Denne kronik har tidligere været trykt i Jyllands-Posten 22. august 2006

Nepals mange udfordringer

100 dage efter den folkelige opstand i Nepal er der endnu ingen afklaring på landets politiske fremtid og spørgsmålet er, hvor længe vinduet til at skabe de nødvendige forandringer vil stå åbent

Af Line Wolf Nielsen

22. august 2006

Nepals politiske jordskælv i april, hvor en folkelig opstand tvang den enevældige Kong Gyanendra fra magten, har åbnet for fredsforhandlinger mellem den maoistiske oprørsbevægelse og den overgangsregering, der siden 28. april har ledet landet.

Ser man på, hvilke politiske beslutninger der er truffet siden de 19 aprildage med folkelige protester, kan man enten vælge at være optimist og glæde sig over det, der er sket – eller man kan fokusere på alt det, der endnu mangler. Uanset, så har der, med forandringerne i det politiske klima og med fred og demokrati inden for rækkevidde, rejst sig en række nye spørgsmål og udfordringer for Nepals befolkning og dets politiske ledere.

Blot dage forud for demonstrationerne ville det have været svært at finde folk med fantasi nok til at forudse det pennestrøg, der med ét betød, at regeringen ikke længere var ”Hans Majestæts regering” og hæren ikke ”Royal Nepal Army”. Væk er nu alt majestætisk og kongeligt.

Der er ikke blot tale om kosmetiske ændringer. Navneforandringerne er et reelt udtryk for de fundamentale skift, som har fundet sted i både den symbolske og den reelle magt dette forår.

Nepal står med alle muligheder for en ny begyndelse. Det genetablerede parlament, hvis medlemmer blev valgt helt tilbage i 1999 og som indtil april ikke havde været forsamlet i fire år, har frataget Kong Gyanendra al politiske indflydelse, inklusiv hans kontrol over hæren.

Parlamentet har beskåret de kongelige budgetter med 70 procent og overtaget retten til at beslutte, hvem der skal være tronfølger. Førstefødte pigebørn kan nu blive regenter og indtil videre er alt sket uden offentlige protester fra Kong Gyanendra og hans familie.

Det er således gået hurtigt med at fratage den ambitiøse konge hans udemokratiske beføjelser. Til gengæld er det gået noget langsommere med fredsforhandlingerne med de maoistiske oprørere.

Maoistisk velvilje

Maoisterne har siden april holdt en pause fra den ti år lange konflikt. Der er våbenhvile frem til udgangen af oktober. Regeringen kvitterede med at løslade mere end 1500 fængslede maoister - og har også gødet jorden for forhandlingerne ved at fjerne terroristskiltet fra de maoistiske lederes navnetræk. Lederne, der tidligere opererede i det skjulte, kan nu bevæge sig frit. Maoisterne kan også bryste sig af, at deres politiske mål om at få en nyvalgt grundlovsgivende forsamling til at skrive en ny forfatning, er blevet accepteret som et punkt på regeringens program.

Første skridt på vejen mod egentlige fredsforhandlinger var den fælles aftale om spillereglerne under våbenhvilen, som parterne indgik 16. maj. Begge sider anklager dog konstant hinanden for at overtræde punkterne. Blandt andet bærer maoisternes soldater fortsat våben i fuld offentlighed. 

Næste skridt blev taget, da parterne nåede til enighed om otte fælles politiske mål – en såkaldt køreplan for fred: Blandt andet gælder det om at få skrevet en midlertidig forfatning og få oprettet en midlertidig regering, der skal inkludere maoisterne. Dernæst gælder det om at bane vejen frem mod et valg til en grundlovsgivende forsamling. 

Våben og valg

Mange spørgsmål forbliver dog uafklarede. Hvornår vil denne grundlovsgivende forsamling blive valgt – og under hvilket valgsystem? Hvordan vil forsamlingen træffe sine beslutninger og vil det være muligt for befolkningen at forstå, hvordan denne grundlovsgivende forsamling overhovedet arbejder? I et land hvor halvdelen af den voksne befolkning ikke kan læse er den slags borgeroplysning en stor udfordring.

Den danske ekspert i valgsystemer, professor Jørgen Elklit fra Århus Universitet, har været i Nepal henover sommeren. Det er hans vurdering, at der bør gå mindst 12 måneder fra man beslutter sig for et valg og til selve valgdagen afvikles. Ellers vil det ikke være muligt at have tid til nyregistrering af vælgere og oplysningskampagner, der også når ud til de fjerneste afkroge af det bjergrige – og ofte ufremkommelige – land. Helt centralt står dog spørgsmålet om, hvornår maoisterne skal nedlægge våbene. 

Både politikere og internationale aktører  – blandt andre Indien, USA og Japan - ønsker maoisterne fuldt afvæbnede, førend man vil tillade de tidligere oprørere en plads i overgangsregeringen. Parlamentet har meldt ud, at maoisterne skal nedlægge våbenene, inden de kan træde ind i regeringen. Et valg til den grundlovsgivende forsamling kan heller ikke komme på tale, før maoisternes våben er under kontrol, ellers vil det ikke blive betragtet som frit og fair. Maoisterne mener på deres side ikke, det er retfærdigt at de skal nedlægge våbnene, når militæret – deres modpart i konflikten - ikke skal. 

