En mindebog om mor og far

MS-Zimbabwes partnerorganisation Soul’s Comfort støtter aids-ramte familier gennem frivillige hjemmehjælpere – bl.a. 23-årige Sakhile og hendes fem yngre søskende og deres to børn. Desuden opfordres døende forældre til at udarbejde mindebøger til deres børn. Projektet er med i årets landsindsamling.

Sakhile Ndlovu med fotografiet af hendes forældre, foto: Claudia Juhl.

Forsigtigt åbner Sakhile Ndlovu den gamle papirkuvert og tager et falmet fotografi frem. Det er det eneste håndgribelige minde, hun har om sine forældre. Stilheden breder sig i den lille mørke hytte, og det varer et stykke tid, før Sakhile begynder at fortælle. Sorgen sidder stadig dybt gemt i den unge pige på 23 år, hvis liv tog en drastisk vending, da hendes forældre døde af aids – moderen i 1999 og faderen i 2001.

Da forældrene blev syge, måtte hun forlade skolen for at hjælpe i hjemmet og pleje sin mor og far. Hun nåede kun at afslutte 7. klasse og har siden skullet forsørge sig selv og sine fem yngre søskende: Sazini på 21, Brighton på 17, Kwanele på 13, Bright på 11 og Andile på 9 år. Og der er kommet flere munde at mætte til. Selv har Sakhile sønnen Nicholas på 5, og hendes lillesøster Sazini har sønnen Comfort og er gravid igen.

Sazini og Sakhile med deres egne børn og deres mindre søskende, foto: Claudia Juhl.

Søvnløse nætter

”Jeg sover dårligt om natten. Tankerne kører rundt. Jeg er bange for, at min familie skal sulte, hvis høsten slår fejl,” fortæller Sakhile. To gange om ugen tager hun ind til byen for at sælge grøntsager på markedet, 40 km til fods hver vej! De få penge hun tjener på markedet rækker lige til lidt madolie og eventuelt brød. Ellers lever familien af, hvad de kan dyrke på deres lille mark.

”I perioder er vi henvist til støtte fra andre. Organisationen Soul’s Comfort hjælper os med betaling af skolepenge, og af og til får vi mad af vores naboer”, fortæller Sakhile.

”Jeg savner mine forældre. De kunne have givet mig mange gode råd,” siger hun med en træt stemme og beklager sig over, at faderens familie efter forældrenes død tog al kvæget og deres andre ejendele. Børnene fik kun lov at beholde familiens hytte og et lille stykke jord – alle løse værdigenstande forsvandt.

Ifølge traditionen i Zimbabwe har mandens familie ret til at arve formue, bolig samt kone og børn, når manden dør. Heldigvis kunne Sakhile og hendes søskende i det mindste blive boende i familiens hytte – men uden voksen omsorg og fattigere end nogensinde før.

Soul’s Comfort

”Hvis forældrene havde skrevet et testamente, kunne det være undgået”, fortæller Lucan Ndlovu, der er 47 år og frivillig i organisationen Soul’s Comfort, som jævnligt besøger den forældreløse familie.

Soul’s Comfort arbejder i Gwanda-distriktet i det sydlige Zimbabwe – et fattigt område, hvor aids-epidemien har sat sine tydelige spor. Sammen med frivillige fra lokalsamfundet søger Soul’s Comfort at støtte aids-ramte familier med pleje, vejledning og uddannelse.

”Gruppen af hjemmehjælpere er vores vigtigste ressource,” fortæller Askia Phiri, der er uddannet sygeplejerske og programmedarbejder i Soul’s Comfort. ”Det er dem, der kender til familiernes behov. Det er dem, der informerer os om sygdom og dødsfald og om børn, der bliver forældreløse.” I årenes løb har organisationen uddannet flere hundrede frivillige hjemmehjælpere.

Soul’s Comfort har især fokus på de forældreløse børn, som står alene tilbage uden voksen omsorg og økonomisk støtte. Organisationen forsøger at hjælpe dem med mad, betaling af skolepenge og psykologisk rådgivning. Desuden arrangerer de børne- og ungdomslejre, hvor de forældreløse kan lære forskellige praktiske færdigheder, som kan hjælpe dem i livet. De bliver undervist om deres demokratiske rettigheder, om sundhed og ernæring, om indkomstskabende aktiviteter og især om hiv/aids. Men selv om Soul’s Comfort prøver at træde ind, kan det store tomrum efter forældrenes død dog langt fra udfyldes.

Lucan Ndlovus besøg har udviklet sig til varmt venskab med Sakhile, foto: Claudia Juhl.

