Las Tunas – et begreb i nicaraguansk politik

Las Tunas - navngivet efter den lille by, hvor der blev forhandlet i år 2002 - er blevet et begreb i nicaraguansk politik. Nemlig et symbol på de vrede kaffearbejderes protest mod deres desperate situation.

Det vakte international opmærksomhed, da en beslutsom gruppe arbejdsløse kaffearbejdere i september 2002 lykkedes få en aftale i stand med den liberale regering om sikring af midlertidige jobs til flere tusinde, og så børnene i den nordlige provins Matagalpa kunne få et dagligt måltid mad. 

Det skete i Las Tunas, den lille landsby ca. 100 km fra hovedstaden Managua. Aftalen kom til at blive omtalt som ”Aftalen i Las Tunas” og den er efterfølgende blevet et koncept i nicaraguansk politik. 

Da kaffekrisen for alvor satte ind for omkring fem år siden, blev titusindvis af landarbejdere sendt på gaden. De internationale kaffepriser raslede ned, der var overproduktion på markedet, syv banker krakkede i Nicaragua, mange kaffeplantageejere kunne ikke betale deres gæld, lønningerne blev ikke udbetalt, vedligeholdelsen af kaffeplantagerne var utilstrækkelig.

Landarbejderne krævede et lille stykke job, hvor de i det mindste kunne dyrke majs og bønner. Når der ikke er arbejde på de store kaffefarme, når der ikke er arbejde i frizonerne, når man ikke kan søge til byerne efter arbejde, når man ikke tager til andre lande i søgen efter arbejde, så giver det en minimal sikkerhed at vide, at man kan få sin daglige ”Gallo pinto”, bønner og ris.

Fra Tunas I til Tunas II

I juni 2002 var situationen desperat for mange plantageejere. Efter bankkrakkene var deres fædrene jord blevet overtaget af Nationalbanken, som truede med at sælge jorden til højestbydende. En spontan reaktion var under optræk. 

MS-partneren UNAG-Matagalpa gik ind i kampen og organiserede en stor demonstrationen med selvstændige landmænd ved Sébaco, det centrale trafikknudepunkt mellem nord og syd. Trafikken blev stoppet, og den liberale regering satte sine anti-oprørspolitistyrker ind med tåregas. Mange blev arresterede efter voldsomme knubs. 

- Vi er ikke vagabonder, men kaffeproducenter, som vil arbejde! råbte demonstranterne forgæves, inden de blev smidt i arrest.

Fire måneder senere, i september 2002 slog de jordløse landarbejdere til. De havde støttet de selvstændige landsmænds aktioner, men syntes at deres egne krav om, at arbejde og jord skulle gøres til det centrale tema. 

De mange spredte vejblokeringer blev samlet i én stor aktion, 8 km syd for Sébaco ved den lille landsby Las Tunas. Den første dag samlede omkring 4.000 landarbejdere, kvinder, børn og ældre sig langs hovedlandevejen. Den anden dag blev trafikken stoppet i korte perioder. Den tredje dag blev trafikken stoppet fra morgenstunden, bilkøen voksede og voksede, al godstransport igennem Mellemamerika stod stille. Den fjerde dag dukkede repræsentanter fra regeringen op for at forhandle. Der blev forhandlet dag og nat, og den sjette morgen blev der underskrevet en aftale mellem regeringen på den ene side og repræsentanter fra landarbejdernes fagforening, ATC, Producenternes organisation, UNAG, og lokale borgmestre på den anden.

Men aftalen blev ikke opfyldt af regeringen.

Spredte vejblokeringer dukkede op igen i løbet af 2003. Pressemøder blev afholdt, parlamentet blev besøgt, artikler blev skrevet, men lige lidt hjalp det. Præsident Bolaños ankom i helikopter og blev mødt af demonstrerende, arbejdsløse landarbejdere. Bolaños er kendt for bedst at kunne lide at tale til inviterede kredse. Politiet skød med tåregas mod landarbejderne, og menneskerettighedsorganisationer blandede sig i sagen.

Episoden udløste kampen, som skulle gå over i historien som "Las Tunas II".