Mistro, idealisme og optisme
Partnere og handelsrøveri-aktivister mødtes midt i november på MS’ træningscenter TCDC i Tanzania for at diskutere strategi for fortalervirksomhed om handel og udvikling efter WTO-mødet i Cancún.
Tina Nielsen, Nils Brøgger Jakobsen, Niels Johan Juhl-Nielsen, Kaj Lund Sørensen, Sofie Andersen og Lars Anderskouv.01. december 2003
25 handelsaktivister fra Nepal, Guatemala, Nicaragua, Lesotho, Kenya, Tanzania, Uganda og Danmark var samlet i fire dage på TCDC i Arusha for at diskutere strategi for handelskampagner og fortalervirksomhed. Målet var dels at lægge strategier for arbejdet efter Cancún, dels at finde muligheder for samarbejde og evt. fælles aktiviteter fremover. Det var en meget blandet gruppe. Nogle har været med i alle WTO-runder og arbejdet med handel og udvikling i mange år. Andre kom for at blive inspireret til at tage handel op som arbejdsområde. Deltagerne var aktive inden for landbrug, fagbevægelse, forskning og administration, og flere var engagerede i de nationale Social Forum-bevægelser. Seks havde deltaget i møderne i Cancún, så det naturlige udgangspunkt blev en analyse af forløbet der.
Ny alliance i Cancún
Der var mange og komplekse årsager til forhandlingssammenbruddet i Cancún, men det helt afgørende var, at en række mindre u-lande allierede sig med stærkere lande som Kina, Indien, Mexico og Brasilien i den såkaldte G21-gruppe. Normalt har EU og USA kunnet lægge pres på de fattige og marginaliserede lande og få dem til at indordne sig, men det gik ikke denne gang. G21 holdt fast i kravet om, at de rige lande lever op til løfterne fra ministerkonferencen i Doha, især i forhold til landbrugsforhandlingerne. Det handlede konkret om den protektionistiske landbrugspolitik, som ødelægger u-landenes eksportmuligheder. G21s sammenhold var en væsentlig årsag til sammenbruddet, men spørgsmålet er, hvor holdbar alliancen er på langt sigt.
G21 repræsenterer mere end halvdelen af jordens befolkning og ca. 2/3 af alle mennesker beskæftiget i landbrug. Til trods for dette åbenlyse potentiale må det ikke overvurderes. Alliancen er reelt kun fælles om at kræve en radikal reduktion af subsidierne til landbrugsproduktionen i Nord. Nogle af de mest fremtrædende G21-lande er store eksportører af landbrugsvarer, mens andre hovedsageligt er selvforsynende. Nogle har et stort industripotentiale, andre kun et lille.
Armvridning
Det kan også true alliancen, at sammenbruddet i de multilaterale forhandlinger har skabt øget fokus på bilaterale aftaler. Bilaterale forhandlinger vil altid ramme de fattige lande, mener Dr. Hiramani Ghimire fra organisationen South Asia Watch on Trade, Economics and Environment i Nepal. Eksempler fra Mellemamerika illustrerer dette. Efter pres fra USA har Costa Rica, El Salvador og Guatemala meldt sig ud af G21. "Hvis I går med i G21, kan I godt glemme CAFTA", lød beskeden fra USA. Tilbageholdelse af lån og trusler om at undlade at forlænge visum for immigranter fra de tre mellemamerikanske lande var en del af USA’s pression. Og penge fra immigranter i USA har stor betydning for El Salvadors og Guatemalas økonomier.
G21 har vist, at u-landene kan opnå resultater ved strategisk samarbejde, og selv om mange er enige om, at resultatet af sammenbruddet i forhandlingerne ikke er entydigt positivt, viste G21, at der er håb om, at strukturerne i den globale økonomi kan ændres. Udfordringen efter Cancún består i at styrke u-landenes indflydelse og påvirke den globale dagsorden på handelsområdet, så u-landene ikke fortsat betragtes som sekundære aktører i WTO. Det er vigtigt at styrke grupperinger af u-lande i WTO for at sikre, at de fattige landes interesser og behov bliver taget alvorligt, og så WTO tvinges til at sætte folkeligt orienteret bæredygtig udvikling på dagsordenen.