En anden udfordring er det store spørgsmål om monarkiets fremtid. Den 84-årige premierminister GP Koirala kom i kraftig modvind da han i slutningen af juni udtalte, at han ønskede et ceremonielt monarki kunne bestå i Nepal. Igen i august har Koirala givet udtryk for sit ønske om at der bliver ”rum” til kongen. Maoisterne afviste denne løsning på det kraftigste og flere medlemmer af Koiralas eget parti tog også afstand fra denne mulighed.

Uoverensstemmelserne på netop disse to områder; afvæbning og monarkiets fremtid, har længe betydet at fredsprocessen ikke rigtigt flyttede sig fremad. Anden uge i august fandt partner endelig en vej videre; parterne har officielt og i enighed bedt FN om at assistere med overvågningen af våbenhvilen.

Brevene kommer efter at et FN-forhandslingsteam i slutningen af juli forsøgte at skabe fælles fodslag omkring det ømme afvæbningsspørgsmål og kraftigt opfordrede parterne til at nå til enighed.

Klar til at gå på gaden igen

Den folkelige opstand var en sejr for det nepalesiske folk og en klar demonstration af, at folkets vilje er et stærkere våben end nok så mange påtvunge dekreter. Alliancen af Nepals syv største politiske partier og maoisternes parti CPNM, fik et klart folkeligt mandat til at skabe de bedst mulige rammer for fredsforhandlinger, fred og demokrati.

Tilliden til at lederne forvalter dette mandat ordentligt er ved at være tyndslidt. 

Hyppige demonstrationer i Kathmandu vidner om den udbredte mistillid til politikerne, der i manges øjne synes at være mere opsatte på selv at få magt fremfor at gøre det rigtigt for Nepal. 

Avisen Kantipur skriver i lederen den 28. juli;

”Politikerne gør klogt i at leve op til det store ansvar, som er blevet givet til dem af det nepalesiske folk. Det mandat der blev givet til politikerne efter opstanden, er til en rekonstruktion af staten og ikke til en justering af magten i landet.” 

Retfærdighed søges

Mere end 13.000 mennesker har mistet livet og ti års konflikt lægger man ikke lige bag sig i løbet af et par dage. I overgangsregeringens første hundrede dage har der været meget fokus på magtstrukturer og politisk positionering, mindre på opgøret med den voldelige fortid og på at hele sårende.

Sådanne initiativer er ellers tiltrængte. FNs kontor for menneskerettighedsmonitorering (OHCHR) har rapporteret om hvordan 49 mennesker, der alle var i hærens varetægt, forsvandt sporløst fra en militærbarak i hovedstaden for tre år siden. Ingen er set siden. Og det er blot fra én barak. 

En arbejdsgruppe er blevet nedsat til at undersøge forholdende bag Nepals mange forsvindinger og enkelte officere er tilbageholdt, men hærens øverstkommanderende sidder stadig på posten.

Også de politiske partier har genfærd fra fortiden. Nogle af de værste militære overgreb fandt sted, mens Koirala stadig havde den politiske ledelse. Maoisterne har også mange ugerninger på samvittigheden og har blandt andet måtte finde sig i at blive smidt ud fra det område i det vestlige Nepal, hvor de sidste år spængte en bus i luften – en sprængning der kostede 38 mennesker livet. 

Indtil videre er de højeste opråb om retfærdighed og ønsker om en art sandhedskomission kommet fra FNs højkommissær for menneskerettigheder, Louise Arbour.

Konfliktens rod

For Nepals 27 millioner mennesker er der tale om en enestående åbning til endeligt at få lagt låg på den maoistiske oprørsbevægelses ti år lange væbnede kamp mod myndighederne. Det er også mulighed for at gøre op med landets forstemmende ulighed, det forældede kastesystem og den lovfæstede diskriminering. 

Det er kort sagt nu, at Nepal skal udstikke rammerne for en moderne stat og Nepals udfordring bliver at sikre, at den politiske proces og det kommende forfatningsarbejde afspejler og respekterer de mange forskellige interesser og stemmer, der igennem lang tid har følt sig underrepræsenteret og undertrykt af Nepals politiske og sociale elite.

Denne unikke åbning, hvor både udviklingsorganisationer, civilsamfund og politiske aktører har mulighed for at påvirke noget så fundamentalt som en helt ny grundlov, stiller krav. Både til konfliktens parter, der skal tage sig den nødvendige tid til at diskutere, hvad det er for et samfund, man gerne vil have – og til befolkningen, der utålmodigt venter på mærkbare forbedringer i levestandarden.

Nepal har en enestående chance for at gøre op med mange problemer netop nu. Men vinduet vil ikke stå åbent for evigt. Hvis ikke man bliver enige om en fælles køreplan, så kan man frygte, at landet vil glide tilbage til uroligheder og vold

 

Udviklingsarbejder Malene Lærke fra Mellemfolkeligt Samvirke i Nepal har bidraget til denne artikel