Den intellektuelle og musikeren

Edmundo Jarquín, den intellektuelle politiske ræv og den folkekære musiker, Carlos Mejía Godoy, tager kampen op til Nicaraguas valg efter præsidentkandidaten Herty Lewites død. Musikeren appellerer til folket, men mangler politisk troværdighed, mener MS-partner

Sandismens rød-sorte blander sig med MRS orange: Folk vender ikke sandismen, men dens korrupte ledere ryggen. Foto: Susanne Lysholm Jensen

Det stod klart for alle, at midter-venstrepartiet MRS´ muligheder for at klare sig i valgene 5. november var afhængig af, om de kunne finde kandidater til præsident- og vicepræsiddentposten som kunne erstatte den karismatiske og erfarne sandinistdissident Herty Lewites, som døde uventet bare fire måneder inden valgene.

Edmundo Jarquín, tidligere vicepræsidentkandidat, var ikke et uventet kort til præsidentposten. Jarquín, jurist og økonom, siges at have gode kontakter til den internationale verden, stor, men usynlig politisk erfaring og et køligt, intellektuelt overblik. Men hvad han har af akademisk ballast, mangler han i charme og folkelig appel: Hvem kunne repræsentere Hertys glimt i øjet, folkelige på grænsen til det vulgære sprog og de gode kontakter til alle fra den lille bonde til erhvervslivet?

Sjofelheder og politisk intelligens
Valget faldt overraskende på Carlos Mejía Godoy, den folkekære komponist og visesanger, elsket af  unge og gamle, af tilhængere af højre- og venstrepartier, af kvinder og mænd. Mejía Godoy, internationalt kendt og også et navn i Danmark, forlod sandinistpartiet i 1994 og er mest kendt for folkehymnen ”Nicaragua, Nicaragüita” og for de viser, der mobiliserede under sandinistrevolutionen. Hans sange er stadigvæk på alles læber, han kommer ud i alle kroge af landet i forbindelse med koncerter og et populært tv-program og i hovedstaden Managua har han sit eget ”Mejía Godoy-hus”, hvor han og broderen Luis Enrique er på scenen hver weekend.

Alle elsker musikeren Mejía Godoy, men tror de på ham som politiker? Foto: Susanne Lysholm Jensen

Efter at den første overraskelse havde lagt sig, også Mejía Godoys, kom der nogle forsigtige analyser: ”En genistreg ”, ”duoen kompletterer perfekt Herty”. De nye kandidater sagde selv: ”Vi er tre kandidater: Jarquín, Mejía Godoy – og Herty. Vi følger Hertys linje og ånd, og vi vil vinde ”. 

Sociologen Cirilo Otero fra MS-parteneren Coordinadora Civil kommenterer: “Den politiske kultur i Nicaragua er umoden: For at have en chance, skal man kombinere sjofelheder og charlataneri med politisk intelligens, og dette repræsenterer duoen godt. De har gode chancer ved valget.”  
Nicaragua har vundet
I det hele taget er der en ny, politisk åbning i Nicaragua, tilføjer sociologen. Der er fem totalt forskellige alternativer: Sandinistpartiet (FSLN), det liberale parti (PLC), Bevægelsen til Fornyelse af Sandinismen (MRS), den liberal-konservative kolation (ALN-PC) og Kristent Alternativ (AC).
”Vi står for første gang over for muligheden for politisk mangfoldighed i Nationalforsamlingen og for en udfordring af de to store politiske blokke”, siger Otero med optimisme i stemmen. Han henviser til de liberale og sandinisterne, der siden slutningen af halvfemserne gradvist, gennem indbyrdes pagter, har delt magten mellem sig og effektivt eksluderet alternative partier og visioner.

” Nicaragua har allerede vundet med de mange muligheder”, slår Otero fast.
Men alt er  afængigt af vælgerne, tilføjer han, og hvorvidt de stemmer fornuftigt eller ej. I Nicaragua er der tendens til ”den hårde stemme”, hvilket vil sige, at man stemmer konservativt, eller på dem, man altid har stemt på. I praksis betyder det sandinisterne eller de liberale.

Ikke desto mindre, mener Otero, er folk begyndt at tænke anderledes: “Vi ser nye symboler, nye tanker, nye måder at udtrykke sig på politisk.”

Otero præciserer, at disse tanker ikke nødvendigvis afspejler sig i meningsmålingerne; her ser man de ”hårde stemmer”. De ubeslutsomme er tavse i spørgeundersøgelserne, men inderst inde ved de, hvor de vil sætte deres kryds, selv om alternativet ikke er perfekt, spekulerer Otero. Men alternativet skal være stærkt for at kunne udfordre de to store partier.

Følelsesmæssige udtryk i kombination med en formel politisk diskurs giver nicaraguanere håb, mener Cirilo Otero, og dette repræsenterer Jarquín og Mejía Godoy. Foto: Erika Brenner.

En gang musiker – altid musiker
Til trods for den populære Hertys død mener Otero, at MRS med musikeren og den intellektuelle i spidsen, står stærkt. Men skulle repræsentanterne for MRS vinde, er det ikke sikkert, at Mejía Godoy ville klare sig godt:
”Som kandidat vækker han opmærkomhed og appelerer til følelserne, men han overbeviser ikke politisk i vores land, som af tradition er gennemsyret af machotænkning. Som kunstner løber han risikoen for at forblive i sin musikerniche”, advarer Otero.
Dette er ikke ensbetydende med, at folk ikke stoler på ham: ”Folk vil til enhver tid komme til at følge ham og hans musik. Men professionel, politisk troværdighed får han aldrig”, mener Otero.

Alternativ revolutionsdag
Tusindvis af mennesker mødte spontant op for at lytte til Mejía Godoy i forbindelse med den første alternative fejring af årsdagen for sandinistrevolutionen den 19 juli. Musikeren, flankeret af resten af MRS-toppen (undtaget Jarquín, der befandt sig i udlandet), mobiliserede 6000 personer, der på egen hånd havde taget sig til Masaya, en halv time fra Managua. Til gengæld samlede sandinisterne op imod 100 000 personer i Managua– men transporten var også arrangeret og betalt af partiet og sandinistiske, lokalregeringer.

Begge steder blev Mejía Godoys revolutionssange spillet: I Masaya, af musikeren selv, i Managua strømmede musikken ud af meterhøje højttalere.

Hvad vælgerne bestemmer sig for at lytte til, og hvor de vil sætte deres kryds bliver bestemt den 5. november.