dansk english Facebook Twitter
Magasinet nr. 2/2006

Landet Rundt - spalten

Vær med i vores arbejde på mange måder!

Forældreløse Belina Princhpius på 12 år.
Forældreløse Belina Princhpius på 12 år.

Indsamling skaffede 300 forældreløse i skole

Indsamlede midler har nu skaffet skolegang til 300 børn i Tanzania, der er blevet forældreløse pga. aids. Pengene stammer fra ”DM i Indsamling”, ”Make Poverty History”, bidrag fra vores medlemmer og via vores web på www.ms.dk/projekter til organisationen WAMATA.

Udover skolegang får børnene også støtte til sund kost og medicin og rådgivning, så de kan få en fremtid på lige fod med andre børn i Tanzania. På billedet ses en af dem – forældreløse Belina Princhpius på 12 år. Nu har hun fået blyanter, sko, uniform og skolebøger og går i tredje klasse på Mubango Primary School. En stor tak til alle, der har støttet projektet!

12.000 kr. til Nepals kvinder

Det foreløbige resultat af indsamlingen til Nepals fattige kvinder i forrige nr. af Magasinet er på 12.000 kr. En stor tak til alle, der har bidraget!

Årets julegaveindsamling – meld dig som frivillig

Du kan støtte vores landsindsamling den 10. december ved at melde dig som indsamler eller indsamlingsleder. Mange har allerede gjort det, men vi har brug for endnu flere. Du kan også hjælpe med at organisere indsamlingen. Lige nu har vi brug for folk med viden om PR, events og marketing. Læs mere og meld dig som indsamler på:
www.ms.dk/landsindsamling eller kontakt landsleder Charlotte Dyhr: cdyhr@ms.dk

Multikulturel gruppe i Dronninglundløbet i Ålborg

MS-Nordjylland deltager traditionen tro med den største og mest multikulturelle løbegruppe i Dronninglundløbet i Aalborg den 3. september. Vi vil vise, at nydanskere er en vigtig del af den folkelige idræt, og at vi kan være sammen trods etniske forskelle. Tilmelding til Frede Hansen: helleogfrede@post.tele.dk eller tlf. 9885 7188 inden 21. august.

Nyt Århus-kontor

Mellemfolkeligt Samvirke har igen fået kontor i Århus sammen med andre NGOer i ”U-huset”, Klosterport 4C, 3. sal, 8000 Århus C. Kontakt: Maiken Ravn, 2621 0496.

Café-dage i Tranquebar

Fra efteråret afholdes café-arrangementer en eftermiddag i hver måned med et særligt tema i bogcafeen Tranquebar i Borgergade. Du kan møde andre, få introduktion til forskellige aktiviteter – og få en god kop kaffe! Se kalenderen på www.ms.dk

 

Du kan være aktiv og frivillig på mange måder

Frivillige er vigtige for Mellemfolkeligt Samvirke, og du kan være med og bidrage til vores arbejde på mange forskellige måder – med oplysningsarbejde og kampagner, i vores rejseprogram, i studiegrupper og med indsamlingsarbejde.

Medlemsgrupperne laver aktiviteter som geografiske grupper eller med udgangspunkt i et tema, f.eks. handel eller Nepal. Se en oversigt over grupperne her: www.ms.dk/sw17332.asp, hvor du også kan tilmelde dig mailgrupper om særlige emner.

Global Contact er vores rejseprogram. Du kan være frivillig, workcamp-leder og rejse ud med os som frivillig – både som ung og som senior. Læs mere på www.globalcontact.dk. Lige nu har vi særlige aktiviteter med Next Stop Mellemøsten og Ungdomstopmødet, se side 10!

Demokratiets tilstand er et nyt initiativ, hvor vi undersøger demokratiet i de lande, vi arbejder. Til efteråret arrangerer vi debatmøder om demokrati sammen med Institut for Statskundskab. Se kalenderen på www.ms.dk og kontakt Lars Koch: lpk@ms.dk.

EU-Afrika-gruppe EU forhandler lige nu en afgørende aftale med Afrika. Vi søger frivillige til at sætte fokus på aftalen.

Frivilligt arbejde og praktik – er en måde, hvor du kan hjælpe os samtidig med, at du selv får nogle kompetencer, f.eks. i forbindelse med dit studie. Du kan være frivillig eller komme i praktik og jobtræning på fuld tid eller deltid.

Kontakt og spørgsmål om aktiviteter, medlemskab, medlemsgrupper, foreningen, frivilligt arbejde og praktik: John Birkemose jbirkemose@ms.dk og Lars Koch lpk@ms.dk eller tlf. 7731 0000.

Mellemfolkeligt Samvirke er også en forening, hvor medlemmerne vælger bestyrelsen. Den 16.-17. september 2006 afholder vi generalforsamling i København, hvor alle medlemmer er velkomne. Se annoncen herunder:

Generalforsamling og temakonference

 

Indkaldelse til Mellemfolkeligt Samvirkes medlemmer

 

Hermed indkaldes til den årlige generalforsamling og temakonference fra lørdag den 16. september til søndag den 17.september 2006. Begge dage afholdes på Borups Højskole, Frederiksholms Kanal 24, København. K.

 

Temakonferencen om lørdagen erstatter vores traditionelle medlemsweekend, og vi håber derfor at se rigtig mange aktive medlemmer både lørdag og søndag. Om lørdagen vil foreningens medlemmer kunne diskutere vigtige emner, der præger det fremtidige arbejde, herunder ikke mindst det nye demokrati-tema og fundraising-arbejdet. Om søndagen foregår selve generalforsamlingen. Læs mere på www.ms.dk om temadebatter og selve dagsordenen for generalforsamlingen. Her kan du også læse om overnatningsmuligheder mv.

 

Pris for deltagelse hele weekenden inklusive frokost lørdag og søndag samt middag lørdag 175 kr. Deltagelse i en af dagene inklusive frokost 60 kr. Deltagelse hele lørdagen inklusive middag 115 kr.

 

Mellemfolkeligt Samvirke kan ikke påtage sig at arrangere overnatning eller at betale for overnatning. Der ydes rejserefusion på max. 200 kr. for deltagere, hvis billetpris overstiger dette grundbeløb.

 

Tilmelding til generalforsamlingen skal ske senest den 15.august til Anne Claudi: aclaudi@ms.dk

 

Venlig hilsen
Søren Hougaard
Formand

Send til en ven   Print siden  
Magasinet nr. 2/2006
<a href="sw40390.asp" target=_top>Retur til oversigten</a>