Artikel fra MS-revy 1/1990

Fredens uge i Jerusalem

Leif Lønsmann rapporterer fra et fredsarrangement i julen i Jerusalem, som blev mødt med tåregas, gummikugler og knipler.

Af Leif Lønsmann

01. februar 1990

DET BLEV DEN rumænske revolution, der dominerede forsiden af Jerusalem Post juleaften 1989. De "almindelige" nyheder var trængt i baggrunden: En maskeret teenagedreng fra El-Bireh dræbt af skud i halsen efter stenkast mod et mili­tært køretøj. 12-årige Jamil dræbt af israelsk bosætter. Imad på 17 og Muham­mad på 22 dræbt, da de blev taget i at skrive graffiti på hus­mur i Rafah.

I Jaba gik helt galt, da sol­dater ville arrestere den 22-årige Muhammad Alawneh. Familien spærrede døren med køleskab og møbler. Soldaterne skød blindt gennem  vinduet og dræbte hans 15-årige søster Shifa. Lillebror Adham på 6 og søsteren Asnahan på 19 blev også ramt, før Muha­mmad over­gav sig med ordene "I har skudt nok".

Intifadaen, palæstinensernes oprør mod 22 års israelsk besæt­telse, raser på sit tredje år. 700 palæstinensere er blevet dræbt. Det svarer til én om dagen. Hver tiende er børn under 15 år! 15.000 palæstinensere er blevet såret, 50.000 fængslet eller tilbageholdt, 58 deporteret. Hver fjerde palæsti­nenser i de besatte områder har været i poli­tiets varetægt. Og der er også tab på "den anden side": 8 israelske soldater og 11 civile er dræbt, 2000 soldater og 800 civile såret. Dertil kommer 150 palæsti­nensiske "kollabo­ratører", som er dræbt for at samarbejde med Israels militær.

Fredsarrangement

Det var den hverdag, 20 danskere tog ned til mellem jul og nytår 1989 for at deltage i det internationale fredsar­range­ment  "1990: Time for Peace". Et arrangementet på et initiativ af det FN-støttede internationale fredsarbejde, planlagt i tæt samar­bejde med både israelske og palæstinensiske freds­folk og -bevægel­ser.

Aktiviteterne skulle bestå af tværnationale debatter, besøg i Israel og de besatte områder, bønnemøder (jødiske, kristne, isla­miske) og en kvindemanifestation for fred. Det hele skulle kulmine­re den 30. december med en "Menneskekæde for Fred" rundt om den gamle bymur i Jerusa­lem.

Arrangementets tre slogans var "To folk - to stater", "Respekt for menneskerettighederne" og "Fredsfor­handlinger". Tilsyneladen­de ukontroversielle, men ikke i dette blodige, hellige land. Der var problemer fra starten. To af hovedkræfterne bag arrangemen­tet, Jean Marie Lambert fra Schweiz og Mikko Lolko­ski fra Finland blev nægtet indrejse i Israel. Det samme gjaldt en dele­gation fra Sovjet­unionens fredsbevægel­se.

For os andre begyndte problemerne først 2. juledag. Det israel­ske statsministerium erklærede arrangementet uønsket, og politi og militær lovede at lægge hindringer i vejen for dialogen mellem israelere, palæstinensere og udlændinge. De planlagte besøg til skoler, hospitaler, flygtningelejre, kibbutzer, palæstinensis­ke lands­byer og jødiske bosættelser måtte aflyses eller omlægges. Når vi endelig fik lov til at komme igennem, var det ofte med is­raelsk militærkortege, og så turde mange lokale palæs­tinen­sere ikke deltage.

"Fornærme Israel"

Den officielle åbning af "1990: Time for Peace" fandt sted den 29 december. Samme dag kaldte Israels regering arrangementet "en PLO-kampagne beregnet på at fornærme Israel." Regeringens hårde linje blev taget ilde op af især de is­raelske arrangører, hvoraf flere selv var medlemmer af det israelske parla­ment, Knesset. "Hvad der sker i de besatte områder, er ikke interne anliggender" og "Så længe vi under­trykker et andet folk, er vi ikke selv fri - fan­gen og fange­vogteren er lænket sammen", lød det fra israelske parlamen­tarikere og jødiske fredsfolk. 

Men politi og soldater gjorde alvor af trusler om at forhindre palæstinere i at deltage: veje blev spærret, byer lukket og kvinde­manifestationen kvalt i tåregas.

Menneskekæden

Over 1000 udlændinge var kommet for at deltage i menne­ske­kæden. De jødiske fredsorganisationer møn­strede ti gange så mange. Palæstinenserne lidt færre, da de jo havde ­ad­gangsforbud. Mange var iklædt den officielle hvide "pon­cho" med "Time for Peace" skrevet på en­gelsk, hebraisk og ara­bisk. Balloner med samme tekst skulle slippes løs kl. 14.30.

Allerede ved 13-tiden var over 10.000 mennesker samlet. Danske­re, is­raelere, palæs­tinensere, italienere, drusere, canadie­re. Jøder, kristne, muslimer og katolikker. Rab­binere, imaner, patere, bisper, præster, nonner og munke. Hånd i hånd i rækker rundt om den fire kilometer lange historiske mur om­ den delte by.

Det aftalte råbekor "We want peace" og fællessange blev afprø­vet. De­monstrationsvag­ter, samaritter og ballon-uddelere var på plads. Vi var parat. "Først Jeriko, siden Berlin, nu Jeru­salem!"

Klokken 14 lød de første skud fra tåregasgeværer. Siden kom vandkanoner, gummikugler, knipler og beredne betjen­te. 60 blev såret, heraf halvdelen udlændinge. Et ukendt antal palæsti­nensere blev arresteret, pryglet og kørt væk.

Dagen efter begrundede myndighederne den brutale indsats med, at der var blevet vist palæstinensiske flag og råbt anti-israel­ske slagord, at nogle havde dækket ansig­terne, andre havde vist V-tegn. Ved Herodes­porten var en flaske blevet kastet efter politiet...

Time for peace

To parter demonstrerede den dag i Jerusalem. Fredsfolk og politi. Fredsfolkenes menneskekæde blev gennemført. Og politi og soldater fik den opløst. Begge parter vandt. Eller tabte.

To ting gik igen under freds­ugen i Jerusalem. Der var bred enighed om, at en løsning af konflikten byg­ger på princippet om "to folk - to stater". Palæstinenserne accepte­rer denne model. Et flertal af den israelske befolkning anerkender den i en eller anden form. Den jødiske og zionis­tiske fredsbevægel­se ønsker den. FN, EF og USA anerken­der "to-parts-modellen". Det samme gør PLO. Kun den israelske regering bekæmper tanken. Om nød­vendigt med tåregas, gummi­kugler og knipler.

Den anden ting var in­spiratio­nen fra Østeuropa, hvor 1989 har vist, at selv de mest urokkelige regimer bøjer sig, når mange nok er modige nok til at forlange det. I Jerusalem var spørgs­målet "1990 - Time for Peace?"

Leif Lønsmann er medlem af MS' styrelse