dansk english Facebook Twitter
Nepal

Skolelegater til konfliktramte børn

Mellemfolkeligt Samvirkes partnerorganisation Radio Lumbini besluttede sig for aktivt at hjælpe ofrene efter urolighederne i Kabilvastu distriktet sidste år. Det blev til en koncert i solidaritet med ofrene. Overskuddet er nu gået til at hjælpe konfliktramte børn

Af Malene Lærke

03. juli 2006

10 årige Anil B.K. bliver fjern i blikket, når han tænker på den 17. februar sidste år. Den dag blev der sat ild til alle 335 huse i hans landsby Hallanaghar, da folk fra andre landsbyer angreb på jagt efter formodede maoister.

”Jeg så husene der brændte, folk der blev slået, og nogle af landsbybeboerne blev jagtet af oprørene. Jeg var så bange, og det føltes som om mit hjerte skrumpede, og det slog så stærkt. Jeg løb i skjul i nabolandsbyen, for jeg var bange for at dø. Derefter kan jeg ikke huske noget som helst af hvad der skete, før jeg fandt mine forældre,” fortæller Anil B.K. der tit tænker på dagen der forandrede alt i hans landsby.

 

<p>10-årige Anil B.K </p>
<p>Foto: Malene Lærke</p>

10-årige Anil B.K

Foto: Malene Lærke

”Jeg husker dagen igen og igen. Når jeg er alene, så tænker jeg på hvad der skete, og det er som om, det er fanget i mit hoved. Når jeg møder fremmede på vejen, så tænker jeg på angrebet, og mit hovedet er fyldt med frygt. Så taler jeg med mine forældre om det, og det hjælper,” fortæller han.

Hans far, Tek Bahadur B.K. husker, hvordan det var, da han efter flere timers søgen fandt Anil.

”Han var i en forfærdelig tilstand. Han kunne ikke tale rent, og han rystede. Det tog i hvert fald tre måneder, før han var sig selv igen. Min kone og jeg giver vores børn al den kærlighed, vi kan, og vi overbeviser hinanden om, at der ikke er nogen grund til at være bange længere,” fortæller han.

To landsbyer ramt

Den dag blev både Hallanaghar og Jagdishpur angrebet – begge to små landsbyer i Kabilvastu distriktet i den vestlige del af Nepal. 46 civile blev dræbt og tusinder mistede deres hjem der var brændt ned. I tiden efter var der var mangel på mad, tøj, tæpper og medicin.

”Vi havde ingenting tilbage. Mange husdyr var døde og der var en forfærdelig stank over området. Vi var så hjælpeløse, at når vi går tilbage i hukommelsen, så er det svært at beskrive hvor forfærdeligt, det var. Samtidig kunne vi ikke forstå, hvorfor vi skulle behandles på den måde. Vi følte os alene,” erindrer Pitambar Khanal, skoleinspektør ved Bal Shiksha Primary School i Hallanaghar.

For MS partnerorganisation Radio Lumbini opstod der hurtigt en følelse af, at noget måtte gøres i solidaritet med ofrene for konflikten. Ideen til en solidaritetskoncert blev født gennem radioens lytterklubber, og koncerten blev afholdt i Butwal i nabodistriktet Rupendehi den 4. juni sidste år. Nogle af Nepal mest berømte musikere stod på scenen, og 136,498 rupi (11.300 d.dk) blev indsamlet via billetindtægter.

<p>1. juni i år overrakte stationsleder for Radio Lumbini,  Mohan Chapagain, de indsamlede penge til skolelederne fra Hallanaghar og Jagdishpur ved et pressemøde på radio stationen. En uge efter blev der afholdt pressemøde i Kathmandu for den nationale presse om initiativet. </p>
<p>Foto: Malene Lærke</p>

1. juni i år overrakte stationsleder for Radio Lumbini,  Mohan Chapagain, de indsamlede penge til skolelederne fra Hallanaghar og Jagdishpur ved et pressemøde på radio stationen. En uge efter blev der afholdt pressemøde i Kathmandu for den nationale presse om initiativet.

Foto: Malene Lærke

I tiden efter urolighederne var det svært at komme ud til landsbyerne både for Radio Lumbini og nødhjælpsorganisationer, og det har taget tid at finde den helt rigtige måde at få mest nytte ud af pengene. Som tiden gik, var der ikke længere brug for nødhjælp men i stedet brug for en mere langsigtet løsning.

”Vi diskuterede mange gange med Radio Lumbini, og til sidst blev det besluttet, at pengene skulle gå til skolelegater for børn der er berørt af konflikten,” siger Khuman Shingh Raniyar, der er medlem af skolebestyrelsen i Hallanaghar.

Pengene er blevet fordelt mellem Bal Shiksha Primary School i Hallanagar og Bhubanishwori Secondary School i Jagdishpur og sat ind på en bankkonto til hver af skolerne. Renterne af pengene skal bruges til legater, og efter fem år vil Radio Lumbini genoverveje, hvordan pengene giver mest nytte i lokalsamfundet.

30 legater til børn i Hallanaghar

På skolen i Hallanaghar, der går op til 4. klasse, regner skolebestyrelsen med, at der vil være penge til at give 30 legater af 300 rupi (27 d.dk.) om året. Der er 300 elever på skolen, og skolebestyrelsen har opstillet kriterier for uddeling af legaterne der fortrinsvis vil blive givet til de dygtigste elever, såkaldte lavkaste børn og børn med meget fattige forældre. Det er gratis at gå på skolen, og regeringen giver skolebøger til og med 5. klasse, men forældrene skal stadig betale for en skoleuniform der koster godt 1000 rupi, kladdehæfter og blyanter.

Tek Bahadur B.K. og hans kone Sauni B.K. er foruden Anil B.K., forældre til seks børn hvoraf de tre af dem går i skole i Hallanaghar. De fortæller, at de om måneden tjener godt 900 rupi (80 d.dk). og supplerer op med de grøntsager, de kan dyrke på deres lille stykke jord. Udgifterne til børnene skolegang løber op i 500 rupi om måneden. Derfor vil det være et tiltrængt tilskud til familiens økonomi at få et legat.

”Jeg tror og håber vores familie vil få et skolelegat, for vi har ikke mange penge at gøre godt med. Jeg har mange problemer, men selvom jeg ikke har mange penge, så insisterer jeg på, at mine børn skal gå i skole og blive kloge. Min børn skal ikke lide det afsavn ikke at kunne læse og skrive,” siger Tek Bahadur B.K.

Psykologisk støtte

For folk i Hallanaghar er det dog ikke så meget pengene der har betydning, fortæller formanden for skolebestyrelsen, Rudra Prasad Bhattarai, det er det, at der er blevet tænkt på landsbybeboerne der er det vigtigste.

”Skolebørnene er opmuntrede og arbejder hårdere med deres lektier i håbet om at få et legat, og børn, som ellers ikke ville komme i skole så ofte, er begyndt at komme hver dag. Dette har givet børnene noget at stræbe efter, men vigtigst af alt så ved vi, at vi ikke er alene. Dette giver os psykologisk støtte. Radio Lumbini er ikke bare en radio der vil tjene penge på reklamer. De hjælper rent faktisk folk,” siger han.

Malene Lærke er informationsmedarbejder for Mellemfolkeligt Samvirke i Nepal

Send til en ven   Print siden  
Læs mere

Malene Lærkes reportage fra Radio Lumbinis koncert

Udviklingsarbejder Jacob Thorsen arbejder for Radio Lumbini. På sin private blog har han skrevet tanker ned om hele forløbet. Følg med her