Fanget i en ond cirkel

Omkring 1000 salvadoranske familier risikerer at blive sat på gaden på grund af andres gæld. MS' partner, den regionale udviklingsorganisation COMUS, er nu gået ind med støtte til familierne.

Langs fire parallelle jordveje ligger det ene cylinderformede hus efter det andet i en monotoni, der brydes af interimistiske boliger bygget af forhåndenværende materialer som f.eks. plastik. Landsbyen Río Roldan ligner ikke andre salvadoranske småbyer. Først og fremmest fordi de 68 familier, der bor i de faldefærdige huse, risikerer at blive sat på gaden på grund af andres gæld.

”Vi er fanget i en ond cirkel”, konstaterer formanden for landsbyrådet Maximiliano Villegas. ”Alle huse blev helt eller delvist ødelagte under et kraftigt jordskælv i 2001. Omkring 30 organisationer tilbød at hjælpe. Lige indtil de fik at vide, at Río Roldans indbyggere ikke har skøde på jorden.” Så trak alle sig, undtagen en nordamerikansk organisation, der opførte de så godt som jordskælvssikre cylinderhuse. De er imidlertid lavet af spånplader, og fire af dem er allerede faldet sammen, fordi regnen får spånpladerne til at smuldre. Mange af de andre kommer næppe gennem denne regntid.

Det eneste, der er tilbage af cylinderhuset er fundamentet. I dag bor familien bag plasticvægge.

Hullede huse i mærkelige faconer er det synlige resultat af det grundlæggende problem: Jorden, som husene ligger på, ejes af ISTA, Statens Institut til Fornyelse af Landbruget. Det er en indviklet historie. Derfor har landbyrådet bedt om støtte hos MS' partner, den regionale udviklingsorganisation COMUS.

”Det hele begyndte med landbrugsreformen i 1980”, fortæller Chico Peñas fra COMUS. Alle landejendomme over en vis størrelse skulle afstå den overskydende jord til jordløse landarbejdere, der gik sammen i kooperativer. Jorden var ikke en foræring. Staten betalte godsejerne, og kooperativerne skulle over en årrække betale staten. Men Usulutan, hvor Río Roldan ligger, var kampzone under 80ernes borgerkrig, så de nye kooperativer fik ikke så meget arbejdsro, at de kunne tjene til afbetalingen. Ved fredsslutningen var de totalt forgældede. Fredsaftalen kom dem imidlertid til hjælp. For at få gang i fødevareproduktionen besluttedes det, at kooperativerne ville få eftergivet 85 procent af deres gæld. De kørte imidlertid så dårligt, at de heller ikke kunne betale de sidste 15 procent. ISTA pressede på. Havde kooperativerne ikke penge, måtte de betale med jord. Det blev løsningen i Usulutan, og den jord, som kooperativerne betalte med, var den jord, som daglejerfamiliernes huse ligger på. Blandt omkring 1000 andre dem, der bor i landsbyen Río Roldan. 

Trusler

”ISTA tilbød os jorden til en pris, der ligger langt over det, den er værd”, fortæller Maximiliano Villegas. ”Men selv hvis vi havde fået den til normalpris, ville vi ikke have været i stand til at betale. Ingen her har fast arbejde. Engang imellem er der et par ugers arbejde i kooperativet. Det er alt.”

Selv tjener han til overlevelsen ved at sælge is. Det giver godt 12 dollar om ugen. Så der er ingen penge at betale af med.

I første omgang forlangte ISTA, at pengene skulle betales over seks måneder. ”De kom herud med højttalere og råbte ud over byen, at vi ville blive sat ud, hvis vi ikke betalte. Nu har de imidlertid lovet, at det ikke vil ske, mens vi forhandler. Men hvem ved? Måske er der en ny sagsbehandler i morgen, og han har måske en anden mening. Det er et pres”, konstaterer Maximiliano Villegas.

Direktøren for ISTA i Usulutan departementet, William Cruz, er træt af beskyldningerne om, at folk bliver sat på gaden: ”Vi har lovet, at ingen bliver smidt ud, og det løfte holder vi”, understreger han.

Mange af indbyggerne i Río Roldan kom dertil efter krigens slutning. De blev sat ud fra det område, hvor de i årevis havde boet og dyrket jorden. Den jord havde de nemlig heller ikke skøde på, og den skulle nu gives til de soldater, der måtte forlade hæren i forbindelse med fredsslutningen. Der var udsigt til arbejde i kooperativet. Derfor valgte de fortrængte at slå sig ned i Río Roldan. 

De faldefærdige huse er tætbefolkede. Familierne i Río Roldan er store.

Uenighed

Landsbyrådet forsøger nu sammen med COMUS at få overbevist ISTA om, at Río Roldan skal have den samme rabat på gælden, som kooperativet fik. ”Speciallov til fremme af afviklingen af landbrugsgæld”, som fastsætter rabatten, udløber imidlertid i 2005, så der skal arbejdes hurtigt. Udover kooperativer omfatter loven også landbyorganisationer, så den del er der ingen problemer med. Men er jorden også omfattet af loven? Det er stridspunktet. Landsbyrådet mener, at al jord, der ejes af staten, er omfattet, mens ISTA siger, at der kun kan gives rabat på den samme jord en gang, og den rabat har kooperativet allerede fået. 

William Cruz er ikke i tvivl om fortolkningen: ”Det er rigtigt, at vi skal give en gældsrabat på 85 procent, når ISTA har købt jorden. I tilfældet Río Roldan har vi imidlertid ikke købt jorden, men fået den som betaling for den restgæld, som kooperativet ikke var i stand til at afdrage. Men, vi har en anden mulighed for at hjælpe. Fattigdommen i Río Roldan er ekstrem. Derfor kan vi give en individuel reduktion, baseret på en undersøgelse af hver enkelt families økonomiske situation. Den undersøgelse er vi godt i gang med.”

”Ved første øjekast ser det godt ud”, mener Maximiliano Villegas, ”men ved nærmere eftersyn kan vi ikke bruge undersøgelsen til noget. Selv er jeg takseret til at kunne betale 10 procent af gælden. Problemet er, at de skriver, at mit lillebitte stykke jord er fire gang større, end det er. Undersøgelsen er fyldt med den slags fejl. ISTA forsøger at snyde os ved at trække tiden ud.”

”COMUS har gjort os opmærksom på fejlene, og de er alle blevet rettede. Derudover har vi kontrolleret, at alle opmålinger er i overensstemmelse med matriklen. Vi tager en af dagene ud til Río Roldan med den nye version af undersøgelsen. Alle får mulighed for at kontrollere, om oplysningerne er korrekte. Når undersøgelsen er færdig, får vi papirerne klar på rekordtid, så folk kan søge hjælp til at forbedre deres boligsituation.

Chico Peñas frygter, at ISTA bevidst trækker tiden ud, så problemerne ikke kan nå at blive løst, inden loven ophører. ”I ISTAs udspil får de 68 familier i Río Roldan en gennemsnitligt gældsnedsættelse på knap 60 procent, mens alle ville få en nedsættelse på 85, hvis jorden blev betragtet som ”købt” af den statslige institution. ”Det er klart, at ISTA kæmper imod. Har vi ret i vores fortolkning, skal alle de 1000 familier, der er ramt af problemet, have en rabat på 85 procent, kommenterer Chico Peñas.

For at få afklaret de næste skridt arrangerer COMUS og landsbyrådene et seminar, hvor ”Speciallov til fremme af afviklingen af landbrugsgæld” bliver endevendt.