Landarbejderne tilbage ved vejkanterne
For fjerde år i træk marcherer vrede kaffearbejdere i Nicaragua for at gøre opmærksom på deres desperate situation
|
25. maj 2004
Tusindvis af landarbejdere ved vejkanterne. Sorte plastiksække spændt op over træpæle. Nogle sover på et stykke pap, andre på den bare jord. Mad er der lidt af, myg er der masser af. Det er varmt om dagen, koldt om natten.
Sådan så vejkanterne ud i det nordlige Nicaragua i 2001. I 2002. I 2003. Og nu, i 2004, for fjerde år i træk. I år har kaffearbejderne været på vejene i fem uger og fra tid til anden blokeret Den Panamerikanske Hovedvej, Nicaraguas vigtigste transportled.
Nu befinder de sig Las Tunas, en lille landsby ved Den Panamerikanske Hovedvej, ca. 100 km nord for hovedstaden Managua. Kaffearbejderne manifesterer deres krav om jordlodder til 3.000 familier, legalisering af jord, lån til en lille hytte og et lokum, hvilket regeringen har lovet dem. Og ikke overholder.
Las Tunas er blevet kendt for netop dette: For at lægge plads til kaffearbejdernes protestdemonstrationer og for underskrift af aftaler – som ikke holder: I aftalen af 2002, i aftalen af 2003.
Den 24. maj holdt der 90 busser klar til at transportere demonstranterne hjem, men busserne blev ikke sendt af sted. Kaffearbejderne, anført af deres fagforening ATC og deres økonomiske organisation UNAPA siger, at der ikke skal flere tal bag på aftalerne.
Aftalen af Las Tunas II, fra august sidste år, skal opfyldes. Nu må det briste eller bære.
|
Regeringen opfyldte nemlig ikke sidste år som lovet aftalerne, som de selv havde underskrevet.
Efter en uges aktioner, vejblokader og forhandlinger døgnet rundt, hvor ærkebiskoppen fra provinshovedstaden Matagalpa, iført cowboybukser under bispekjolen, sad med, og hvor viceministeren medbragte en særlig hotline telefon til præsidenten, lykkedes det at indgå aftalen fra ”Las Tunas II” i landsbyens lille skole.
Tydeligt bevæget kastede viceministeren sig kl. halv seks om morgenen ud i en følelsesladet tale til folket, endnu før blækket var tørt på papiret:
- Her står vi foran jer, så I kan se vores ansigter, det er os, der er ansvarlige for opfyldelsen af den aftale, som vi netop har indgået.
Af lutter glæde begyndte de trætte og sultne landarbejdere at råbe:
"Leve Sandino!" Og for en kort stund var alle glade og forenede og viceministeren en ven af folket.
Men det blev til et kort venskab; mere præcist kun 45 dage langt. Regeringen skulle nemlig have opfyldt aftalerne indenfor det tidsrum.
Forhandling for lukkede døre
Så kom kaffehøsten, hvilket udskød sulten med nogle måneder. De sidste bønner var plukket i marts i år. Atter stod titusindvis af landarbejdere uden udsigt til overlevelsesgrundlag i otte måneder. Indtil den næste kaffehøst.
De desperate landarbejdere begyndte igen at blokere veje hist og her, og efter en måned besluttede de sig for i en samlet flok på næsten 5000 personer – herunder ældre, kvinder og børn - at marchere sydpå mod hovedstaden Managua.
Med store gryder over hovedet, brænde på skulderen og barnet ved hånden satte de i første omgang kursen mod provinshovedstaden Matagalpa. Den kilometerlange procession slangede sig igennem byen. Mange bar på sammenflikkede trækors.
De slog lejr udenfor Matagalpa. Regeringen ville gerne forhandle, men for lukkede døre og langt fra de højtråbende demonstranter.
Man forhandlede i en uge. Man forhandlede i to uger.
Der var brug for ca. 4000 hektar mark til 3.000 familier. Regeringen medbragte en kuvert, men var ikke meget for at lukke den op. Da den blev åbnet, indeholdt den et tilbud om 12 hektar jord. Næste dag var der tilbud om et jordlod på 15 hektar.
Kommissioner blev nedsat, og med egne øjne tog de jordlodderne i åsyn. Det viste sig, at mange lodder fortsat var beboet af krakkede landmænd. Anden jord var udlagt som naturreservat, mens atter andre grunde var beboet af tidligere kontraer, repræsentanter for modstandsbevægelsen under sandinistrevolutionen
Der var nu gået fire uger efter, at kaffebønderne havde slået lejr uden for Matagalpa. Pligterne var blevet til rutine. Folk var inddelt i grupper hver med deres leder. De samledes hver morgen kl. 5 og hver eftermiddag kl. 5 til peptalk og for at tage beslutning om, hvad der skulle ske. Maden var sparsom. Indimellem sendte nogle af de store kaffeplantageejere lastbiler med bananer eller majs til lejren. Borgmesteren fra Matagalpa sendte tre gange om dagen vandvogne. Og man kunne få tiden til at gå med at samle brænde eller snakke sammen. De heldige, som endnu havde batterier, kunne lytte til radio, og de ihærdige kunne spadsere ned til floden 3 km væk for at vaske sig.
Den 14. maj 2004 blev besluttede arbejderne at bryde lejren op og marchere videre mod Managua.
Der skal mange Las Tunas til
Den 16. maj nåede de til Las Tunas, og der kom mere skub i forhandlingerne. Nu skulle man hele dagsordenen igennem. Ikke flere snyderier. Ikke noget med at opløse aktionen, før alle krav var opfyldte: Jordlodder til de 3.000 familier, legalisering af jorden, lån til huse.
Kaffearbejderne har lært at holde sammen, og de vil de også gøre fremover. De vil oprette kooperativer og dyrke jord i fællesskab.
De første to Tunas-konflikter varede fem dage. Den nuværende konflikt har varet fem uger, og der ligger ikke umiddelbart en løsning forude.
Kaffearbejderne står uden jord og arbejde. Men de er ikke de eneste fattige: 80 pct. af befolkningen lever af under to dollars om dagen. Sundhedsvæsenet er til 60 pct. privatiseret. Hvis ikke den fattige nicaraguaner kan betale for sit lægebesøg eller sin medicin, dør denne. Omkring 40 pct. af folk fra landet kan ikke læse og skrive. Tidligere forgiftede banan- og sukkerplantagearbejdere dør, mens de venter på en kompensation, som måske aldrig kommer. De rigeste 10 pct. besidder 80 pct. af landets rigdomme.
Der skal mange aftaler i Las Tunas til for at løse krisen i Nicaragua.
