdninger fra andre grupper. Maasaierne har eksempelvis organiseret sig i aldersgrupper

“Når en vigtig beslutning skal træffes, samles hver aldersgruppe for at diskutere. Her får alle lov til at sige deres mening, uanset om de er for eller imod. Når gruppen er blevet enige, sender man en talsmand til de ældste med besked om gruppens beslutning”, siger han.

Fejl og mangler

Godfrey Muriuki mener, at det traditionelle demokrati både er hurtigt, billigt og nemt at praktisere, når man bor langt fra den nærmeste by. Men han er ikke blind for systemets fejl og mangler. Bl.a. har man som ung kun indirekte indflydelse. En ung maasai kan aldrig sidde med blandt de ældste og kan højst gøre sin indflydelse gældende gennem sin talsmand.

Også kvinderne er langt fra magtens centrum. Som regel har de slet ikke mulighed for at sige deres mening, når der skal træffe beslutninger.

“Kenya er et patriarkalsk samfund. Det gælder ikke kun på landet. Her på universitetet er f.eks. kun hver tredje studerende kvinde”, siger Muriuki.

Et andet problem er, at beslutninger truffet gennem det traditionelle system alt for ofte ikke er koordineret med officielle beslutninger hos regering og myndigheder.

“Der er eksempler på, at en landsby har besluttet at bygge en skole og samlet penge ind til projektet. Bagefter viser det sig, at den lokale regering ikke har taget højde for det lokale initiativ. Og så står der en skolebygning uden lærere og møbler,” fortæller Muriuki.

Eksemplet forklarer, hvorfor det traditionelle demokrati ikke har samme betydning længere.

“De traditionelle systemer fungerer fint, så længe befolkningen ikke er så stor og er samlet i et område, hvor alle tilhører samme stamme. Men så snart folk lever på tværs af stamme- og klanskel, bliver man nødt til at indføre fælles regler. I Kenya skal over 40 stammer fungere sammen. Man er nødt til at træffe beslutninger efter et fælles system, som alle kan acceptere. Og så bliver de lokale magtstrukturer let undermineret”, slutter professor Muriuki.

Parlament under akacietræerne

De ældste fra maasai-samfundet Enoombarbali er kaldt sammen for at diskutere, hvordan de igen kan komme på fode efter langvarig tørke.

Vicehøvdingen, der modsat de øvrige er klædt i vestligt tøj, byder velkommen. Foto: Christina Bonde Pedersen.

Det tager kun tre timer i bil. Alligevel virker turen fra Kenyas hovedstad Nairobi til maasai-samfundet Enoombarbali som en rejse mellem to verdener. Herude, hvor vejen ender som et hjulspor over savannen, lever de fleste maasaier, som de har gjort i århundreder. Kvæg og geder er stadig det ultimative tegn på rigdom, og overskud til at hjælpe naboer og familie er det højeste symbol på status. Derfor er det også en selvfølge, at de ældste fra landsbyerne er kaldt sammen for at diskutere situationen efter en langvarig tørke. Lige nu er alting igen grønt, men rundt omkring i græsset ligger tørkens følger – knogler fra døde husdyr.

Michael Tiampati er rejst fra Nairobi til sin hjemegn for at gøre status over tabene. Som universitetsuddannet maasai fungerer han som stammens øjne og ører mod omverdenen. På mødet under akacietræerne ved høvdingens bolig har han fået til opgave at samle indtryk fra maasaiernes hverdag og tage dem med sig tilbage til storbyen.

Kvinderne indbudt

Først og fremmest vil han danne sig overblik over, hvordan det går med en flok geder, som Enoombarbalis kvinder fik foræret af en gruppe danskere i 2003. Derfor er kvinderne også indbudt til mødet. De sidder for sig selv i skyggen af et akacietræ og danner sammen med de ældste mænd en halvcirkel omkring vicehøvdingen. Han leder mødet i høvdingens fravær. De unge mænd, der ikke er indviet som krigere, sidder bag de ældste og har ikke ret til at tage ordet.

Vicehøvdingen Ntiya Ole Nkaratoi, der modsat de andre er klædt i vestligt tøj, byder velkommen – ikke mindst til gæsten fra Mellemfolkeligt Samvirke.

“Som man kan se, er der grønt overalt. Hvis vi havde haft kvæg, ville dyrene have været i meget god stand,” indleder han.

Kvinderne er med på mødet denne gang, fordi de skal fortælle om nogle geder, de fik i 2003. Foto: Christina Bonde Pedersen.

Kvinderne på podiet

De forsamlede enes om først at høre nogle indtryk fra de, som har mistet husdyr, så maasaiernes repræsentanter kan få nogle konkrete historier at bringe videre til omverdenen.

Elisabeth Seret – en ung mor, der sidder og giver sit spædbarn mælk i skruelåget fra en dunk – får som den første kvinde ordet. Hun fortæller, at kvinderne næsten ikke har nogen geder tilbage.

“De få dyr, vi har tilbage, giver os ikke nok mælk til vores børn. Vi forsøger i stedet at hakke og koge nogle spiselige blade, men det er svært for børnene at vænne sig til”, siger hun.

Et par af de andre kvinder forklarer også deres situation, inden Michael Tiampati runder af og beder de forsamlede om at tælle hvor mange husdyr, de har tilbage.

Konklusionen er, at maasaierne i området har så få dyr tilbage, at bestanden ikke kan genoprettes uden hjælp udefra.

 “Derfor har jeg nu fået til opgave at kontakte alle med forbindelse til vores hjemegn og bede dem om økonomisk hjælp til at genetablere bestanden. Jeg blev også bedt om at formulere et brev til forskellige hjælpeorganisationer, hvor jeg på vegne af hele maasai-samfundet  beder om hjælp,” fortæller Michel Tiampati.

Mødet er slut. De ældste fra områdets landsbyer har rejst sig og er forsvundet ud mellem akacietræerne og det høje græs.