Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter

22 års kriminelt diktatur

MS-revy mødte inden valget grundlæggeren af Guatemalas toneangivende uafhængige avis. Han analyserede landet situation og fortalte om den chikane, han selv har været udsat for.

Af Lone Hvass

01. december 2003

Nogle måneder inden valget i Guatemala indtraf den såkaldte "sorte torsdag" den 24. juli, hvor regeringspartiet bestak fattige bønder til at tage ind til hovedstaden i busser. Her blev de styret og guidet rundt af professionelle tidligere militærfolk i demonstrationer, der bl.a. angreb "de rige" og journalister. En journalist døde af hjertestop på flugt fra de angribende. MS-revy mødte ved den lejlighed grundlæggeren af den uafhængige avis elPeriodico, Ruben Zamora, som personligt har oplevet vold og chikane.

- Vi har haft to dage med uorden og kaos og myndighedernes fravær, to dages politisk tomrum, hvor staten og dens institutioner har været de intellektuelle arkitekter bag uroen, fortæller Ruben Zamora. Hans avis skrev kort og godt "Terror tilstand" på forsiden.

Guatemala har haft 22 års kriminelt diktatur, fortæller Zamora, et diktatur, der har forvandlet Guatemala til et "Little Columbia", hvor der nok har været en demokratisk facade udadtil, hvor de skiftende magthavere har opnået deres positioner gennem valg, men hvor den virkelige magt i landet udgøres af et netværk af forbindelser mellem forskellige statsinstitutioner såsom toldvæsen, havnene, immigrationsmyndigheder, hæren og hærens efterretningstjeneste – først og fremmest alt, hvad der har med hæren at gøre.

Kidnappet af kriminelle

Denne "Bestyrelse for organiseret kriminalitet", som Zamora kalder den, består af både tidligere og nuværende militærfolk, og dette netværk iværksætter massive skræmmekampagner imod civilbefolkningen og særligt imod medlemmer af den systemkritiske presse. Repression, kidnapninger, vold og mord hører til den politiske dagsorden – ikke mindst op til valget i november, hvor den tidligere diktator Rios Montt stillede op til præsidentposten. Et kandidatur, der af mange blev vurderet som forfatningsstridigt.

Guatemala er et land, hvor økonomien ikke kommer alle til gode, et land med massiv social, økonomisk og politisk udstødelse – et land med armod og marginalisering, hvor svælget mellem rig og fattig er bundløst, siger Zamora. Men vi har været nødt til at udskyde håndteringen af alle disse problemer, fordi virkeligheden er, at vi er blevet kidnappet af denne gruppe kriminelle, som udgør den virkelige magt i Guatemala.

Pressen eneste modbalance

Zamora peger på manglen på institutionel balance og modbalance til magthaverne som et meget alvorligt problem i landet. Styreformen bliver faktisk til et fire-årigt diktatur, fordi præsidenten bl.a. kontrollerer højesteret, domstolene, kongressen og den offentlige anklager. Medierne er derfor den eneste instans, der kan levere en smule modvægt til statens propaganda og kritisere de korrupte magthavere.

Derfor er journalister og pressen blevet et direkte angrebsmål for det hidtidige styre – noget som Zamora selv personligt har oplevet adskillige gange. Han har arbejdet som journalist i 14 år og har grundlagt flere kritiske og uafhængige aviser, senest elPeriodico, som regnes for Guatemalas mest kritiske dagblad. Allerede på forgængeren, Siglo XXI, forsøgte han at skabe et redaktionelt rum for politisk debat, hvor han også indbød venstrefløjen i Guatemala ud fra den overbevisning, at politisk debat mellem forskellige synspunkter og perspektiver var bedre end at skyde løs ude i bjergene. Og den holdning har ført til en stribe eksempler på chikane og vold.

Granater mod hans hus, dødstrusler i form at tilsendte begravelsesbuketter, biler der fulgte efter ham og direkte beskydning har han oplevet. En gang blev hans bil sprængt i luften, mens han fejrede sin fødselsdag på en restaurant.

Han har også oplevet mere raffineret chikane i form af bagvaskelse og økonomisk udsultning. Staten har holdt al offentlig annoncering ude af hans aviser, der er blevet spredt rygter om, at han var indblandet i smugleri, narkohandel og mafiaen, man har anklaget hans avis for skattesvig og søgt at intimidere avisens forretningsforbindelser og støtter, og der er blevet anlagt talrige dyre og omkostningskrævende retssager mod ham.

Avisen overlever i dag takket være støtte og tilskud fra udenlandske donorer og lån fra internationale fonde.

Trusler på livet

Et dramatisk højdepunkt i chikaneriet indtraf, da 12 mænd fra bl.a. præsidentens sikkerhedskontor den 24. juni i år trængte ind i hans hjem. Først beordrede de hele familien ned på gulvet i hans soveværelse og truede dem med skarpladte våben. Så slæbte de Zamora udenfor og slog først hans 12-årige søn, siden hans 25-årige søn, der forsøgte at komme ham til undsætning.

Udenfor fik han et maskingevær i brystet og en pistol for tindingen, mens de fortalte, at de ville slå ham ihjel. Han bønfaldt dem om at skåne børnene for synet af henrettelsen. Han fik at vide, at han måske blev skånet, hvis han gjorde, hvad de sagde. Så førte de ham tilbage til familien, hvor de tvang ham til at til at tage alt tøjet af og til at knæle med bind for øjnene og en pistol i tindingen, mens de fortalte familien, at han ville blive henrettet. I halvanden time blev Zamora og familien holdt hen i denne uvished, før gruppen trak sig tilbage med familiens pas og identitetspapirer.

I dag befinder Zamoras familie sig i udlandet, mens Zamora selv fortsætter sin aktive kamp for en kritisk og uafhængig presse i Guatemala.

Interview og bearbejdelse: Lone Hvass, Peter Bischoff og Sara Haugesen.

Det fulde interview kan ses på:

Kommer snart...