Overlevelse og udvikling i storbyens slum

Bodil Folke Frederiksen, foto: Peter Bischoff.

Det er nødvendigt at påvirke staten politisk og ikke kun arbejde uden om den, siger Bodil Folke Frederiksen, der i en årrække har fulgt udviklingen i det slumkvarter i Nairobi, som Mellemfolkeligt Samvirke samler ind til.

Bodil Folke Frederiksen har en baggrund i humaniora, men har siden 1985 været lektor på Internationale udviklingsstudier under Institut for Samfund og Globalisering på RUC. Et af hendes forskningsprojekter gik ud på at undersøge ungdomskulturen og globaliseringen i slumområdet Pumwani i Nairobi, som der samles ind til i år.

”Jeg startede faktisk min forskning via Mellemfolkeligt Samvirke, som dengang i 1985 havde en socialrådgiver, Helle Petersen, placeret på St. John’s Community Centre – en kirkelig organisation, som arbejder i slummen. Hun havde samlet en gruppe unge, som jeg fik kontakt til. Jeg ville undersøge, hvordan de brugte de globale ideer og populærkulturen lokalt. Om de kunne overleve og tjene penge og var socialt mobile. Projektet kørte indtil 2000, men jeg har siden holdt forbindelsen og senest været på besøg i august.

Pumwani blev oprettet i 1921 som et af Nairobis ældste slumområder. Jeg var interesseret i kolonimagtens syn på de sorte afrikanere i byen. Grundlæggende mente de jo, at afrikanerne hørte til på landet, men de havde brug for nogle af dem som arbejdskraft i byen, og de fik lov at bo i Pumwani. Ellers var Nairobi fuldstændig raceadskilt. Pumwani er spændende med sine gamle institutioner og sin lange tradition for et aktivt kulturelt liv. Allerede i 1923 fandtes et medborgerhus med boksearena, fitness center og bibliotek.”

Kenya er kendt for sine etniske skel - hvad sker der med identiteten i storbyens slum?

”De unge siger, at etnicitet ikke betyder ikke noget i byen – at stammetilhørsforhold er for deres forældres generation. Når de skal giftes, betyder det dog pludselig noget. Det er en lang proces at forhandle ægteskab, og der er forskellige skikke i de etniske grupper. Men ellers identificerer de unge sig meget med byen. Man siger, at kenyanere altid har et hjem på landet, men det er under opbrud. Mange fortæller, at de næsten aldrig tager tilbage. Jeg tror, at den unge generation føler, at man ikke kan udvikle sig og være socialt mobil ude på landet. Så selv om livet er hårdt i slummen, drømmer de ikke om at tage tilbage.”

Foto: Peter Bischoff

Hvordan er det gået med skrækscenariet for fremtidens slumbyer?

”Væksten i byerne og slummen har været lige så stejl som forventet. Man skønner, at der nu bor 3-4 millioner i Nairobi. Kenya har oplevet bølger af flygtninge internt og fra de urolige nabostater, senest Somalia. Nogle somaliere har penge til at opkøbe huse og jord i Pumwani, og det har skabt stor nervøsitet. De gamle beboere presses længere ud og må flytte til Kiambiu – et nyt hurtigtvoksende slumområde med meget få faciliteter.

Men der sker også nye og uventede ting, så det ikke helt bliver, som man forestillede sig – bl.a. bliver store områder opgraderet og normaliseret. Moderniteten sætter sig igennem i byen – også via nye medier og teknologi – så folk i en vis forstand bliver mere kompetente og får større chancer. Det har hele tiden været en af byens attraktioner, at man har flere muligheder for at udfolde sine talenter. Urbaniseringen er også drevet af en opfinderlyst og innovation, som man også finder i slummen.”

Kan du give et eksempel?

