Mulighederne er der – det gælder om at få øje på dem
Det er bønderne og ikke ”el ingeniero”, der skal løse problemerne, mener Carlos Ruíz, Mellemfolkeligt Samvirkes nye programmedarbejder i Honduras
|
|
Carlos Ruíz: Vi skal starte der, hvor folk er. Foto: Eva Rasmussen. |
22. juni 2005
Carlos Ruíz synes, at vi alle sammen hver morgen skulle spørge os selv: Hvad kan jeg gøre i dag for at bidrage til en verden, hvor alle har muligheder? Han er 42 år, far til tre, landbrugsingeniør, og så er han Mellemfolkeligt Samvirke nye programmedarbejder i Honduras.
”Vi skal være realistiske og lade være med at tro, at den nye verden venter os på lørdag, hvis vi begynder at bygge den på fredag”, understreger Carlos Ruiz, der i hele sit professionelle liv har arbejdet med udviklingsprojekter, mest i hjemlandet Honduras, men også i Nicaragua og Guatemala.
Hans seneste arbejdsgiver var den internationale udviklings- og nødhjælpsorganisation World Vision, hvor han var koordinator for et økonomisk udviklingsprogram i landsbyer i det nordvestlige Honduras.
”Når man snakker om økonomisk udvikling, er det som regel begrænset til, hvordan man får flere penge i kassen. Jeg skulle forsøge at få folk til at se lidt bredere på begrebet”, fortæller Carlos Ruíz.
”Bønder er som regel gode til at dyrke jorden, men tit ved de ikke noget om, hvordan markedet fungerer, eller hvordan de kan blive gode erhvervsfolk. Min opgave var at uddanne et teknikerhold, der støtter bønderne i at håndtere markedet, så de ved noget om f.eks. udbud og efterspørgsel.”
Når ostemanden kan...
Det er en af mange erfaringer, som Carlos Ruíz har med sig, når han efter en introduktion på en måneds tid begynder at indrette sig på MS's nye kontor i den honduranske hovedstad Tegucigalpa, hvor han skal dele hus med Ibis, svenske Forum Syd og nordamerikanske Christian Aid.
”Jeg har arbejdet med småbønder og marginaliserede i byområder. De har lært mig, at der eksisterer mange muligheder for at løse problemer. Det, som det handler om, er at få øje på dem”, siger Carlos Ruíz, der understreger, at det er vigtigt at starte arbejdet, der hvor folk er.
”Uvidenhed kan f.eks. få børn til at kravle op og sove på en sæk med plantegift for at undgå kulden på gulvet. Det har jeg oplevet, og hvad kunne jeg gøre ved det? Prøve på at fortælle forældrene om, hvordan de opbevarer og bruger giften på en mere hensigtsmæssig måde".
"Jeg inviterede vidt og bredt til workshop om pesticider, men der var ingen interesse. Der kom to eller tre, og de gik hurtigt hjem igen. Så sad jeg en dag udenfor og nød den sidste eftermiddagssol. Pludselig kom der liv i gaden, ostemandens stemme drønede ud af højtaleren, mens hans pickup svingede om hjørnet, og kunderne samlede sig i en kø. Det slog mig, at når ostemanden kan, så kan jeg vel også. Jeg lånte en megafon på sundhedscentret, hoppede ind i bilen og kørte gade op og gade ned for at annoncere mine workshop. Det gav resultat. Når jeg brugte megafonen kom der aldrig færre end 30."
Betalt deltagelse
En anden måde, at få folk til at møde op, er at betale. F.eks. med et måltid mad. Det oplevede Carlos Ruiz i sit første job som facilitator i et jordforbedringsprojekt.
”Folk strømmede til, men det endte med, at maden blev målet for at være med og ikke midlet til at gøre noget ved jordkvaliteten. Da vi skulle i gang med anden fase af projektet blev teknikergruppen kaldt sammen, og vi fik at vide, at nu skulle vi ud at overbevise folk, det var slut med maden. Det var lidt af en udfordring. Cirka halvdelen af deltagerne forlod projektet, og vi var nødt til at tænke kreativt for at holde på resten. I den proces lærte jeg at lytte til, hvordan folk selv definerer deres behov. For det er selvfølgelig dem, der skal være udgangspunkt for samarbejdet. Det er ikke ”el ingeniero”, der skal komme med en færdig løsning. Folk kan bedst selv.”
Alle har noget at bidrage med
MS's program i Mellemamerika er koncentreret om advocacy og kommunikation. Carlos Ruíz håber, han kan være med til at skabe et rum for de marginaliserede, der almindeligvis ikke har kanaler til at fortælle om deres virkelighed.
”Vi skal prøve på at påvirke udviklingen nedefra og op og ikke omvendt, sådan som det næsten altid sker”, mener Carlos Ruiz.
”Vi har allesammen noget at bidrage med, men vi skal gøre det med kroppens logik. Vi skal lade være med at bede øjet om at lytte og øret om at se. Eller sagt på en anden måde: Hvorfor skulle vi bede en, der er god til at skrive om at lave et bord?”
Eva Rasmussen er informationsmedarbejder i MS Mellemamerika.



