Lisbeths hverdag er fyldt med affald

Forholdsvis sent i livet valgte Lisbeth Madsen at skifte spor. Hun bor og arbejder nu i El Salvador som miljøplanlægger og har aldrig fortrudt sit valg – men savner alligevel børnebørnene mere, end hun havde regnet med.

Af Eva Rasmussen

13. september 2004

I mange år var Lisbeth Madsen lærer i den danske folkeskole. Det var meningsfuldt at arbejde med børn, mens hendes egne boede hjemme. Men da de var ved at rykke ud, skulle der ske noget nyt. Hun havde lyst til at lære noget mere, og det resulterede i en uddannelse som miljøplanlægger fra Roskilde Universitetscenter.

Lisbeth er mor til to, farmor til tre og har de seneste 18 år levet sammen John Poulsen. Hun var 46, da hun havde afsluttet sin nye uddannelse, og herefter fulgte nogle år i Køge kommune og hos et stort dansk rådgiverfirma.

I dag har hun udsigt til en perfekt formet vulkan fra sin terrasse, hvor hun også kan nyde synet af den bananklase, som hun og John har fulgt fra den først var blomst, så indkapslet frugt og til sidst på få timer sprang ud som klase. Lisbeth Madsen bor i den larmende og beskidte storby San Salvador, hovedstaden i Mellemamerikas mindste land El Salvador. Hun er udsendt af udviklingsorganisationen Mellemfolkeligt Samvirke og arbejder med drikkevand og skrald, bunker af skrald, i miljøorganisationen CESTA, Det Salvadoranske Center for Tilpasset Teknologi. 

Hendes mand, John er rejsebogsforfatter, rejseleder og togentusiast.

– John påstår, at Danmark kun kan bebos tre måneder om året, så længe det ikke er overdækket, siger Lisbeth. Engang på en rejse i Indien var de på et sted, hvor de blev enige om, at ”her skal vi hen hver vinter”.

På det tidspunkt havde ingen af dem overvejet, at det kunne være en mulighed at slå sig ned i et udviklingsland.

– Jeg fik blod på tanden, mens jeg var miljømedarbejder i Køge, fortæller Lisbeth.

– En af opgaverne var at lave et miljøprojekt sammen med en søsterby i Litauen. John og jeg har altid rejst meget, så vi begyndte at snakke om, at det måske godt kunne lade sig gøre at bo og arbejde i et udviklingsland. John mente, at hans arbejde ligeså godt kunne laves syd for ækvator som nord for.

Fik det første job

Første forsøg på at komme ud blev et job hos et stort dansk rådgiverfirma. Det var i affaldsafdelingen, der arbejdede med projekter i Litauen, Ukraine og Bulgarien. Lisbeth fandt imidlertid hurtigt ud af, at det krævede en lang anciennitet at komme ud.

– Det gik op for mig, at jeg kunne risikere at henslæbe mine sidste arbejdsår i Danmark uden nogensinde at komme til de varme lande. Jeg var 56 år, så jeg havde ikke tid til at vente på at få anciennitet nok til at blive sendt ud, siger Lisbeth, der besluttede sig til at prøve at få en udstationering gennem en udviklingsorganisation.

Hun fik det første job, hun søgte, og med en kontrakt med Mellemfolkeligt Samvirke i kufferten landede parret for otte måneder siden i et land, de ikke kendte. Det var overvældende. El Salvador er på størrelse med Jylland og har en befolkning på godt 6 millioner. – Der er ikke plads til alle de mennesker. Landet er slidt og miljøet voldsomt belastet. Regeringen gør intet for at dæmme op mod problemerne. Det er overladt til organisationer som CESTA.

Lisbeth Madsen havde ingen konkrete forventninger, da hun mødte op på sit nye arbejde. Men hun blev overrasket, da hun så sit kontor.

– Reolerne er dækket af plastic. Ikke for at beskytte papirer og bøger mod regn, som jeg i første omgang troede, men for at undgå, at alt bliver ulæseligt på grund af udstødningen af sod fra busser fra en terminal på næste gadehjørne og trafikken på nærliggende landevej. Jeg forsøger at lade være med at tænke på, hvilken farve mine lunger har fået.