Fjern barriererne og reguler handelen
Det emne under workshoppen, der fik flest følelser frem, var den nye rapport fra de fem økonomiske "vislandmænd" (se de foregående sider). Rapporten rummer en vision for verdens fattigste landmænd om bedre markedsadgang, bedre viden og bedre betingelser.
Det foreslås bl.a. at udbygge infrastrukturen, så landmænd lettere kan sælge deres varer, at støtte landmændenes organisationer, at styrke institutioner der sikrer uddannelse, sundhed og retssikkerhed, at øge bistanden til forskning og at sikre international harmonisering af standarder. Et andet forslag, som partnerne i Syd også havde stor sympati for, var, at de fattigste landmænd frit og uhindret skal have adgang til at bruge ny teknologi, viden, plantesorter og patenter, hvis det kan gavne fødevaresikkerhed og landbrugsudvikling.
De fem "vislandmænd" ser landbrug som en central drivkraft i en udvikling, som skaffer mere mad og reducerer fattigdommen. Et andet hovedsynspunkt er, at det hverken er muligt eller ønskeligt at standse frihandel, og derfor er dagsordenen at arbejde for globale regler, der sikrer fair trade og bæredygtig udvikling.
Vækst og fødevaresikkerhed
Især de kenyanske deltagere udtrykte skepsis i forhold til tankerne om landbrugsbaseret økonomisk vækst og troen på, at man kan regulere markedet til fordel for de fattigste: "Dette papir tænker kun på markedsadgang! Afrikas problem er ikke manglende markedsadgang. Problemet er forhindringer på forsyningssiden." Citatet afspejler et Kenya, hvor tekstilindustrien er lukket, og bomuldsproduktionen er ødelagt. En anden delforklaring er bitre erfaringer med Coca Cola og andre transnationale selskaber.
Under en senere diskussion og kritik af de tekniske handelshindringer, som Holland anvender for at begrænse importen af blomster fra Afrika, udbrød Wahu Kaara fra Kenya: "Hvorfor taler vi om blomster - det, vi mangler, er majs!" Men dilemmaet mellem hjemmemarked contra eksport blev ikke afklaret. Der blev ikke peget på alternativer til at løse spørgsmålet om fødevaresikkerhed via globale aftaler i WTO.
GMO skal vi bare ikke have!
Rapportens mest kontroversielle forslag er at se fordomsfrit på mulighederne for at gøre mere brug af genteknologien. Og det blev ikke mødt med bifald. Enkelte fra MS i Nord åbnede forsigtigt op for en kritisk diskussion om GMO som del af en løsning, og det blev massivt imødegået af bl.a. Odour Ong'wen fra Kenya, der pegede på, at GMO snarere er selve problemet: "Bare det, at GMO nævnes i dette papir, gør mig bange, fordi det indebærer en masse risici for os. Magten over fødevarerne vil blive koncentreret, og de fattige lande låses fast i et afhængighedsforhold til nogle få transnationale frøfirmaer." Det, der på dette felt ligner en konklusion, er, at MS har brug for mere viden og diskussion baseret på stærkere argumenter for at kunne nå frem til en stillingtagen til denne teknologi.
Politik er at ville ...
Politik er at ville, sagde Sveriges tidligere statsminister Olof Palme engang. I Arusha var det ikke ideer eller vilje, det skortede på; det store spørgsmål var hvad og hvordan?
"Undertiden må man være pragmatisk og begrænse de ideologiske båltaler", lød svaret fra en af deltagerne. Men hvor går grænsen? Dilemmaet mellem pragmatisme og principper, mellem realisme og idealisme var en af de røde tråde, der løb igennem alle diskussioner, i de fire dage.
