Feltrationer, køkultur og uheldige tommeltotter
Deltagerne i ’På sporet af danskheden’ er vilde med Madonna og forundrede over danskernes tålmodige køkultur. Efter en dag i trøjen er konklusionen: Soldaterlivet i Danmark er en fest. Til gengæld er vejret trist, når man skal vente længe på lift.
Af Marie Louise Gørvild26. august 2006
|
|
Annabel fra Honduras og Sammy fra Kenya 'På sporet af danskheden.'
|
Jyllandsteamet:
Styr på Madonna.
For vores Jyllandshold - som for så mange andre danskere - var fredag dagen derpå efter Madonna koncerten. Holdet blev nemlig tilbudt gratis entre til gengæld for at give en hånd med som parkeringsvagter. Hermed var vejen banet for en koncertoplevelse af de helt store. Og modsat de noget kølige anmeldelser i pressen, tog Jyllandsteamet popstjerne til sig. De var mildest talt overvældede over det store arrangement i Horsens.
For nogle af deltagerne var det første gang, de var til stor koncert, og, som Annabell sagde, var det muligvis også ’once in a lifetime’, for Honduras er ikke lige på listen over popstjernens foretrukne spillesteder.
Det var imidlertid ikke kun verdensstjernens store show, der imponerede kenyanske Sammy og mexicanske Erica, også de danske koncertgængere vakte stor forundring.
”De står jo pænt i kø og venter til det bliver deres tur. Et arrangement med 85.000 mennesker ville med garanti ende i kaos og slagsmål, hvor jeg kommer fra”, fortalte Sammy med store øjne.
Efter koncerten fik det glade hold et lift retur til Herning med spillestedet Fermaten, der undervejs også fik skaffet overnatning og morgenmad til alle mand.
Så bliver det vidst ikke meget bedre!
Og så i trøjen…
Selvom det blev sen nattetime torsdag inden holdet nåede Herning, var der ingen kære mor fredag morgen. Der var derimod et tv-hold fra Søndags Magasinet, der kl. 9 lod kameraet snurre og udspurgte de udmattede rejsende om deres oplevelser.
Og oplevelser kom der flere af i løbet af dagen. Jyllandsholdet sagde nemlig ’ja tak’ til en invitation fra Holstebro Kaserne om en dag i trøjen. Dette arrangement bød på skydeøvelser og en tur i den simulator, soldaterne træner kampøvelser i. Dette hårdkogte program imponerede dog ikke vores internationale gæster. Efter en snak med de menige på kasernen, lød konklusionen, at soldaterlivet i Danmark trods alt er en fest i sammenligning med livet i trøjen andre steder.
”De får løn og har aldrig været i krig. Jeg tror der er mange, der gerne ville bytte”, lød kommentaren fra Erica, inden hun og de andre blev samlet op af en venlig bilist, der kørte dem videre til byfest i Fjaltring.
Fyn/Sjællandsteamet:
Åbne døre i Vollsmose.
Fyn/Sjællandsteamet fik torsdag prøvet kræfter med et særligt dansk fænomen: Det danske gråvejr. Holdet skulle fra Svendborg til Odense og trods den lokale radiostations talrige opfordringer til morgenbilisterne om at tage deltagerne med, måtte de bruge en del tid i gråvejret, inden der var bid. Odense blev dog nået og her mødtes hele holdet kl. 14 i Kongens Have til en snak om danskheden med de odenseanere, der kom forbi.
Abdallah fra Jordan bemærkede hurtigt, at flere indvandrere driver kiosker og grønthandlere rundt omkring i bybilledet. Derfor gik han ud for at få en snak om livet som indvandrer i Danmark. Efter forskellige besøg rundt omkring i byen, endte han i Vollsmose. Her blev han straks budt indenfor af herboende landsmænd, der satte ham ind i livet i Vollsmose.
”Jeg følte mig utrolig velkommen og straks hjemme”, fortalte Abdallah om den åbenhed han mødte i Odenses forstad.
Resten af holdet måtte derimod ud og stemme dørklokker, inden de fik logi for natten.
”Det er jo det her, der er meningen med turen, at vi skal stemme dørklokker og møde folk i deres hjem”, fortalte Marie fra Mellemfolkeligt Samvirke, der rejser rundt med de internationale gæster.
”Som aftenen skred frem, var vi dog lidt spændte på om alle ville få logi inden sengetid, men det lykkedes”.
’Jeg går på vejen mod Korsør og jeg har tomlen i vejret..’
Fredag gik turen over broen til Sjælland – nærmere bestemt mod Korsør. Igen oplevede holdet lange timer med tomlen i vejret. Og det er en ringe trøst, at en dansk musiker har skrevet en sang til lejligheden, når man er træt og helst vil nå Korsør hurtigst muligt.
Holdet nåede dog Korsør, hvor de blev hentet af Skælskør Gartneri. Herefter stod dagen i de grønne fingres tegn, inden holdet vendte næsen mod Ringsted. Her har et økologisk kollektiv nemlig budt dem inden døre.
Det vejrbidte Fyn/Sjællandshold kan altså se frem til en aften med kost og logi på den bæredygtige måde.
Grovskitse af Jyllands-turen:
22/08 Århus
23/08 Silkeborg
24/08 Holstebro
25/08 Fjaltring
26/08 Esbjerg
27/08 Ribe
28/08 Haderslev
29/08 Kolding
30/08 København
31/08 København
Grovskitse af Fyn/Sjællandsturen:
22/08 Århus
23/08 Fyn
24/08 Odense
25/08 Fyn / sydlige Sjælland
26/08 Sjælland
27/08 Roskilde
28/08 Herlev
29/08 Nordsjælland
30/08 København
31/08 København





