dansk english Facebook Twitter
Magasinet nr. 3/2006

Gymnasielæreren og barfodsjuristen

En gymnasielærer og en barfodsjurist fra "Uddannelse for fred". Interview med en af organisationerne bag projektet.

Af Pernille Bærendtsen og Peder Thorning

Sarah Aseru, foto: Pernille Bærendtsen.
Sarah Aseru, foto: Pernille Bærendtsen.

Gymnasielæreren, der selv var flygtning

Sarah Aseru er 24 år og ugandisk statsborger, men født og opvokset i Sydsudan. Hendes familie måtte flygte til Sudan, da Milton Obote overtog magten efter Idi Amin i 1980. Ud over sit stammesprog kakwa taler hun engelsk og arabisk, som hun lærte i Sudan. Hun er gymnasielærer i Arua i det nordvestlige Uganda, hvor hun underviser i kunst og design. Fritiden bruger hun som samfundslærer for projektet Uddannelse for fred. Her har hun god brug for alle tre sprog, hvor hun underviser både læger, præster og lærere foruden skolelever, husmødre og andre uden uddannelse.

”Fælles for dem er, at de ved meget lidt om, hvad der sker inde i Sudan. Folk har været vant til, at soldaterne tog beslutningerne. De har meget få erfaringer med demokrati, og de tvivler på, at de virkelig har lov til at bestemme, hvem der skal styre Sudan”, fortæller Sarah Aseru.

”Da vi diskuterede dødsstraf, kom sindene i kog. Her på stedet er det ikke ualmindeligt at lynche folk, og hvis en fra din familie bliver slået ihjel, bliver det hævnet på samme måde. Men i løbet af diskussionen var der nogle, der ændrede holdning, og vi endte med at tale om respekten for menneskeliv”.

Hvis flygtningene skal vende hjem og deltage i udviklingen af et demokratisk Sudan, kræver det nye tanker og viden. Her bruger hun sine egne erfaringer som flygtning:

”Der venter mange problemer og konflikter i Sudan, som folk slet ikke kan forestille sig. Måske opdager de, at andre har taget deres jord, eller at der ikke er bygget skoler til børnene. Folk stiller meget konkrete spørgsmål, og ofte findes svarene endnu ikke. Men det er vigtigt, at vi diskuterer det. Folk har brug for et realistisk forhold til, hvad det sige at vende hjem, så de kan forberede sig på problemerne”, siger Sarah Aseru.

 

Barfodsjuristen, der ikke ville være soldat

Vincent Acaye, foto: Pernille Bærendtsen.
Vincent Acaye, foto: Pernille Bærendtsen.

Vincent Acaye tog flugten fra Sudan til Uganda i 1996 og er i dag 30 år. Siden 2002 har han boet i en lejr i det nordvestlige Uganda. Flygtningelejrene blev oprettet midlertidigt, og de ligner almindelige landsbyer, men ligger ofte meget afsides på stenet og udpint jord.

”I Sudan havde jeg valget mellem at blive soldat eller at flygte. Da jeg så, hvordan vores egen befrielseshær gik fra hus til hus for at rekruttere vores fætre og brødre og langsomt forvandlede vores landsby til en krigszone, vidste jeg, at jeg ikke ville i krig”, fortæller Vincent Acaye.

Det var et af hans mest afgørende valg, og det præger hans liv og opgaver den dag i dag. Han har fået uddannelse som lærer, og han rådgiver nu folk i flygtningelejren som frivillig ”barfodsjurist” og er aktiv på mange andre måder for at forbedre deres vilkår.

Utroskab, hekseri og mobning er typiske anledninger til de konflikter, han som barfodsjurist skal bidrage til at løse. Det kan være jalousi, hvor mænd drikker sig fulde og slås om kvinder. Eller at en mand er utro med en kvinde fra en anden stamme. Eller unge piger, der bliver mobbet eller udsat for overgreb. Når der opstår en konflikt, involverer det let mange og berører hele samfundet. Her er det vigtigt ikke bare at vejlede om lovgivning, men også at kunne mægle og rådgive på det personlige plan.

”Som barfodsjurist skal du være en troværdig person, og du skal kunne holde på en hemmelighed. Når jeg vender hjem til Sudan, kan jeg bruge det, som jeg har lært her – jeg skal ikke starte forfra”, siger Vincent Acaye.

Væk med krigens dårlige vaner!

Vores arbejde skal ændre holdninger, mener Avelino Andruga, der leder NSEA – en af organisationerne bag projektet ”Uddannelse for fred”. Dorthe Pedersen er tilknyttet NSEA som udsendt udviklingsarbejder gennem Mellemfolkeligt Samvirke.

