Uddannelse for fred i Sydsudan

Med støtte fra Mellemfolkeligt Samvirke undervises der efter 21 års borgerkrig i et nyt fag i Sydsudan: Uddannelse for fred. Projektet er med i årets landsindsamling.

Esther Giri, foto: Dorthe Pedersen

Lyset er blændende skarpt udenfor i middagsheden her i Sydsudans næststørste by Yei. Men inde i den store stråhytte er der halvmørkt og køligt. Et par enkelte mænd er til stede – ellers er det kvinderne, der lyser op med deres spraglede tørklæder og farverige kjoler.

En af dem er Esther Giri på 48 år. Hun forlod skolen efter 5. klasse og har som de fleste andre aldrig lært at læse og skrive. I april besluttede hun at starte på voksenundervisning, og for en måned siden introducerede klasselæreren et nyt fag: ”Uddannelse for fred” – en slags samfundslære tilrettelagt efter fire moduler: grundlov, menneskerettigheder, regering og valg. Undervisningen løber frem til 2008 og skal forberede sydsudaneserne på deres første folkeafstemning i 2011, om landet skal være selvstændigt eller fortsat være en del Sudan.

Foreløbig har Esthers klasse taget hul på det første modul om grundloven. De har diskuteret, hvordan en grundlov bliver til, hvordan den kan ændres – og den kommende afstemning om selvstændighed. De har også læst Sydsudans første midlertidige grundlov, som kom for et år siden – før den var de underlagt Nordsudans sharia-lovgivning. Endelig har de gennemgået dele af fredsaftalen fra januar 2005. De ved nu, at den ikke bare afsluttede 21 års borgerkrig. Den er også en køreplan for udviklingen af Sydsudan.

Undervisning i Uddannelse for fred, foto: Vibeke Quaade.

Fredens opgaver

Først skulle der dannes en midlertidig lokalregering for Sydsudan, så skulle hovedvejene ryddes for landminer, så de kan begynde at opbygge en infrastruktur. Og endnu en vigtig opgave har været at afvæbne soldaterne for at stabilisere freden. Det meste er i gang, selv om der er lang vej endnu. Esthers klasse har også læst, at Sudans store olieindtægter i flg. aftalen skal deles ligeligt mellem Nord- og Sydsudan. Men hun kan ikke helt forstå, hvor oliepengene bliver af:

”Fredsaftalen har virket i snart to år. Vi har fået fred, men folk er stadig meget fattige – de har knap nok penge til mad, tøj og skolegang og slet ikke til, at der kan komme rigtig gang i udviklingen.”

Selv tilhører hun dem, der har lidt mere end det allermest nødvendige, for hendes mand er soldat. Under borgerkrigen var det hård kost at være gift med en soldat, for hun kunne ikke flygte, mens krigen stod på. Men i dag føler hun sig heldig. Soldaterne er begyndt at få løn som led i afvæbningen – forudsat at de afleverer deres våben. Det har Esthers mand gjort, og derfor kan han bidrage til husholdningen og betale børnenes skolepenge, og Esther kan selv tillade sig at bruge lidt penge og tid på at gå i skole. De fleste andre kvinder i klassen er også gift med soldater og er i samme situation

Elevernes viden skal sprede sig

Indtil videre tilbydes Uddannelse for Fred kun som led i voksenundervisningen og som ekstratimer på to af byens skoler. Men læreren Sebi Nicholas Philip har store planer. Hensigten er, at elevernes viden skal sprede sig som ringe i vandet, når de diskuterer med andre. Derfor planlægger han at åbne et hold for Yeis lokale embedsmænd – for de har en stor berøringsflade, og folk lytter til dem. Og så vil han også gerne have fat i de kvinder, som ikke er gift med soldater.

Det synes Esther er en rigtig god idé. Kvinder kan godt lide at snakke, mener hun og sammenligner med et stort grin sine kønsfæller med en radio: ”Hvis man for alvor vil sprede det gode budskab om, hvordan man bevarer et fredeligt Sydsudan, og hvordan det bliver et selvstændigt land i 2011, så skal man satse på kvinderne”.

Esther er glad for det nye fag – især fordi hun har fundet ud af, hvad fredsaftalen går ud på. Hun omtaler den næsten med ærbødighed – som et sikkert holdepunkt: ”Før fredsaftalen havde vi kun biblen at ty til. Nu ved vi, at der findes en aftalt køreplan for fred og udvikling”. Hun har bare ét stort ønske: At se fredsaftalen ved selvsyn, at holde den i hænderne og selv at kunne læse i den.

En køreplan for fred og udvikling

Foto: Peter Bischoff

Den 9. januar 2005 blev 21 års borgerkrig mellem det arabiske Nordsudan og oprørsbevægelsen SPLA i syd afsluttet med en fredsaftale. Borgerkrigen har kostet to mio. døde og gjort fire mio. til flygtninge. SPLAs karismatiske leder John Garang underskrev aftalen med Sudans præsident Omar el-Bashir, men han blev senere dræbt i en helikopterulykke. Salva Kiir Mayardi har siden overtaget lederposten.

Fredsaftalen er en slags midlertidig grundlov, der indebærer, at der frem til 2011 oprettes en regional regering for Sydsudan ved siden af landets nationale regering. Herefter skal en folkeafstemning i syd afgøre, om Sydsudan og Nordsudan skal være to selvstændige nationer, eller om Afrikas største land fortsat skal have en fælles regering. Fredsaftalen rummer detaljerede retningslinjer om magtfordelingen i overgangsperioden, om administrationen af omstridte områder og om borgerrettigheder og forpligtigelser.

Der bor ca. 7,5 mio. i Sydsudan, hvoraf kun en fjerdedel har gået i skole. Infrastrukturen er ringe, og kun hovedvejene er ryddet for miner. Situationen kompliceres af, at flygtningene begynder at vende hjem – både fra nabolandene Uganda, Kenya og Congo og de millionvis af internt fordrevne i Sudan. Repatrieringen af over 200.000 flygtninge i Norduganda begyndte i maj. Nogle har været væk i 20 år, og mange er født i lejrene, hvilket giver dem en anden baggrund end dem, der blev i Sudan.

Der findes ikke landsdækkende radio og tv, men lokale radio- og tv-kanaler er begyndt at dukke op. I foråret 2006 blev det muligt at tale i mobiltelefon fra Sydsudans næststørste by Yei. Den har 100.000 indbyggere og er i rivende udvikling, selv om de fleste bor i stråtækte hytter uden el, vand og sanitet. Ud over mobilnettet er der det sidste år kommet lys i gaderne et par timer hver aften, og der er kommet tre benzinstationer, to radiostationer og to aviser. Behovet for at åbne sig mod verden er enormt.

Selv om folk ved, at der er indgået en fredsaftale, kender kun de færreste dens indhold. Men hvis en demokratisk og fredelig udvikling skal sikres, er det nødvendigt, at alle kender og forstår fredsaftalen. Det er nødvendigt, at der udvikles en fælles forståelse af rettigheder og pligter som borger i landet. Alle – både hjemvendte og de som blev – skal have fredsaftalen som en fælles referenceramme. Det er denne fælles referenceramme, som Mellemfolkeligt Samvirkes projekt ”Uddannelse for Fred” går ud på at være med til at skabe.