Brandit faldt for Afrika

I tre år har den agronom-uddannede Ole Munk Truelsen fra Brande arbejdet for Mellemfolkeligt Samvirke i Mozambique. Når hans kontrakt som landbrugsrådgiver ophører, begynder et nyt kapitel for den 31-årige jyde, der bliver i Mozambique med sin afrikanske kæreste Fatimah.

Det startede med en kontrakt for Mellemfolkeligt Samvirke i Mozambique, men Ole Munk Truelsen vil blive sammen med kæresten Fatimah og levere frisk mælk og mælkeprodukter fra eget mejeri. Foto: Per Bergholdt Jensen.

Den okkerfarvede jordvej er fuld af huller, og den firehjulstrukne Toyota HiLux hopper og danser og sender store støvskyer til vejrs. Langs vejen ligger lave jordhuse med græstage, og enkelte steder er der improviserede markeder i skyggen af store cashewtræer, hvor folk sælger tomater, peberfrugter, græskar og meloner, som er spredt ud på stråmåtter på jorden.

Ole Munk Truelsen har kørt denne vej hundredvis af gange i løbet af de sidste tre år på vej til sit arbejde i det fattige landdistrikt Mecufi ved Det Indiske Ocean i den nordlige del af Mozambique. Ole er uddannet som agronom ved Landbohøjskolen, og han har rådgivet landbrugsorganisationen Umokazi om forbedrede dyrkningsmetoder, så de fattige bønder kan forøge høstudbyttet og dermed deres indtægter og levestandard.

”Bønderne hernede sår deres afgrøder spredt, så det hele står hulter til bulter. En af de grundlæggende ting, vi prøver at lære folk, er at plante afgrøderne i lige linier. På den måde kan man optimere plantetætheden på et areal og øge høstudbyttet,” forklarer Ole.

”Det gør det også nemmere at luge ud mellem planterne eller så nye afgrøder mellem de eksisterende. Den traditionelle metode er at sprede frøene med hånden, men på den måde kommer der enten for få eller for mange afgrøder på en mark, og begge dele giver lavere høstudbytte.”

Afrikansk kæreste

Efter tre års arbejde for Mellemfolkeligt Samvirke slutter Ole Munk Truelsens arbejde i Mecufi distriktet - men har han fået det ud af sit ophold i Mozambique, han gerne ville?

”Ja, det har jeg. Rent fagligt har jeg fået mange erfaringer og fået sat praksis bag teorien, selvom det unægtelig har været meget op ad bakke ind imellem. De sidste måneder har organisationen haft økonomiske problemer, og de ansatte har ikke fået løn, så det har været svært at få udrettet så meget. Men hvis der ikke var problemer, var der jo heller ingen grund til at komme herned,” svarer Ole

”Rent personligt har jeg også været meget glad for at være her. Jeg bor et dejligt sted her i Mozambique, og det betyder meget, at man har en god base, hvor tingene fungerer, når man bor i et land, hvor så mange ting ikke fungerer. Min kæreste, Fatimah, er mozambiquer, og hun har hjulpet mig med at få lært portugisisk og komme over sprogbarrieren,” fortæller Ole.

”Hun har også har lært mig en masse om lokale skikke og kulturen i landet. På den måde bliver hverdagen også meget nemmere, og det er lettere at få et bedre indblik i det mozambiquiske samfund. I starten kan man nemlig godt blive frustreret over en masse småting, man ikke kan forstå. Og man er også ret naiv, så det kan være man bliver udnyttet ind imellem.”

En Toyota HiLux er det nødvendige transportmiddel, når Ole skal til og fra arbejde i Mecufi distriktet. Foto: Per Bergholdt Jensen.

Fra ingenting til peberfrugter og tomater

Mellemfolkeligt Samvirke har bekæmpelse af fattigdom som sit vigtigste mål – men er der er sket synlige forbedringer i Mecufi distriktet i de tre år, Ole har arbejdet der?

”Jo, jeg har da taget 15 kilo på”, siger Ole grinende, men fortsætter så mere alvorligt. ”Der er sket forbedringer i den tid, jeg har arbejdet her, men det er svært at sætte præcise tal på, hvor mange der har fået det bedre. Bønderne er begyndt at bruge andre dyrkningsmetoder, og det har betydet at de får større udbytte.”

Der er også andre beviser på, at Oles arbejde har båret frugt. ”Når jeg holder ved busstoppestederne og de små lokale markeder her i området, kan jeg se at der er sket en betydelig forbedring af produktionen. Dengang jeg kom for tre år siden, var her stort set ingenting, og man skulle være heldig, hvis man kunne købe et par tomater. Nu er der tomater, majs, kål og grøn peber alle steder. Så det er en konkret udvikling, jeg har været vidne til i min tid her.”