Af Pernille Bærendtsen

Avelino Andruga, foto: Pernille Bærendtsen.
Avelino Andruga, foto: Pernille Bærendtsen.

Avelino Andruga er 54 år og leder af NSEA, der deltager i projektet ”Uddannelse for fred” som en af MS-Ugandas partnerorganisationer. Han har selv som gymnasielærer arbejdet i årevis med at udvikle undervisningsplaner, og for ham er holdninger og værdier helt afgørende:

”Vores arbejde skal ændre holdninger. Vi skal af med krigens dårlige vaner, som vi automatisk bruger, når vi vil løse problemer. Vi skal væk fra vold, afhængighed, mistænksomhed og korruption. Vi skal ændre folks  tankegang, så de tager ansvar og engagerer sig. Vi skal give folk nye redskaber og vaner, som værdsætter andre mennesker, og som kommer samfundet til gode.”

Og det er netop, hvad han håber at opnå med projektet ”Uddannelse for fred” – en slags samfundslære for voksne og unge, der kører frem mod folkeafstemningen i 2011 om selvstændighed i Sydsudan, og som går ud på at bevidstgøre folk om samfundet.

”Vi lægger vægt på, at folk ved hvad, der stemmes om, og at de forholder sig til betydningen af at stemme. Vi oplyser om demokrati og forskellige regeringsformer og analyserer fakta, men deltagerne skal også forholde sig til deres egne holdninger og lytte til andres”, forklarer Avelino Andruga.

Den traditionelle undervisning er i høj grad teoretisk, hvor Uddannelse for fred bygger på praktiske øvelser og inddragelse af deltagerne. Projektet er i første omgang tænkt som borgerundervisning frem mod folkeafstemningen, men Avelino Andruga har planer om, at denne type uddannelse også bør blive en del af det formelle uddannelsessystem.

Hvor er facitlisten?

Dorthe Pedersen, foto: Pernille Bærendtsen.
Dorthe Pedersen, foto: Pernille Bærendtsen.

Dorthe Pedersen er 32 år og folkeskolelærer, og hun har i knap tre år været tilknyttet NSEA som udsendt udviklingsarbejder gennem Mellemfolkeligt Samvirke.

”Min rolle har været at udvikle materiale og træne underviserne i at bruge det. Vi har også inddraget folk, som ikke har nogen baggrund som undervisere – fordi for os er det vigtigere, at de er aktive lokalt, og at de bruger deres position til at vise, at man kan gøre tingene anderledes”, forklarer Dorthe Pedersen.

”Det danske skolesystem bygger på, at man altid skal forsøge noget nyt, og at det er i orden at tage fejl. Når folk her spørger efter facitlisten, siger vi, at den ikke findes. For når det handler om demokrati og rettigheder, skal folk selv finde løsningerne. Det er en stor udfordring, men det er også det, som skaber forandringerne”, slår hun fast.

Støt Uddannelse for fred i Sydsudan

Mellemfolkeligt Samvirke støtter et undervisningsprojekt for at sikre demokrati og fred i Sydsudan. For 100 kr. kan du hjælpe 50 deltagere med materialer. For 200 kr. kan du samle 60 mennesker til undervisning fire gange om måneden.

Om projektet
For nylig fik Sydsudan fred efter 21 års borgerkrig, og flygtningene er begyndt at vende hjem. Nu gælder det opbygningen af et fredeligt og demokratisk Sydsudan. Mellemfolkeligt Samvirke støtter projektet Uddannelse for fred, der går ud på at nå 150.000 sydsudanesere inklusive flygtninge på vej hjem med undervisning i samfundslære for at sikre grundig oplysning om fredsaftalen, deres rettigheder og den videre proces frem mod demokrati. Desuden rådgiver barfodsjurister folk, der er udsat for vold og overgreb.

Du kan støtte sydsudaneserne i at opbygge et bedre samfund efter borgerkrigen.

For 100 kr. kan 50 deltagere få kuglepenne og hæfter til brug i undervisningen.

For 200 kr. kan 60 personer samles og undervises fire gange ommåneden.

For 200 kr. kan undervisningen suppleres med aviser og magasiner i en måned.

For 500 kr. kan en lærer eller en barfodsjurist få en cykel, så de kan dække et større område.

Træk bidraget fra!
Bidrag til Mellemfolkeligt Samvirkes arbejde kan trækkes fra på selvangivelsen, hvis det overstiger 500 kr. årligt. Giver man 1.000 kr., kan de 500 kr. således trækkes fra. Der kan maksimalt trækkes 6.600 kr. fra i 2006.

Send til en ven   Print siden  
Magasinet nr. 3/2006
<a href="sw51965.asp" target=_top>Retur til oversigten</a>


:: Bliv indsamler
:: Bliv indsamlingsleder