Økonomisk vold – ignoreret overgreb mod kvinder

Nyt internationalt kønsnetværk introduceres 23. og 24. februar i København

Af Eva Rasmussen

17. februar 2005

Vold mod kvinder er ikke udelukkende mord og blå mærker. Der er også et andet mere langtsomt virkende og ofte ignoreret overgreb, den økonomiske vold. Den begås både af nationale lovgivninger og internationale programmer som f.eks. den Internationale Valutafonds, IMFs, strukturtilpasningsprogrammer. Det er dokumenteret i mange seriøse undersøgelser, men de har svært ved at komme ned fra skrivebordet og ud i det virkelige liv. Det vil et nyt international kønsnetværk, som MS er med i, forsøge at gøre noget ved. Blandt andet ved at lave kønsrevisioner af offentlige politikker på landsbyplan, nationalt eller internationalt. 

”Kvinder har begrænset adgang til pengeøkonomien. Er de så heldige at have lønnet arbejde, får de langt mindre ud af det end deres mandlige kolleger i lignende job”, kommenterer Yamileth Molina, nicaraguansk jurist og nyansat koordinator for det internationale kønsnetværk. ”Forsøger de at overleve ved smålandbrug eller i den uformelle sektor, f.eks. som gadehandlere, skal de ikke regne med, at de kan få et lån i banken. Det kræver nemlig, at man har skøde på sin ejendom, og det har kvinder sjældent.” 

Den 23. februar lægger Yamileth Molina og den nicaraganske økonom Isolda Espinosa fra netværket Kvinder og Økonomi op til diskussion om køn i kampen mod fattigdom og den næste dag introducerer Isolda Espinosa redskaber til at kønsrevidere fattigdomsstrategier. Redskaber som hun har udviklet sammen med den nicaraguanske sociolog Milagros Barahona. Værter ved de to arrangementer er Kvindernes U-landsudvalg, KULU, og ALPE, Alliance for Poverty Eradication, en paraply af 11 danske organisationer, som kønsnetværket er en del af.

10 år efter

Er der stadig brug for kønsnetværk her 10 år efter, at Beijing platformen med ligestillingsaktioner inden for 12 kerneområdet blev vedtaget på den internationale kvindekonference i den kinesiske hovedstad?

”Beijing platformen er det bedste, vi har, og den skal vi holde fast i. Den er den første, der ser kønsdiskriminering som en menneskerettighedskrænkelse. Derudover – og det er vigtigt – anerkender den vores ret til at bestemme over vores egen krop”, siger Yamileth Molina. ”I Nicaragua er der sket visse fremskridt, f.eks. på sundhedsområdet, siden Beijing, men vi har langt igen, og vi er oppe mod stærke ortodokse kræfter, der ikke vil høre tale om abort og indirekte også forhindrer forbyggelsen af hiv, fordi de spænder ben for en ansvarlig sexualundervisning. Kvindeorganisationer og andre NGO skal bruge 10 året til at gøre status over, hvor langt vi nået.” FNs evaluering af, hvordan det er gået med at leve op til løfterne fra Beijing, bliver offentliggjort i marts.

De fattigste og mest forgældede lande har de seneste år lavet fattigdomsstrategier efter opskrift fra Verdensbanken og IMF. Langt de fleste af dem nævner kønspolitik som et tværgående tema i kampen mod fattigdommen. Dækker de strategier ikke nogle af Beijing plantformens indsatsområder?

”Fattigdomsstrategierne er rammet ind i en makroøkonomi, der ikke betragter kvinders behov som rettigheder. De ser på fattigdommen som et kønsløst fænomen, der forsvinder, hvis brutonationalindtægten stiger, og der skabes flere arbejdspladser”, mener Yamileth Molina, der understreger, at fattigdomsstrategierne ikke beskæfter sig med magtfordelingen mellem kønnene, eller hvordan kvinders livskvalitet kan forbedres f.eks. via bedre adgang til uddanelse, information og værdigt arbejde.

Større arbejdsbyrde

Det seneste 10-år er der skabt mange kvindearbejdspladser i Mellemamerika. Faktisk har der aldrig før været så mange kvinder med lønnet arbejde. Men, det er underbetalt arbejde i frizonevirksomhederne, hvor der ses stort på arbejderrettigheder. Samtidig har kvinderne fået mere travlt hjemme.

”IMFs og Verdensbankens strukturtilpasningsprogrammer, som skal overholdes, hvis vi skal have gældseftergivelse, billige lån og donationer, har gjort staten meget mindre. Den skal være facilitator og ikke implementator, hedder det. Den stramning har givet kvinderne mere at bestille. F.eks. betyder besparelserne, at hospitalerne sender folk hjem meget hurtigere end tidligere. Rekonvalecensperioden er kvindens problem”, siger Yamileth Molina.

Samme problemer

”Selvfølgelig har fattigdom nationale træk, men jeg tror, at der er fællesstrukturer, selv når man skal arbejde i så forskellige lande som Nicaragua, Honduras, Nepal, Ghana , Zambia og Danmark”, siger Yamileth Molina, der mener, at netværket skal tage udgangspunkt i de problemer, som kvinder i de deltagende lande allerede har identificeret. 

Netværket har tre arbejdsområder: ”Vi vil bruge hinandens erfaringer. Har ghanesiske kvinder f.eks. haft succes med et intiativ, skal vi prøve at oversætte det til Nicaragua og andre lande. Vi vil forsøge at påvirke civilsamfundet og de internationale donorer til at se kønsdifferencieret på fattigdommen, og endelig vil vi finansiere små fornyende projekter, f.eks. forskning, kønsrevision og uddannelse af offentligt ansatte og organisationsfolk.”

I de fleste lande – både i syd og nord – snakker man ikke om den økonomiske vold mod kvinder. I mellemamerika er der imidlertid en undtagelse: I Costa Rica er økonomisk vold strafbar.

Sideløbende med kønsnetværker etablerer ALPE et internationalt netværk for lokal empowerment. Yamileth Molina ser det som en udfordring at få de to netværk til at arbejde tæt sammen. Lokalnetværket koordineres fra Ghana.