Kynisk handel
I Mellemamerika indeholder 80 pct. af fødevarehjælpen fra FNs Verdensfødevareprogram og USAID genmodificerede ingredienser. Det er et af mange skridt mod en monopolisering af fødevareproduktionen.
|
07. april 2005
Hvad er bedst: at gå sulten i seng eller spise majs, ris og bønner, der indeholder genmodificerede elementer? Sådan argumenterer transnationale farmaceutiske firmaer som Monsanto og Aventis, og FNs Verdensfødevareprogram, WFP, er hoppet med på vognen. Sulten i verden skyldes imidlertid ikke, at der ikke er mad nok, men at de fattige ikke har råd til at købe den. Sulten er et politisk problem, og situationen forværres af indførelsen af den genmodificerede såsæd, der betyder, at småbønderne hvert år skal ud at købe den såsæd, som de tidligere selv producerede. I Mellemamerika er de fanget i et knibtangsangreb: Fra den ene side afskærer indførelsen af genmodificeret sæd dem fra den traditionelle overlevelsesmodel, fra den anden vil DR-CAFTA, den snart kommende frihandelsaftale med USA og Den Dominikanske Republik, betyde, at de skal konkurrere med subsidierede produkter fra USA på det lokale marked. Produkter, der ofte vil være både bedre og billigere.
Med opbakning fra den nordamerikanske regering fører de transnationale farmaceutiske firmaer en aggressiv salgspolitik. 15. maj 2003 vedtog USA's Senat en lov om forebyggelse og behandling af hiv/aids, tuberkulose og malaria, som indirekte tvinger udviklingslandene til at acceptere genmodificeret fødevarehjælp. Loven fastslår, at lande, der ikke ønsker at tage imod fødevarehjælp, ikke vil komme i betragtning, når midlerne til forebyggelse og behandling af de livstruende sygdomme fordeles.
I 2000 kom de første protester mod genmodificerede fødevarehjælp fra Indien og Latinamerika. I 2002 skærpedes kritikken, og sulten til trods sagde flere lande i det sydlige Afrika nej til genmodificeret fødevarehjælp. I marts fremlagde NGO-netværket Den Mellemamerikanske Alliance til Beskyttelse af Biodiversiteten dokumentation for, at 80 pct. af fødevarehjælpen fra det officielle nordamerikanske udviklingsprogram USAID og FNs Verdensfødevareprogram, WFP indeholder genmodificerede elementer. Efter at have undersøgt prøver af ris og soja fra fødevarehjælpen og den kommercielle eksport til El Salvador, Nicaragua, Guatemala, Honduras, Costa Rica og Den Dominikanske Republik konkluderede det uafhængige nordamerikanske laboratorium Genetic ID, at hovedvejen for de genmodificerede produkter er fødevarehjælpen.
I den guatemalanske pakke fandt laboratoriet blandt andet den genmodificerede majs StarLink, der i EU og USA er forbudt som menneskeføde, fordi den indeholder en allergifremkaldende insektgift. I prøver fra alle de mellemamerikanske lande fandtes rester af det genmodificerede ukrudtsmiddel Roundup Ready, fremstillet af det transnationale firma Monsanto, tilladt i USA og sortlistet i EU.
I Danmark er der ikke krav om mærkning af genmodificerede varer, men er indholdet over 0,9 pct., skal det fremgå af ingredienslisten. Sådan er det ikke i Mellemamerika. Der er ingen krav om varedeklarationer, og oveni opreklameres de modificerede produkter både kommercielt og af regeringerne, der kilo for kilo bytter bøndernes traditionelle såsæd med en forbedret art. Prøver fra Nicaragua viste, at den forbedrede såsæd indeholdt genmodificerede ingredienser.
Det er store transnationale firmaer som Monsanto og Aventis, der har patent på genmodificerede produkter. I starten sælger de billigt eller helt uden at kræve betaling. I supermarkederne fylder de halvbløde og småplettede nationale tomater stadig mindre ved siden af de langtidsholdbare, tilsyneladende sundhedsstruttende, importerede. Nationale produkter fortrænges. De genmodificerede fødevarer åbner vejen for, at de korporative firmaer monopoliserer fødevareproduktionen. En udvikling, der forværres af frihandelsaftalen, hvis logik er at åbne grænser for de store.
DR-CAFTAs mål er at fremme handel og inversion. Traktaten giver f.eks. mellemamerikanske firmaer ret til at byde ind på offentlige arbejder i USA. Men hvilken mellemamerikansk virksomhed har kapacitet til at bygge veje i New York? Omvendt er der adskillige nordamerikanske firmaer, der kan stille op i Mellemamerika. Frihandelsaftalen lægger op til en boksekamp mellem en sværvægter og en myggevægter.
Med eller uden frihandelstraktat og genmodificerede produkter kunne småbønderne så ikke bare lægge såsæd til side, sådan som de altid har gjort det? Har de byttet den traditionelle såsæd med regeringens forbedrede, vil de – sådan som laboratorieprøverne viser det – være på den. Den genmodificerede såsæd er ofte lige så ufrugtbar som en appelsin uden sten, og der vil desuden være et eller andet firma, der har patent på produktet. Dvs. bonden må have pengepungen op for at købe såsæd. Den er imidlertid slunken eller tom, og det giver plads til, at de store statssubsidierede landbrug i nord kan sælge deres produkter, blandt andet som fødevarehjælp til de mellemamerikanske bønder, der ikke længere har råd til at dyrke jorden.
Udviklingslandenes fødevaresuverænitet trues af de genmodificerede produkter og af frihandelsaftalerne, der ensidigt tilgodeser de store. De fattige landes regeringer kunne sammen med bønder og civilsamfund gøre en indsats for at bevare nationale frøsorter. Det er, som vi ved fra energiforsyningen, farligt at være afhængig af ét produkt. Bidragydere til FNs Verdensfødevareprogram, som f.eks. Danmark, kunne på den ene side arbejde for som et minimum at lave varedeklaration på fødevarehjælp, som det mest acceptable at udelukke de genmodificerede produkter fra fødevarehjælpen. På den anden for at afskaffe statssubsiderne til landbruget i nord.
Ricardo Navarro er direktør for den salvadoranske miljøorganisationen CESTA, Centret for Tilpasset Teknologi.
Eva Rasmussen er journalist og arbejder for Mellemfolkeligt Samvirke i Mellemamerika.