Fra Kristeligt Dagblad 22. september 2006

Nepals lange vej mod demokrati

Siden 1990 har 14 forskellige regeringer ledet Nepal. De sidste 10 år har desuden været præget af kampen mellem de officielle myndigheder og de maoistiske oprørere.

Af Line Wolf Nielsen

24. september 2006

Nepals nuværende premierminister og leder af Kongrespartiet, 84-årige G.P Koirala, håber på at gå over i historien som ham, der forhandlede varig fred med de maoistiske oprørere. Om det vil lykkes, er endnu uvist.

To gange tidligere har Nepals maoister vendt ryggen til forhandlingsbordet, afblæst en våbenhvile og genoptaget kampen – en kamp, der har stået på i mere end 10 år. De fleste af Nepals 27 millioner indbyggere håber på, at tredje gang er lykkens gang.

Siden 1990, hvor den demokratiske styreform blev introduceret, har i alt 14 forskellige regeringer ledet landet. Nepals komplekse samfund – med kastesystem, forskellige etniske grupper og en stor og overvejende fattig landbefolkning, der er udelukket både socialt og politisk – repræsenterer en enorm politisk, social og økonomisk udfordring.

De mange skiftende regeringer har op gennem 1990'erne ikke formået at løfte levestandarden mærkbart; knap en tredjedel af befolkningen lever under FN's fattigdomsgrænse, og nødvendige demokratifremmende reformer er aldrig blevet ordentligt gennemført.

Korruption, nepotisme og magtbegærlighed har gennemsyret Nepals politiske liv, og befolkningens tillid til de politiske partier er ofte blevet udfordret. Både kongetro kræfter og maoister har til fulde udnyttet denne mistillid, med det resultat, at de politiske institutioner blev svækket yderligere. Fra midt-90'erne og frem har den voksende politiske krise og det tiltagende maoistiske oprør hver især været med til at fremme modpartens sag.

Den politiske uro fik en ny dimension i 1996. I et forsøg på at opnå den politiske indflydelse, de ikke kunne få på almindelig parlamentarisk vis, greb medlemmer fra det maoistiske parti til våben.

I begyndelsen af konflikten var kongen og de øvrige politiske partier enige om at modarbejde maoisterne. Denne enighed blev dog udfordret, da kong Gyanendra satte sig på tronen i 2001. Hans bror, der havde tilladt demokrati tilbage i 1990, var blandt de dræbte, da den daværende kronprins gik amok og først skød i alt 10 medlemmer af den nepalesiske kongefamilie og derefter sig selv.

I et forsøg på at inddæmme oprørerne fyrede kongen sin regering i december 2002. Han opløste samtidig parlamentet og overtog selv den udøvende magt. Parlamentet forblev opløst helt frem til dette forår.

Efter to et halvt år uden parlament og efter tre kongeligt udpegede regeringer tog kongen – med støtte fra hæren – igen over den 1. februar 2005, hvor den politiske krise toppede. Politiske ledere blev sat i fængsel og landet erklæret i undtagelsestilstand.

Maoisternes oprør tog til i styrke henover sommeren 2005. I november meddelte Nepals syv største partier, at de nu var parate til at indlede et officielt samarbejde med den maoistiske oprørsbevægelse – en direkte udfordring til kongen. Parterne ønskede "at afskaffe monarkiet og genetablere fuldt demokrati". Samme slagord genlød i hovedstaden Katmandus gader dette forår, da en folkelig protest i løbet af 19 dage tvang Kong Gyanendra fra magten. 21 mennesker mistede livet under sammenstød med politi og hær.

Det genetablerede parlament, hvis medlemmer blev valgt helt tilbage i 1999, og som indtil april ikke har været forsamlet i fire år, har været hurtige til at fratage Kong Gyanendra al politisk indflydelse, inklusive hans kontrol over hæren.

Til gengæld er det gået noget langsommere med fredsforhandlingerne med de maoistiske oprørere. Parternes forsøg på at komme til at stå stærkere forud for egentlige forhandlinger har øget mistilliden og sløvet fredsprocessen.

Om den aldrende G.P. Koirala får sin hædersplads i historiebøgerne som den politiker, der bragte fred i Nepal, vil vise sig. En ting er dog sikkert: Nepals vej mod demokrati har været lang og foreløbig kostet omkring 14.000 menneskeliv.