Fem beboere om problemerne i Pumwanis slum
Beboere i slummen fortæller om deres problemer. Fakta om Pumwani.
Af Morten Bonde Pedersen og Peter Bischoff
|
|
”Vi har brug for flere toiletter, og vandet er alt for dyrt for os at få fat i.”
Betty, beboer i Kitui, foto: Cristina Siiger.
|
|
|
”Vi har nogle toiletter her, men de har ikke døre, og der er for få i forhold til, hvor mange vi er – vi er mindst 30 om hvert toilet. Vi mangler også en losseplads, hvor vi kan smide vores affald, i stedet smider folk det bare i afløbene. Vand er også et problem. Her i Kitui er folk nødt til at købe vand, fordi der ikke er offentlige vandhaner – og det har mange ikke råd til.”
Leon Chango, medlem af en sanitets-selvhjælpsgruppe i Kitui, foto: Peter Bischoff.
|
|
|
”Jeg har boet her i næsten 30 år og har fire børn. Vi bor tæt klumpet sammen i étrums-boliger med både børn og børnebørn. Der er ikke nok toiletter. Jeg ville ønske, at vi kunne få nye huse – og især at der var jobs til vores børn – de er næsten alle sammen arbejdsløse.”
Sophia Kasui, foto: Cristina Siiger.
|
|
|
“Det største problem her er fattigdom. Det bunder bl.a. i mangel på uddannelse. De fleste har ikke råd til at tage en uddannelse. Fattigdommen tvinger folk til at stjæle og piger til at prostituere sig. Og når piger begynder at sælge sex, bliver de gravide, og hiv-smitten breder sig.
Caroline Ngina, frivillig socialarbejder og Miss Pumwani 2004, foto: Peter Bischoff.
|
|
|
“De problemer, der følger med fattigdommen, er bl.a., at børn dropper ud af skolen, og at unge bliver kriminelle. Mange unge mænd dør, fordi de bliver skudt af politiet, eller fordi de er med i skudopgør. Stofmisbrug er meget udbredt her, og politiet optræder voldeligt, fordi folk ikke kender deres rettigheder.”
Charles Haido Amolo, frivillig ”barfodsjurist”, foto: Peter Bischoff.
|
Pumwani – en stor provinsby uden skole
|
|
Foto: Morten Bonde Pedersen
|
Pumwani-slumområdet består af seks ”landsbyer” – Majengo, Kitui, Kinyago, Kanuku, Harare og Kiambiu. I nogle af dem kommer næsten alle beboere fra den samme stamme, de øvrige er etnisk blandede. Der findes intet præcist tal for, hvor mange mennesker, der bor i Pumwanis slum, men det anslås typisk til 60.000. Pumwani-området omfatter også officielle bydele, men de 60.000 slumboere er dem, der bor i de ”uofficielle bydele” – enten i blikskure eller i lerklinede huse med bliktag, hvor indlagt vand er en sjældenhed, og adgang til elektricitet kun er forbeholdt de få.
Selv om der bor lige så mange mennesker i Pumwani som i en større dansk provinsby, er der ingen skoler i slummen bortset fra en skole, som St. John’s Community Centre driver for børn fra de allerfattigste hjem. Alle andre børn må søge til skoler længere væk uden for slumområderne. Elever, der dropper ud af skolen allerede i de små klasser, er et stort problem. Og i følge medarbejderne hos St. John’s kan antallet af unge fra Pumwani, som har klaret sig igennem til universitetet, tælles på én hånd.
Det lave uddannelsesniveau er en af hovedårsagerne til, at de fleste unge er arbejdsløse. Kun meget få af beboerne har faste, lønnede jobs. Omkring en tredjedel af mændene arbejder som daglejere i det nærliggende industrikvarter, hvor de venter uden for fabrikkerne hver morgen i håb om at blive hyret til en bestemt opgave for en dag. De tjener typisk 10-15 kr. for otte timers arbejde. Andre tjener lidt ved at sælge frugt og andre fornødenheder i boder langs vejen, eller de handler med khat, som sælges til somalierne i naboslum-området Eastleigh. Især i Majengo – den ældste del af Pumwani – ernærer mange kvinder sig ved prostitution. Majengo har i årevis været kendt som Nairobis ”Red Light District”, der tiltrækker kunder fra hele byen. Blandt mændene er det ikke ualmindeligt at støde på folk, der åbent fortæller, at de på et eller andet tidspunkt i deres liv har forsøgt at skaffe sig penge gennem røverier eller overfald.
Landsindsamling den 10. december
Slum er et omfattende globalt problem, og Nairobis slumområder hører til blandt verdens hårdeste. Mellemfolkeligt Samvirkes landsindsamling den 10. december går bl.a. til forbedre vilkårene i ét af Nairobis slumområder, Pumwani. Vi arbejder sammen med organisationen St. John’s Community Centre om en indsats på fire centrale områder: For det første støtte til beboernes rettigheder gennem bl.a. ”barfodsjurister”, der hjælper folk mod f.eks. politivold. For det andet støtte til selvhjælpsgrupper, der arbejder med miljø og sanitet. For det tredje uddannelse. Og for det fjerde støtte til udsatte børn.
