Slaget står mellem sandinisterne og de liberale
Søndag den 7. november er der kommunalvalg i det største land i Mellemamerika. Valgkampen er forbi. Nu skal beslutningen tages.
|
|
I Nicaragua betyder ”V-tegnet” ikke blot Victoria, men også en opfordring til at stemme på Liste2, sandinisterne.
|
04. november 2004
Det bliver den første parlamentariske styrkeprøve midtvejs i den nuværende liberale præsident Enrique Bolaños regeringsperiode. Bolaños, som fornylig besøgte Danmark, er mest kendt for at have smidt sin – også liberale – forgænger og chef Arnoldo Alemán i fængsel for korruption. Alligevel taber Bolaños styrkeprøven både i befolkningen og i partiet.
Arnoldo Alemán er den ubetingede boss for det liberale parti, PLC. Men Alemáns problem er, at han nu sidder i fængsel, idømt 20 år for korruption, misbrug af statens goder og hvidvaskning af penge.
PLC, og dermed Alemáns tilhængere, sidder i dag på langt de fleste borgmesterposter – 94 - det er i befolkningstynde områder. Sandinisterne, derimod, sidder i de store byer som Managua, Leon, Esteli og Matagalpa. De håber optimistisk at gå fra 52 til 70-80 borgmesterposter.
Den tredje parlamentariske styrke er APRE, Alliancen for republikken, som er et finden-sammen af de få liberale parlamentsmedlemmer, som har støttet Bolaños, samt det tidligere så magtfulde Konservative Parti, som får svært ved at bevare de fem nuværende borgmestre.
En ny tendens er, at den såkaldte Resistencia, i udlandet bedre kendt som contraerne, nu ikke længere alle vegne anbefaler de liberale, men opstiller selvstændigt især i det nord-østlige område af landet.
Desuden forsøger flere nyere lister sig med navne, hvori kristendom eller liberalisme indgår.
Alle listerne lover bedre boligforhold, beskæftigelse, uddannelse, veje og bedre sociale forhold – ” især for de fattige” i dette hærgede land, det fattigste i Mellemamerika med en gennemsnitsindkomst på omkring 700 dollars om året.
I Nicaragua må kommunerne nøjes med 4% af skattekronerne, og der er ikke amts- eller provinsorganer. Alligevel spiller borgmestre en stor politisk rolle i landet.
Sandinisterne kan ikke samle et flertal af befolkningen bag sig, men deres chance er, at de borgerlige er så splittede. Interessen har naturligt samlet sig om kampen om hovedstaden. Siddende borgmestre og præsidenter kan ikke genopstille. Til hvert valg skal der findes nye kandidater. Sandinisterne stiller op med en tidligere TV-direktør, kendt som ”Nicho”, i spidsen, suppleret af en tidligere mesterbokser som viceborgmesterkandidat.
De liberale i PLC har spillet deres bedste kort, en mand som i reklamespottene optræder iført træningstøj. Som søn af Violeta Chamorro, bedstemoderen som i 1990 til alles overraskelse slog Daniel Ortega af pinden og satte en stopper for elleve års sandiniststyre, har Pedro Joaquin Chamorro en reel chance. Da Violetta Chamorro for nylig trådte frem og anbefalede at folk at stemme på hendes søn Pedro, steg han i meningsmålingerne med syv procentpoint.
Men det ser ikke ud til at være nok. I følge den sidste meningsmåling inden tænkepausen fra i onsdags til på søndag stod Nicho til 41%, Pedro Chamorro til 30%, mens APRE-kandidaten nåede 11%. Hvis PLC og APRE slår deres stemmer sammen, vil de to blokke stå ens.
På søndag den 7. november skal de heldige, som har identitetskort, stille sig i kø for at afgive deres stemme. Mange har forgæves ventet halve og hele år for at få deres idenditetskort. Og uden kort kan man ikke stemme.
Kommunevalgene på søndag vil vise tendenserne, inden det helt store slag om to år skal stå om præsidentposten, hvor Daniel Ortega atter vil stille op for sandinisterne og de liberale drømmer om at opstille Arnoldo Alemán.



