Internationalt demokrati
Eksistensen af en verdensorden hvor staterne, uanset deres kulturelle, etniske og religiøse sammensætning, går stærkt ind for accepten af almengyldige værdier og principper om at fremme demokrati og social retfærdighed, ville være det ultimative fremskridt i menneskehedens historie.
Realiteten viser dog, at på trods af at 2/3 af verdens befolkning formelt lever i lande med demokrati som styreform, stræbes der i de færreste af disse stater efter at føre disse grundlæggende menneskelige værdier ud i livet.
Ovennævnte problematik gør det nødvendigt, at betragte etableringen af en styreform, hvor hele verdens befolkning er tildelt retten til at vælge deres ledere gennem frie valg for en bestemt periode, som kun det første led i udviklingen af et demokrati som reelt bygger på menneskers deltagelse.
Tilmed kan blot fremme af en bredere opfattelse af demokrati sikre grundlag for reel indflydelse for almindelige mennesker når det gælder varetagelse af deres fundamentale rettigheder. Det vil sige et demokrati der bygger på princippet om, at alle borgere skal have lige muligheder for at kunne leve et værdigt liv.
MS betragter denne demokratiopfattelse for at være essentiel i forhold til at forbedre mulighederne for internationalt og interkulturelt samarbejde i bekæmpelsen af global uretfærdighed overfor verdens fattige og marginaliserede.
Spørgsmålet om nødvendigheden af at fremme en stærkere deltagelse af det internationale civilsamfund i den globale udvikling, er især fundamentalt i lyset af det store spektrum af både gode muligheder og alvorlige problemer, som den igangværende globaliseringsproces konfronterer almindelige mennesker med.
Idet globalisering breder sig med forskellig hastighed på forskellige områder, har denne proces i mange tilfælde ført til en yderligere svækkelse af mulighederne for økonomisk og socialt fremskridt for en række allerede ressourcesvage udviklingslande.
I lyset af den hindring som den nuværende udvikling udgør for udbredelsen af reelt og inkluderende demokrati, er skabelsen af en form for samarbejde hvor medindflydelse og information på alle planer i de internationale forhandlinger sikres, almindelige menneskers bedste bud for at opveje de negative konsekvenser som globalisering kan udgøre for en stabil og fredelig sameksistens.
Fremme af et aktivt internationalt samfund baseret på en kultur af gennemskuelighed og åbenhed, er således et påtrængende behov for at sikre accept og legitimitet ved de beslutninger der må tages for at løse de fælles opgaver og problemer som nationerne står over for.
MS’ fornyede fokus på demokrati som middel til at forbedre menneskers livskvalitet og deres mulighed for medindflydelse på de beslutninger der både lokalt og globalt påvirker deres dagligdag, er organisationens centrale strategi til fremme af en fredelig og mere retfærdig verdensorden.



