Magasinet nr. 3/2006

Hujafa hujumbika

Hujafa hujumbika er et swahili-motto, der betyder ”Du er ikke død, skabelsen fortsætter”. Altså håb. Ida Kongsted besøgte Nairobis slum en uge i august.

Af Ida Kongsted, freelance journalist og frivillig i Mellemfolkeligt Samvirke

“How are you, how are you?” Drengene er ved at omkomme af grin, og pigerne fniser. ”I am fine”, svarer jeg. Det er midt i august, det røde støv ligger overalt, og luften er tung af benzin og kulos, men solen varmer behageligt, og man kan smide jakken. Hundredvis af nysgerrige blikke følger os, og det evige ”How are you?” lyder overalt. Og man er altid ”fine” – trods den åbenlyse og overvældende fattigdom.

Vi er i Pumwani, et af Nairobis slumkvarterer. To af de lokale, brødrene Julius og George, har hentet os i Nairobis centrum og fragtet os med matutu – en lokal bus – gennem det myldrende menneskehav. Først skal vi på visit hos brødrenes mor. Gennem jordgange holdt sammen med lidt cement og vasketøj, der dasker én i hovedet, når vi ind i stuen. Det er et rum, hvor jorden er dækket af plastic, hvor papstykker er klæbet op på vægge og loft, og hvor man øverst får et kig op til zinktaget, der skal redde hjemmet i tilfælde af regn. En sofa og et par lænestole stråler i røde og gule farver. Stoltheden lyser ud af dem alle, for George har selv har fabrikeret dem. Her klemmer vi os sammen og spørger til børn, bedsteforældre, tanter, onkler og utallige andre slægtninge.

Gennem snirklede gange når vi videre til Julius’ bolig. Julius og George var nogle af de første, der blev uddannet til barfodsjurister. Det giver dem helt tydeligt en vis status, for alle hilser på dem. Det er lykkedes brødrene at etablere en frisørsalon i et af rummene, hvor de tjener nogle få shillings. Desuden ejer en tante en bar, som de administrerer, men indkomsten er langt fra nok til at komme væk fra slummen. Pengene skal bruges til mad, bøger og skoleuniformer til børnene, for uddannelse prioriteres meget højt. Julius har endnu ikke opgivet at blive til noget stort og få sin egen forretning. Hans swahili-motto lyder Hujafa, hujumbika – ”Du er ikke død, skabelsen fortsætter”. Og det giver ham håb.

Mens vi var i Pumwani, foregik der alle former for kriminalitet: overfald, røverier, politivold, voldtægter og børnemisbrug. Da vi ankom, havde politiet lige skudt to unge fyre på klods hold, fordi de havde stjålet en mobiltelefon. Men også uskyldige bliver rask væk sat fast. Det er sket tre gange for Julius. Og på vores sidste dag blev en række hytter og en kirke mejet ned uden varsel, da nogle træskærere skulle bruge pladsen til at udstille deres værker – og tilsyneladende var bedre til at bestikke kommunen. Beboerne kastede med sten, og nedrivningsfirmaet skød igen med pile! En ung kvinde blev ramt og måtte på hospitalet. Nu stod hundreder uden zinktag over hovedet. En barfodsjurist tog billeder og vil med sin dokumentation prøve at få kommunen til at hjælpe de ramte.

Det har hjulpet beboerne, at der er blevet uddannet lokale barfodsjurister. Det fik vi at vide af nogle unge piger. Især har det hjulpet, at barfodsjuristerne nu har deres eget lille kontor, hvor beboerne kan søge hjælp i en hverdag fyldt med alle former for overgreb, hvoraf nogle af de værste er børnemisbrug og voldtægter.

Efter at have tilbragt en uge i Nairobis slum står det klart, at der er brug for al den hjælp, som kan mobiliseres. Mens vi venter på den stedlige taxachauffør, kan vi gennem røgen og osen skimte Nairobis højhuse. Det paradoksale er, at centrum kun ligger et par kilometer væk!

Taxachaufføren Muhammed fragter os gennem menneskemyldret i sit 30 år gamle arvestykke. Helt driftsikker, siger han, mens han dytter, råber og gestikulerer. De få trafiklys har ikke nogen synlig effekt. Politi med køller står på udvalgte steder og ser myndige ud, og en utålmodig bilist bliver arresteret for mas. Helt i orden, mener Muhammed, for som han siger: No hurry in Africa!

Men det haster nu med at få samlet penge ind.