- Er deltagelse i WTO-regi medvirkende til reelt at legitimere den eksisterende, langt fra perfekte, politiske og økonomiske verdensorden?
- Eller er deltagelse den bedste – og frem for alt den mest realistiske – måde at arbejde for en bedre global verdensorden?
Blandt partnerne i syd var der accept af, at det er det sidste, der er vejen frem, men problemet er så, hvordan man samtidig kan sikre og bevare forbindelsen med aktivisterne, som protesterer på gaden?
.... men også at være realistisk
Dilemmaet synes ikke overraskende størst for partnerne i Syd. Ikke overraskende, fordi det er dem, som dagligt har konsekvenserne af både tidligere tiders og nuværende internationale handelsrelationer tæt inde på livet. Og det på trods af at den generelle holdning var, at erhvervslivet i høj grad har en rolle at spille, og at handel kan være et redskab for at nå målet. For at sikre en socialt afbalanceret udvikling lagde mødets partnere op til, at der må fastlægges globale spilleregler, som stiller krav til alle aktører inklusive de transnationale selskaber - altså en reguleret fri handel.
I praksis er det nu som at sige til en kvinde, at du elsker hende, men at du ikke vil vide af hendes barn, konstaterede en af de afrikanske deltagere. Med andre ord: Vesten vil gerne handle med Afrika, men vil nødigt anerkende og i hvert fald under ingen omstændigheder ændre ved de ulige globale handelsrelationer, som er blevet udbygget lige siden kolonitiden. De koster i dag Afrika dyrt, fordi kontinentets produktion er orienteret mod at være forsyningsdepot for de udviklede landes industri og udvikling i stedet for at sikre landenes egne befolkningers eksistens.
WTO frem for FN?
Et væsentligt argument for at vælge at deltage i systemets kanaler for indflydelse frem for at stå udenfor var, at WTO alt andet lige er den internationale ordning, som rent strukturelt rummer de bedste muligheder for udviklingslande for at blive hørt. Alle medlemmer af WTO har én stemme, og beslutninger tages ved konsensus, hvilket betyder, at der i princippet ikke er ét land eller én gruppe lande, som har mere vægt end andre. Forudsætningerne for, at dette argument giver mening, er selvfølgelig dels, at udviklingslande også reelt kan gøre sig gældende i forhandlinger – hvilket på nuværende tidspunkt kræver en betydelig forbedring af deres analyse- og forhandlingskapacitet – dels at WTOs grundlæggende målsætning er i nogenlunde overensstemmelse med målsætninger, som udviklingslande kan tilslutte sig. Altså at frihandel ikke er det altoverskyggende mål, men blot et middel til at få gang i en udvikling. Maheswor fra Nepal understregede således, at frihandel ikke skal indføres, før et land er klar til det.
Og hvad er så konklusionen?Dyb mistro, stærk idealisme og nogen optimisme! MS’ partnere i Syd går generelt ind for multilaterale aftaler, der kan regulere verdenshandelen. Men samtidig ser de med stor mistro på de rige landes vilje og motiver og dermed også med stor skepsis på WTO og andre internationale institutioner og især på de transnationale selskaber, som ud fra partnernes synspunkt ikke har andet mål end økonomisk vækst og profit, hvor det for partnerne drejer sig om fødevaresikkerhed og reduktion af fattigdom.
Det illustreres klart af de prioriteter for fortalervirksomhed og oplysning om handel og udvikling, som deltagerne kom frem til (se boksen), at internationale aftaler, de rige landes vilje og u-landenes egen vilje og evne til at udnytte mulighederne og rette dem mod reduktion af fattigdom for de mange er lige afgørende betingelser for, at handel kan blive en dynamo for en socialt afbalanceret udvikling.
Ligeså klart kom det frem, at der er behov for mere og bedre Nord-Syd dialog, så MS reelt kan repræsentere Syd-synspunkter, og så Syd-partnere kan være med til at levere "ammunitionen" gennem eksempler på virkningen af de eksisterende handelsregler for de svageste grupper i landene i Syd.