Langt bedre står det til med arbejdsklimaet. Det danske ægtepar har ofte nydt den salvadoranske stillehavskyst sammen med kollegerne fra CESTA, og en hel del fælles bifture er det også blevet til. Det foregår som regel i weekenden. Arbejdsdagen er lang, og der er ikke overskud til meget andet end hjemlig hygge om aftenen.

Kommer tæt på folk

– Jobbet er spændende, overvældende og ikke altid lige velorganiseret, mener Lisbeth.

– Jeg har rejst meget, men aldrig før oplevet at komme så tæt på folk. Skal der f.eks. installeres et vandfilter, så sidder jeg ved ilden i det lerstampede køkken og får en god snak. Det var det, jeg savnede i det danske rådgiverfirma. Der var i alt for høj grad tale om store papirprojekter, oftest lavet i et miljøministerium. Når jeg så kom ud i den kommune, hvor projektet skulle føres ud i livet, så havde de ikke resurser til at gøre det. Og tit havde de mere brug for noget helt andet. De var bare ikke blevet spurgt – eller også havde de sagt ja til projektet, fordi der fulgte to nye computere med. Lisbeth Madsen synes, at CESTA har visse træk, der ligner, men trods alt er langt tættere på dem, der skal have gavn af projekterne. 

– Når vi f.eks. kommer ud til de allerfattigste med et stort EU-finansieret projekt, der handler om forbedret vandkvalitet, affaldssortering og kompostering, så er det selvfølgelig på en måde godt nok. Jeg fornemmer imidlertid ikke, at det står øverst på listen. Det gør det nogle gange svært at motivere folk. Måske synes de snarere, at deres livskvalitet ville blive forbedret, hvis de fik elektricitet, så de kunne se fjernsyn hele dagen, og hvad skal vi sige til det? Udviklingsarbejdet er ikke så rosenrødt, som jeg havde forestillet mig, konstaterer Lisbeth.

Den mellemamerikanske arbejdsrytme passer Lisbeth godt. Hun starter klokken 8. Dagens første opgave er at befri skrivebordet for det værste støv. Dernæst fejer hun, og så er hun klar til at tage avisen frem og sætte sig ned og vente på, at de andre kommer til et møde, der skulle have været indledt for længst.

– Det har jeg det godt med. Jeg nyder, at jeg aldrig behøver at stresse, siger Lisbeth, der ligesom sine kolleger i frokostpausen finder en bænk i CESTAs gårdhave for at få 10 minutter på øjet.

Eftermiddagens arbejde slutter kl. 17.30. Ofte arbejder hun imidlertid uden for San Salvador for at støtte to kommuner i deres forsøg på at indføre affaldssortering og kompostering samt gøre noget for at forbedre drikkevandskvaliteten. 

Cykelture i weekenden

– Jeg er glad for, at jeg sagde ja til det her job. Det kan aldrig blive det samme at være på ferie som at arbejde og bo i et andet land, mener Lisbeth. Alligevel er hun ret sikker på, at det ikke bliver El Salvador, der bliver ”vinterresidensen”, når hun om nogle år går på efterløn.

– Vi vælger nok et land, hvor man kan gå mere frit rundt. Volden og kriminaliteten her er ikke rar.

Lisbeth og John har dog fundet en god og tryg rute til weekendens cykelture. På et af de første forsøg faldt deres blik på to mænd, der i et lille lokale med halvt åben dør sad bøjede over store foddrevne symaskiner. Siden har John gået i skræddersyede skjorter, og Lisbeths sommerkjoler er også lavet i herreskrædderiet.

To år skal Lisbeth arbejde i El Salvador, men så længe kan hun ikke vente med en tur til Danmark.

– Mit ældste barnebarn, Ellen Katrine, vil gerne have, at jeg kommer på besøg i år. ”Ellers kan du ikke nå at se mig som syvårig”, argumenterer hun. Det betyder meget for hende. Hun savner mig meget – og jeg hende. Det er kommet lidt bag på mig.