Ugandas fattige taler ud

Ifølge officielle tal lever 38 % af Ugandas befolkning under fattigdomsgrænsen på 1 dollar om dagen. Men en ny undersøgelse baseret på interviews i 23.179 husstande i det nordøstlige Uganda viser, at op til 90 % betragter sig selv som fattige. Især unge ønsker at skippe landbruget til fordel for et håndværk.

Tekst og foto: Vibeke Quaade

14. juli 2006

Uganda er et af de fattigste lande i verden. Men samtidig er det også et af de afrikanske lande, som har udvist reel politisk vilje til at gøre noget ved fattigdommen. Allerede i 1997 iværksatte den ugandiske regeringen en strategi for fattigdomsbekæmpelse med en målsætning om at reducere fattigdommen i Uganda til 10 % i 2017.

Og siden er antallet af folk, som lever under fattigdomsgrænsen på 1 dollar om dagen reduceret fra 56 % til 38 % i den samlede befolkning. 

Umiddelbart er det en solstrålehistorie. Men mens fattigdomsbekæmpelsen i det centrale og sydvestlige Uganda har været forholdsvis effektiv, så er fattigdommen fortsat omsiggribende i især de nordlige og de nordøstlige dele af landet. 

Fattigdom er magtesløshed

Det står måske endnu værre til, end man hidtil har anset. Det viser en ny fattigdomsundersøgelse ”Fattigdom er magtesløshed: Hvem er de fattige i det østlige Uganda”. Den bygger på interviews i 23.179 husstande i det nordøstlige Uganda, og dokumenterer at fattigdommen i det område er langt større end de officielle tal vidner om.

Hvor det officielle fattigdomstal lyder på 46 % for det nordøstlige Uganda, er tallet i den ny undersøgelse langt højerere. 90% af de adspugte betragter sig selv som fattige. Samtidig viser undersøgelsen, at folk er håbløst uvidende om såvel den overordnede strategi for fattigdomsbekæmpelse som de tiltag, den indebærer; kun 9 % er ifølge den ny undersøgelse overhovedet bekendt med strategien.

Men heldigvis vidner undersøgelsen også om, at folk ikke har til sinds at opgive ævret. 69 % af de adspurgte har deres helt egne forslag til, hvordan de forbedrer deres livsvilkår.

Mangel på jord og arbejdskraft

Mere end 80 % af Ugandas befolkning lever af landbrug. Således også i det nordøstlige Uganda, hvor en af de største udfordringer er manglen på jord. Undersøgelsen viser, at de enkelte husholdninger i det nordøstlige Uganda ikke har jord nok til at brødføde sig selv, endsige sælge deres afgrøder. Resultatet er, at de unge i stigende grad søger mod byerne for at finde arbejde, så de kan tjene penge og familierne kan købe mad. Men det skaber et nyt problem. For når de unge er væk, hvem skal så passe det landbrug, der trods alt er? P grund af uproduktive landbrugsmetoder, hvor alt foregår ved håndkraft, er arbejdskraft et voksende problem. For ikke nok med at der er mangel på den. Den er også forholdmæssig dyr. En såkaldt daglejer koster ca. 5000 Uganda Shillings, omkring 15 kr. Til sammenligning sælges et kilo bønner til 500 Uganda Shilling, ca. 1,50 kr. I betragtning af hvor meget arbejde det kræver at få et kilo bønner til markedet, så er arbejdskraften voldsomt dyr.

Landbefolkningen føler sig med andre ord fanget i en skrue uden ende, hvor de ikke har råd til at optimere dyrkningen af jorden, men samtidig ikke har andet valg.  

Men heldigvis har folk også selv forslag til, hvordan de får bugt med deres fattigdom. Budene er mange og forskellige og lyder blandt andet på statsstøtte, lånemuligheder, forbedret sundhedssystem og moderne landbrugsmetoder. 

Håndværk er vejen frem

Uddannelse går også igen over hele linjen som et forslag til, hvordan man kommer ud af fattigdom. Men undersøgelsen viser, at folk ikke kun taler om den boglige uddannelse, som allerede er en del af den officielle fattigdomsbekæmpelses-strategi, og hvor gratis skolegang indtil 7. klasse allerede er opnået. Folk efterlyser uddannelse eller træning i basalt håndværk. De vil have faglig kunnen i stil med den, man lærer i mesterlære eller på en teknisk skole.

Tekniske uddannelser er imidlertid først fornyligt blevet identificeret som et område, der bør prioriteres i den officielle strategi for fattigdomsbekæmpelse. Men af praktiske og økonomiske årsager er det næsten umuligt for en landmand eller landkone at deltage i de relativt få tekniske kurser som udbydes. Ikke desto mindre mener folk i det nordøstlige Uganda, at færdigheder i alt fra husbyggeri og plov- og cykelsmedning til skrædderi og brødbagning, ville give dem flere muligheder for at trække sig selv og deres familier ud af fattigdommen. De ser håndværk som både et supplement og et alternativ til det landbrug, som alligevel ikke kan brødføde dem 

Det er Mellemfolkelig Samvirkes partnerorganisation Yiga Ng’Okola, som står bag ”Fattigdom er magtesløshed: Hvem er de fattige i det østlige Uganda”. Yiga Ng’Okolas undersøgelse er ikke alene opsigtsvækkende, fordi den peger på en langt mere omsiggribbende fattigdom i det nordøstlige Uganda end hidtil antaget. Den er unik fordi den er baseret på inteviews med folk helt ned på husstandsniveau og dermed lader de fattige selv komme til orde.

Næste trin på vejen er at deres stemme(r) bliver hørt.