”Når det regner i Pumwani, bliver vejene oversvømmet, og når man så kommer kørende i matatu fra centrum og stiger ud ved Pumwani-moskeen, er vejen blevet til en flod. Folk kommer ud i deres pæne tøj – nystrøgne og med høje hæle – og så opfinder en fyr lynhurtigt en lille bro over til en platform og opkræver fem shilling for at passere den. Man ser hurtigt, hvor der er en chance. Der opstår en ide, og så har man en institution, der varer lige så længe, det styrter ned. Bagefter finder han på noget andet.

”Folk er enormt fleksible og hurtige til at gribe nye ideer.”

Folk er enormt fleksible og hurtige til at gribe nye ideer. Byen som socialt rum er virkelig velegnet til innovation og hurtig mobilitet og forandring. Og folk er gode til at omsætte det til noget, de kan tjene penge på. Men al den små-foretagsomhed bidrager ikke til økonomisk vækst som sådan. Det er en subsistensøkonomi, der gør, at nogle kan overleve, men der bliver ikke bygget institutioner eller skabt vækst på nationalt plan af det. Det er paradoksalt, at der er så meget mobilitet og aktivitet, og at der ikke rigtig kommer noget ud af det.”

”Det er paradoksalt, at der er så meget mobilitet og aktivitet, og at der ikke rigtig kommer noget ud af det.”

Er der overlevelsesmuligheder nok i den uformelle sektor?

”Det er forbløffende hvor små midler, der skal til for at overleve. Folk køber teskefulde sukker, én cigaret af gangen og én skefuld olie til madlavning – det er meget småt. Men de overlever. Man kan tjene penge på en videobiograf eller fotokopiering. Sidste gang mødte jeg en ung kvinde, som rejste til Meru langt pokker i vold for at købe en sæk ris, hun kunne sælge til nogle faste kunder, hvor hun kunne konkurrere på prisen. Det tog hende tre dage, og så kunne hun forsørge familien i en uge.

Den uformelle sektor er meget stor og organiseret og simrer under alting. Den blev opfundet som begreb i Kenya, da folk fra ILO opdagede, at der foregik en masse økonomisk aktivitet uden om staten og begyndte at pumpe penge i den. Man finder den lige ved siden af Pumwani og som værksteder langs vejene – arbejdskraftintensive aktiviteter som små smedjer. De ligner hinanden og konkurrerer på prisen – ikke på noget nyt. De har kunder, men der er ikke rigtig nogen ekspansion og udvikling i det.

Hvad er de vigtigste udfordringer i Pumwani?

”De siger selv sikkerhed og kriminalitet. Der er kommet flere våben. Nu kan man leje en AK47 for 400 shillings. Mange unge mænd bliver skudt. Men det er ofte småkriminalitet for at overleve, for forskellen mellem lidt og ingenting er helt afgørende. Minibusdriften med matatuer er blevet reguleret, og det har gjort mange unge fra slummen arbejdsløse. De hyrede passagerer og pressede dem ind, og for mange af dem er kriminalitet nu den eneste mulighed. Så det var godt for trafikken, men ikke for kriminaliteten.

Jeg synes, man skal være mere opmærksom på staten. Der har været en tendens blandt NGO’er til at arbejde uden om staten, og det tror jeg har været en fejl. Det får mange i den uformelle sektor til kun at se staten som en ukonstruktiv hindring, og det er et lidt farligt, for så har de ingen ambitioner om at inddrage staten. Der er brug for politisk bevidstgørelse, så folk bliver klar over deres rettigheder i stedet for at acceptere, at alting foregår udenom som ”ikke-formel uddannelse” og donorfinansierede sundhedsklinikker. Der er brug for at medtænke, at det bør foregå med myndighedernes opbakning.

Programmet med barfodsjuristerne er her et godt eksempel. De gør folk opmærksomme på, at de har rettigheder som kenyanske borgere. Folk skal organisere sig for at få indflydelse. En masse af det, der foregår i øjeblikket, er rettet væk fra staten, og det synes jeg er forkert”, slutter Bodil Folke Frederiksen.