Skeler til naboen

Men det kan være svært at ændre på skik og brug i meget traditionsbundne landsbysamfund i Mozambique. Derfor har Ole og Umokazi prøvet at arbejde med grupper, hvor flere folk bliver introduceret til de nye teknikker. Så selvom kun to ud af ti personer vil benytte de nye metoder, er det stadig et fremskridt.

”Man dyrker generelt markerne med hakke og håndkraft. Her på centret har vi en traktor, som bønderne kan leje på timebasis til at pløje og harve med. Men det største problem ved at introducere nye dyrkningsmetoder er at finde interesserede landmænd og få dem overtalt. De er ikke særligt eksperimenterende hernede, så de skal se naboen bruge de nye metoder fem gange og få råd til en ny cykel, før de begynder at gøre det selv,” fortæller Ole.

”De typiske afgrøder her er maniok, sorghum og hirse, mens majs ført kom her til distriktet for 10-15 år siden. De er også ved at indføre bønner i deres dyrkningssystem. Afgrøderne er forholdsvis tørkeresistente, for det regner kun 400 millimeter om året, og regnen falder hovedsageligt fra sidst i december til ind i april. Desuden er de som sagt begyndt at dyrke flere grøntsager såsom tomater, peberfrugter og kål. Cashewnødder, sesam og jordnødder dyrkes som cash crops – det vil sige afgrøder der er beregnet på at skabe indtægter.”

Når aber er skadedyr

De mozambiquiske landmænd står overfor nogle temmelig anderledes problemer, end dem deres danske kolleger slås med. Ikke mindst når det gælder skadedyr.

”Der er store problemer med aber her i området” forklarer Ole Munk Troelsen. ”En flok aber kan rense en nyplantet majsmark for spirer i løbet af et par timer. Hvis man kunne, ville man skyde dem, men der er ingen riffel her i distriktet, så man skal først ansøge om at få lov til at låne en riffel af myndighederne, og det kan tage lang tid.”

Et andet problem for landmændene er manglen på adgang til helt almindelige ressourcer. ”Vi bruger ikke kunstgødning, og det skyldes primært, at der ikke er noget til rådighed her i området. Man kan købe det i byen Nampula 450 kilometer væk. Vi har lidt pesticider, hvilket også er mere nødvendigt end kunstgødning. Vi har også undervist dem i at lave kompost, men det har ikke været den store succes.”

”Det er enormt kompliceret at arbejde i kystdistrikter som her i Mecufi, fordi befolkning her ikke arbejder hundred procent som fiskere eller landmænd. De arbejder lidt som landmænd, lidt som fiskere, lidt som tømrere og lidt som kurveflettere, og det gør det vanskeligt at indføre nye landbrugsteknikker,” uddyber Ole.

Fremtidigt liv i Mozambique

Efter kontrakten med Mellemfolkeligt Samvirke ophører, vil Ole holde en lang sommerferie i Danmark. Men så går turen retur til det nordlige Mozambique, hvor Ole og hans kæreste, Fatimah, er ved at opføre et hus sammen i nærheden af deres nuværende bopæl. Men hvad siger familien til, at han bor så langt væk?

”De synes, det er spændende, men de ville helst have, jeg boede i Danmark eller et sted i Europa, hvor det var lidt nemmere at komme på besøg,” svarer Ole. ”Mine forældre og min bror har været på besøg hernede. De synes, det var meget interessant at være her. Der var jo en masse nye indtryk, for stort set alt er anderledes her end i Danmark.”

Når Ole vender tilbage til Mozambique, har han flere idéer til et fremtidigt liv. ”Jeg er ved at opbygge et landbrugsprojekt op med malkekvæg og mejeriproduktion, for der findes ikke frisk mælk og yoghurt hernede, det hele er langtidsholdbare produkter, der er importeret fra Sydafrika. Desuden holder jeg kontakten ved lige til forskellige udviklingsorganisationer, og så har jeg også kontakt til en lokal tømmerorganisation,” forklarer han om sine fremtidsudsigter.

”Hvis mit eget projekt kommer til at fungere, kunne jeg sagtens forestille mig at blive hernede en lang årrække,” siger Ole. ”Jeg har ikke ændret mig med hensyn til den respekt, jeg har for folk fra andre kulturer. Den respekt er stadig intakt og temmelig sund, hvis jeg selv skal sige det.”    

(Denne artikel har været bragt i Vejle Amts Folkeblad.)