Artikel fra MS-revy 5-6/2003

Vi er det vi spiser

MS-partneren Centro Humboldt i Nicaragua er kritisk overfor vislandmændsrapportens åbning over for genteknologi

Af Erika Brenner

01. december 2003

Alt det vi spiser, påvirker os: hele vores organisme helt ned til cellerne og vores genetiske materiale. Og hvis der er noget i vejen med det, bliver vi syge. Derfor er vi imod de risikable, gensplejsede produkter, siger Julio Sánchez Gutiérres fra Centro Humboldt i Nicaragua med adresse til vislandmændsrapporten. Centro Humboldt er en MS-støttet miljøorganisation, som har arbejdet med gensplejningsproblematikken i mange år og som deltager i "Alliancen for et GMO-frit Nicaragua" (genetically modified organisms).

Rapporten siger nemlig, at bioteknologien er blevet udnyttet alt for lidt, og anbefaler, at vi trækker os tilbage til laboratorierne for at udføre flere eksperimenter. Men hvis eksperimenterne handler om at splejse gener for at udvikle afgrøder, som er resistente overfor skadedyr eller kulde, er Centro Humboldt definitivt imod:

- Hvis det bare handlede om penge, siger Sánchez Gutiérres, var det en nem sag. Men det handler også om politik, sundhed og miljø.

Centro Humboldt har kendskab til 127 undersøgelser om gensplejsede afgrøders effekt på helbred, landbrug og miljø. Bl.a. viste en af undersøgelserne, at et produkt var giftigt, hvilket resulterede i, at det blev forbudt på verdensplan. At den slags ting kan ske, er ikke så mærkeligt set i lyset af, at vi har så lille en viden om gener og genmanipulation: den genetiske forskning har 100 år bag sig; forskningen i GMOer er bare 20-30 år gammel. Og udfra et biologisk synspunkt er der mange ustabile faktorer i forbindelse med at genmanipulere bønner og krydse majs med skorpioner: i processen kan mange af det genmanipulerede produkts egenskaber og kvaliteter ændres på en uforudsigelig måde, så en manipuleret kartoffel, som er resistent overfor skadedyr, måske også forgifter miljø, dyr eller mennesker.

Ligesom vislandmændsrapporten mener Sánchez Gutiérrez, at forskningen skal gå i en anden retning. Men der skal ikke forskes i GMOer. Forskningen skal heller ikke nødvendigvis være rettet hen imod en øget produktion, hvad rapporten, som også roser den grønne revolution for dens produktivitet, også lægger op til.

- Den grønne revolution skabte stor produktion, siger Sánchez Gutiérrez, men der kom ikke mad på bordet hos de fattige af den grund. Det er den ulige distribution af fødevarerne – de politiske og sociale forhold – som primært er skyld i sult og fattigdom.

Det gode onde

Hertil kommer en urimelig handelspolitik fra de rige lande og høje kvalitetskrav til produkter fra Syd:

- Vi bliver afvist alle vegne. Vi kan ikke sælge til USA, fordi vores produkter indeholder for mange pesticider. Markederne i Europa er begrænsede, fordi produkterne indeholder ikke-autoriserede GMOer, konstaterer Sánchez Gutiérrez.

Han erkender, at især EUs evigt stigende krav er et problem, og at Nicaragua og andre fattige lande nemt sakker bagud. Men han mener også, at EU har ret til at beskytte sine borgere mod giftige produkter og grøntsager med lav ernæringsmæssig værdi. Og på længere sigt er de skrappe regler en fordel, også for de fattige lande:

- Hvis de ønsker, at vi skal minimere vores brug af pesticider, betyder det samtidig, at vores borgere konsumerer færre gifte, siger Sánchez Gutiérrez.

Derfor handler det ikke om at bløde op på regler og normer, men om at hjælpe de fattige lande til mere viden. De skal have mere støtte til forskning. Det skal regeringerne stille krav om bl.a. ved de mange forhandlingsborde om frihandelsaftaler. Mellemamerika er i gang med at underskrive en frihandelsaftale med USA med krav om mindsket brug af pesticider. Næste år gælder det en aftale med EU, som traditionelt været afvisende overfor genmanipulerede afgrøder.

Indenfor Mellemamerika har man ikke været i stand til harmonisere normer og aftaler for derved at kunne afsætte produkter hos hinanden. Adgangen til de internationale markeder er derfor helt essentiel. Men det kræver, at der satses mere på forskning i økologiske og andre alternative metoder.

Sánchez Gutiérrez nævner nabolandet Costa Rica, som er kommet langt og nu er på vej til at blive et GMO-frit land med mange nichemarkeder, bl.a. blomster til Europa. I Nicaragua er der ikke den samme politiske vilje, og Sánchez Gutiérrez nævner de negative erfaringer med agrokemiske teknikker som en af årsagerne:

- Regeringen forventede, at en større brug af pesticider ville øge produktionen. Det har vist sig at være omvendt, især fordi skadedyrene blev resistente overfor giftene, og fordi planternes genetiske materiale blev dårligere.

Lokale ressourcer

Nicaraguas regering udarbejder i øjeblikket sin første nationale udviklingsplan nogensinde, men landbrugsforskning er ikke nævnt nogen steder. Sánchez Gutiérrez beklager sig over, at den store viden som findes i landet – hos landbrugerne selv, hos institutioner som har forsket i alternative metoder – ikke bliver bedre udnyttet.

- Forskningen burde tage udgangspunkt i de lokale ressourcer, også hvad angår det genetiske materiale. De internationale virksomheders forskning i nye teknologier tager ikke højde for variationerne i de enkelte lande. Selv i den lille centralamerikanske region er der store klimatiske, miljømæssige og sociale forskelle. Landene dog det til fælles, at de alle har et rigt og varieret genetisk materiale. I Nicaragua findes der afgrøder til alle landets klimatiske forhold: til tørre regioner såvel som våde, til bjergene og til kysten. Der findes syv typer majs, som alle er resistente overfor tørke. Det er disse afgrøder, man skal forske i for at for at udvikle endnu bedre frø og plantearter – alle sammen tilpasset den lokale virkelighed.

Pesticiderne blev udviklet i laboratorier i de rige lande og kritikløst dumpet i den fattige del af verdenen, også længe efter at man havde indset, hvor farlige de var. Centro Humboldt har regnet ud, at Nicaragua skal bruge 123 mio. dollars over to år for at dække de værste skader, som skadedyrsbekæmpelsen har forårsaget på miljø og mennesker. 70 000 personer bliver stadigvæk forgiftet hvert år.

Sánchez Gutiérrez ser mange paralleller mellem pesticiderne og de gensplejsede afgrøder. De bliver begge udviklet i fjerne laboratorier - af de samme, store internationale virksomheder. Man tænker kortsigtet. Man tænker ikke på fattigdom, men på rigdom, man tænker på indtjening, ikke på omkostningerne. Man tænker på større høst og ikke på de økologiske og helbredsmæssige konsekvenser – ikke på, at mennesket er det, hun spiser.

Vislandmændsrapporten mener, at der hverken er tid eller penge til participatorisk forskning, hvor man inddrager sociale og miljømæssige perspektiver. Sánchez Gutiérrez er meget uenig. Han er overbevidst om, at forskning i genteknologi og bioteknik betyder flere omkostninger end gevinster for de fattige lande i Syd.

Erika Brenner er MS-kooperant i Nicaragua hos Coordinadora Civil