Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter

Workcamp i Jordan

Kunne du tænke dig at lære Mellemøsten bedre at kende? Har du lyst til at gå i dialog med unge, som har en anderledes kultur og dagligdag end din, men hvis drømme og forventninger ligner dine? Så tag med på workcamp i Jordan.

26. juli 2005

Som led i Udenrigsministeriets Arabiske Initiativ opretter Mellemfolkeligt Samvirke et ungdoms-dialogcenter i Jordan. I den forbindelse bliver der afholdt en workcamp for danske og jordanske unge i Amman, Jordans hovedstad. 
Petra er en by hugget ind i klipperne for mere end 2000 år siden.
Petra er en by hugget ind i klipperne for mere end 2000 år siden.

Workcampen tilrettelægges i samarbejde med lokale partnerorganisationer og bliver startskuddet for dialogcenterets aktiviteter. 

Ti danske unge indbydes derfor til at deltage i en to uger lang workcamp, hvor de i fællesskab med ti lokale unge – som på forskellig vis er tilknyttet MS' lokale partnere - renoverer og indretter dialogcenterets lokaler. 

Én dansk og én jordansk lejrleder vil være tilknyttet og have det overordnede ansvar i de to uger. 

Deltagerne skal før udrejse deltage i et obligatorisk forberedelseskursus i København 7.-9. oktober. 


Arbejdet

Ideen er, at deltagerne gennem et konkret stykke praktisk arbejde og et fælles mål vil lære hinanden at kende og få indblik i hinandens kultur og dagligdag. 

Målet er med andre ord dialog og kulturudveksling, mens midlet er det praktiske arbejde, som - afhængigt af deltagernes evner og kreativitet - kan være at male centeret, lave alternative møbler, malerier, mm. 

Indkvartering
Den store luksus kan ikke forventes. Normalt indkvarteres deltagerne i store rum, dvs. uden enkeltværelser. Det er dog ikke på nuværende tidspunkt fastsat, hvordan indkvartering vil forgå.

Kulturseværdigheder
Der vil på lejren være rig mulighed for at besøge Jordans kulturseværdigheder, og opleve spændende steder som den romerske by Jerash, den smukke historiske by Petra og Det Døde Hav i Jordan dalen. 

Information om lejren og tilmelding
Hvis du ønsker mere information om lejren, kan du kontakte Maria Fahmy på mfahmy@ms.dk eller tlf. 77 31 00 00. Tilmelding anbefales hurtigst muligt, da der kun er 10 pladser, og da billetprisen afhænger af tidlig reservering. Dog senest 21. september. 

Fakta
Sted: Amman, Jordan
Dato: 7.-21. november 2005
Navn: Amman Dialogue
Formål: Dialog og kulturudveksling gennem konkret arbejde med renovation og indretning af dialogcenteret i Amman.
Alder: Deltagerne skal være mellem 18 og 30 år
Pris: Workcampen arrangeres som en aktivitet under et særligt dialogcenter-initiativ i Mellemfolkeligt Samvirke, og deltagerne skal derfor kun betale for billet, lommepenge samt indmeldelse i MS. Billetten vil koste ca. 5000 kr. inkl. skatter

Baggrund
Mellemfolkeligt Samvirke har, som led i ungdomsindsatsen under Det Arabiske Initiativ, besluttet at samarbejde med lokale civilsamfundsorganisationer omkring etableringen af et ungdoms- dialogcenter i Amman. 

MS forventer gennem etableringen af centeret at kunne fremme unges deltagelse i foreningslivet og give dem et ”fri-rum”, hvor deres initiativer, ønsker, og beslutninger vil være i centrum. 

Dialogcenteret vil fungere som en fysisk platform (en slags dansk medborgerhus), hvor unge på tværs af sociale og kulturelle forskelligheder kan mødes og udveksle meninger om og erfaringer med emner som demokrati, menneskerettigheder, ytringsfrihed, foreningsliv og ligestilling. 

Via centerets aktiviteter bliver der også mulighed for at deltage i kulturelle arrangementer, hvor film, musik, dans, mad, kunst, og teater vil stå højt på programmet. I dialogcenteret oprettes en lille café, hvor unge kan mødes, gå på nettet, drikke en kop arabisk kaffe, og få sig en snak med andre engagerede unge - lokale som danske. 

MS håber gennem dialogcenteret at styrke kulturelle bånd mellem unge mennesker, skabe sociale fællesskaber og udbrede tolerance og interkulturel forståelse, både lokalt, regionalt og internationalt.

MS sigter mod at kunne etablere et dialogcenter mere i Marokko i starten af 2006, og vil gennem hele projektforløbet forsøge at institutionalisere og udbygge erfaringerne fra dialogcentrene. 

Det sker ved at etablere et regionalt ungdomsnetværk, der støtter op om dialogcentrenes målsætninger om at skabe og udbrede interkulturelt samarbejde mellem unge mennesker i regionen og Danmark.