Mindebøger

For to år siden introducerede organisationen ”mindebøger” – en slags dagbog, hvor forældre opfordres til at skrive, hvad de ønsker, at deres børn skal vide og huske, når de selv dør. ”Mange børn mister deres forældre i en meget ung alder og risikerer at vokse op uden at kende til familiens historie og baggrund. Bøgerne har en vigtig funktion både som minde og vejledning i børnenes liv,” fortæller Askia Phiri.

Indholdet varierer. Forældrene skriver ofte om familiens historie og om særlige begivenheder og betydningsfulde personer. Mange skriver navn og adresse på venner og familiemedlemmer, som børnene kan søge hjælp hos, og de vedlægger så mange fotografier som muligt. Til sidst er der gode råd og ønsker om børnenes fremtid. Nogle bøger er fyldt med humør og sjove historier, andre er mere alvorlige og formanende.

”Hvad enten de er syge eller ej, opfordrer vi alle forældre til at skrive, hvad de ønsker for deres børn,” fortæller Lucan Ndlovu. Hun har selv lavet en bog efter, at hendes mands døde for otte år siden. ”Ingen ved, om jeg dør i morgen, og mine fem børn skal kende familiens historie og vide, hvad jeg ønsker for deres fremtid. Allermest ønsker jeg, at alle får afsluttet deres skolegang,” understreger hun.

Askia Phiri fortæller, at mindebøgerne nogen gange fungerer som testamente, så børnene lettere kan kræve deres ret over for familie og naboer. Forældrenes ord er også med til at øge børnenes selvværd og identitet. Desuden har processen med at udarbejde mindebøgerne øget det lokale samfunds forståelse for hiv/aids og medvirket til at formindske diskrimination og stigmatisering.

”For ganske få år siden var hiv et tabu her i området. Aids-relaterede dødsfald var en skam for familien, og der blev sjældent talt åbent om det,” fortæller Askia. ”Men nu har folk ændret holdning. Myter er blevet afkræftet, og vi ser i stigende grad, at naboer hjælper med pleje af patienter og støtte til forældreløse børn.”

Lucan Ndlovu har selv lavet en bog efter, at hendes mands døde, foto: Claudia Juhl.

Lucan Ndlovus mindebog, foto: Claudia Juhl.

Digt af et forældreløst barn:

Hey Death
You took my beloved father
Followed by my mother
Now people are labelling me,
An Aids orphan

Have I wronged you?
Now people with mercy
Are taking care of me
So that they can provide for
Me, an Aids orphan.

I appreciate all your love and care
Can you please keep on the good work?
Why are people troubling me?
Of course, I am an orphan
But not an Aids orphan.

I have no hope for the future
I would have loved to play with people of my age
But they are calling me an Aids orphan
I hate the name Aids orphan
Am I not just an orphan?

Salume Kurenzvi, Checheche skole

Aids og fattigdom går hånd i hånd

I Zimbabwe er hiv/aids både et resultat af fattigdommen og en årsag til den. Hver femte voksen er hiv-smittet, og 70 pct. lever under fattigdomsgrænsen. Når forældre dør, tvinger sult og nød især pigerne ud i prostitution for at overleve – og det øger risikoen for selv at blive smittet. Sammen med fem lokale partnerorganisationer arbejder MS-Zimbabwe for at bryde den onde cirkel.

Aids Among Us arbejder i det sydøstlige Zimbabwe for at fremme forældreløse børns adgang til uddannelse og oplysning. Organisationens navn understreger, at man er nødt til at acceptere hiv/aids som en realitet, som alle bør forholde sig til.

Batsiranai arbejder i den fattige og tørkeramte østlige region. Navnet betyder ”at hjælpe hinanden” og udtrykker ønsket om at mobilisere lokalesamfundet til at støtte forældreløse børn og aids-ramte familier.

Insiza Godlwayo Aids Council har base i syd og arbejder for at fremme oplysning om hiv/aids i skoler og blandt landbefolkningen. De har opbygget et netværk af frivillige, der besøger syge og pårørende i hjemmet og underviser dem i sundhedspleje.

Sikhethimpilo Centre arbejder i sydvest. MS-Zimbabwe støtter centrets børne- og ungdomsprogram, som bl.a. omfatter lejre med leg og undervisning for forældreløse. Navnet betyder ”Vi vælger liv” – dvs. børn skal lære at overleve og beskytte sig mod hiv/aids.

Soul’s Comfort arbejder i Gwanda-distriktet og har et stort netværk af frivillige hjemmehjælpere, der besøger aidsramte familier.