Aids fokus sommer 2004

Den rejsende Aids-rådgiver i Mellemamerika

MS' Aids-rådgiver Kirsten Madsen rejser rundt til en række af MS’ programsamarbejdslande i Syd. Hun har besøgt i Østafrika, er lige nu i Mellemamerika og skal derefter til Mozambique.

Af Lone Hvass

03. august 2004

MS' Aids-rådgiver Kirsten Madsen besøger i øjeblikket MS-programmer i Syd. Vi spurgte om hendes indtryk af arbejdet med Hiv/Aids i Mellemamerika.

Hvorfra kommer din interesse for Hiv/Aids?

Jeg begyndte at interessere mig for Hiv/Aids midt i firserne, bl.a. fordi nogle af mine homoseksuelle venner var Hiv-smittede. I 1986 fik jeg en stilling paa Aids-linjen i Danmark, og siden da har jeg faktisk arbejdet med Aids-problematikken som rådgiver og underviser. 

Hvor står Danmark i forhold til Hiv/Aids-bekæmpelse?

I forhold til andre europæiske lande vil jeg give Danmark en fin placering. Danmark er et meget åbent samfund, og det gælder også, når vi taler om Aids. Regeringen var meget hurtigt med på, at der skulle kommunikeres åbent og direkte om epidemien, og der blev meget hurtigt etableret programmer med uddeling af gratis kanyler for at begrænse smitterisikoen blandt narkomaner. I de første år blev Aids kaldt bøssepest, men meget har flyttet sig i danskernes bevidsthed siden dengang. Hvis vi kigger på sundhedsområdet, kan man sige, at Hiv og Aids i et vist omfang har virket som en løftestang til at forbedre kommunikationen mellem hospital, læger og patienter. 

Hvad mener du om de store Aids-konferencer?

Mange er skeptiske overfor store konferencer, de er dyre, og der bliver ofte talt forbi hinanden, særligt imellem forskere og aktivister. Ikke desto mindre har de været – og er fortsat - en platform, hvor folk mødes og udveksler erfaringer og strategier i forbindelse med Hiv-forebyggelse etc. At én af dem blev holdt i Durban, Sydafrika, så at sige midt i problemet, var et godt valg. Aids-konferencerne giver masse af presseomtale og er med til at sætte epidemien på den politiske dagsorden.

Hvor godt rykker FN i forhold til Aids-epidemien?

FN var faktisk hurtigt på banen med et globalt Aids-program allerede i 1986. Man var fra starten klart over, at der var tale om et globalt problem, som derfor også krævede en global indsats. FN er selv en stor og tung størrelse, men UNAIDS, som er deres samlede Aids-koordinering, er faktisk ret brugervenlig, om jeg så må sige. De laver nogle velfunderede programmer og rapporter, og på en eller anden måde tiltrækker de ogsaa ildsjæle, som vier deres liv til kampen mod Aids. Et godt eksempel er chefen for UNAIDS, Peter Piot. 

Hvad er dit indtryk af Aids i Mellemamerika?

Det er svært at have et overblik over lige nu. I Guatemala siger statistikken, at omkring 1 pct. af befolkningen er Hiv-smittede, men man regner med, at der er en del under-registrering. De karakteristika, man kan sammenligne mellem forskellige lande, er forhold som migration, krig, kvinders generelle situation, menneskerettighedssituationen og fattigdomsniveauet generelt. I Mellemamerika er der f.eks. stor arbejdsmigration, mænd er længe væk fra deres koner og kærester, og det har vist sig i praksis at være en risiko-faktor, også i andre regioner af verden. 

Naar vi snakker om unge mennesker, mener jeg dog, at man kan lave en meget mere direkte sammenligning. At være ung er en helt speciel tilstand, uanset hvor man kigger hen i verden. Om man er i et land med 30 pct. Hiv-smittede eller 1 pct. smittede, er der en tendens til, at unge føler sig unge, stærke, udødelige. Smukt, men farligt. Og det er dem, vi skal have fat i, da det er blandt 15-24 årige, at epidemien vokser hurtigst. Ung-til-ung uddannelsesprogrammer er et godt udgangspunkt, men ofte er de ”dårligt klædt paa” til at løfte opgaven. 

Et par generelle kommentarer om kampagner?

”Adfærdsforandrende kommunikation” har været et fadervor i forebyggelses-kampagner i mange år, men det er forbandet svært at forandre folks opførsel igennem store kampagner, da opførsel er så individuel. Kampagner kan være nok så professionelle ud fra et æstetisk synspunkt, men i praksis tror jeg ikke, at de flytter så meget, og tit når de heller ikke ud over middelklasse-grupper. Unge tager snarere deres ”cue” fra kammerater, og derfor er det vigtigt at komme i direkte dialog med dem og kvalificere deres videns- og reflektionsniveau. Man må helt tæt på for at snakke adfærdsændringer på et mere personligt plan.