Et retsvæsen i lommen på økonomiske magthavere
I den tredje artikel om demokratiet i Guatemala sætter Lone Hvass fokus på Guatemalas dømmende magt - et retsvæsen i lommen på økonomiske magthavere. Mens regeringen forsøger at holde internationale initiativer til at forbedre retstilstanden fra døren, prøver civilsamfundet at gøre noget - bl.a. MS' partner Accion Ciudadana.
Af Lone Hvass30. august 2004
I Guatemala kan alt fås for penge, og dommere er ingen undtagelse. Sidste år købte eks diktatoren Efraín Ríos Montt goodwill hos fire af de syv dommere, der sidder i Forfatningsdomstolen, således at han - i bedste forfatningsstridige stil - kunne stille op til præsidentvalget. Montt blev elimineret i første runde, men at han fik lov at stille op uden for lands lov og ret, fik det til at syde og boble hos mange guatemalanere og gav ekko hos ”det internationale samfund”. FNs General sekretær, Kofi Annan, opfordrede i en offentlig udtalelse vælgere til at ”stemme med deres historiske bevidsthed”.
At Ríos Montt ikke er kommet for retten, endsige dømt, for alle de mord, der blev begået mod den indianske befolkning under hans militærdiktatur i 1982-83, siger meget om retstilstanden i Guatemala. Den nationale genforening lader vente på sig, og den kommer næppe i stand uden et stort retsopgør med de ansvarlige for drabet på over 200.000 uskyldige mennesker.
Det manglende retsopgør efter borgerkrigen hviler som en tung skygge over borgernes tillid til retsvæsenet. Derudover er arbejdsklimaet for professionelle, der arbejder for retfærdighed, heller ikke nogen dans på roser. For retsantropologer, menneskerettighedsforkæmpere, progressive journalister og internationale bistandsarbejdere er dødstrusler og chikane en del af hverdagen. Det samme gælder mange af de ansatte i retsvæsenet.
Vil selv, eller rettere sagt, vil ikke!
Den siddende regering, ledet af den liberale Oscar Berger, tøver - tilsyneladende i en uendelighed - med at ratificere etableringen af et Kontor for Højkommissæren for Menneskerettigheder i Guatemala. Samtidig har en FN-ledet Undersøgelseskommission (CICIACS) været i støbeskeen i over et år nu uden at blive til noget konkret. Denne kommission vil, hvis den nogensinde ser dagens lys, have til opgave at efterforske og afmontere kriminelle netværk.
Men den udefrakommende hjælp til at gøre en retsstat ud af Guatemala bliver holdt ti skridt fra livet. Der er daglige læserbreve i aviserne, som taler imod FNs indblanding i, hvad man betegner som interne anliggender.
Retssikkerheden i Guatemala er minimal. Retsvæsenet er langsomt, korrupt og under-finansieret. Politiet er underuddannet, underbetalt og deltager ofte i kidnapninger. Fængslerne, som er sprængfyldte selv efter lokale kapacitetsberegninger, fungerer som kriminelle tænketanke og er oftest styret af fangerne selv.
Selvtægt, herunder lynchninger, er udbredt især på landet. I byerne er hele kvarterer styret af gadebander (maras), der ligefrem opkræver ”skat” af buschaufførerne. Voldelig kriminalitet er en integreret del af hverdagen og næsten altid forsidestof, også i de mere seriøse aviser. Økonomisk kriminalitet er ligeså udbredt, og desværre også en velintegreret del af selve retsmaskineriet i form af korruption. Hertil kommer, at valg og udnævnelse af dommere til de højeste retsinstanser såsom Højesteret og Forfatningsdomstolen er stærkt politiserede.
Retfærdig rettergang, en international menneskeret
Retssikkerhed er en borgerlig og politisk rettighed, som staten skylder sine borgere. I Guatemala sidder statens vilje dog i lommen på de økonomiske magthavere, hvorved legitimiteten hos den dømmende magt begrænser sig til en blankpoleret overflade. Efterforskning og opklaring af forbrydelser lader meget tilbage at ønske – se første artikel i denne serie – og adgang til kvalificeret retshjælp er forbeholdt de få, idet den offentlige retshjælp endnu er i sin vorden.
Særligt udsatte for justitsmord er fattige, prostituerede, gadebørn og vagabonder. Samtidig er medlemmer af gadebander, der qua deres illegale aktiviteter tiltrækker sig politiets opmærksomhed, også udsat for urimelig retsforfølgelse, idet de ofte bliver arresteret på baggrund af mistanke, der udelukkende udspringer af deres fysiske fremtræden, d.v.s. tatoveringer. Man taler ligefrem om at begrænse bandernes forsamlingsfrihed.
Antallet og bestialiteten af forbrydelser, der bliver begået i Guatemala, samt den lave opklaringsprocent er en udfordring, som staten må tage alvorlig. Det er samtidig en international udfordring, eftersom mange af de kriminelle netværk, der opererer i landet, er internationale. I takt med at internationale konventioner gør international retsforfølgelse til en faktisk mulighed, skulle der være større chancer for at komme den voldelige kriminalitet til livs. Hvorvidt disse nye muligheder tages i brug, afhænger naturligvis af den forhåndenværende politiske vilje, som det altså kniber noget med hos Berger-regeringen. Af samme grund bliver det internationale pres for at rydde op og ud i de facto magthavere endnu mere vigtigt.
Nationale tiltag
Mens regeringen gør sit til at holde ”det internationale samfund” fra døren, gør nationale NGOer deres for at tage livtag med den sørgelige retstilstand i landet.
IMASP, en sammenslutning af mødre, der er bange for, at deres børn skal blive kidnappet, er gået i dialog med Det Nationale Politi for at styrke deres træning inden for menneskerettigheder. CJUPREDEH, en ungdomsorganisation, har lanceret et initiativ for at rehabilitere eks-medlemmer af gadebander. Fundación Myrna Mack forbereder sagsanlæg ved internationale domstole vedrørende militære forbrydelser begået både under og efter den væbnede konflikt. Accion Ciudadana, en MS-partner i Guatemala, udfører et treårigt projekt, som går ud på at styrke gennemsigtigheden i retsmaskineriets institutionelle strukturer for derigennem at bidrage til udryddelsen af korruption hos den dømmende magt.