Stafetten: Marianne Hilton i Syrien

Marianne Hilton, foto: Peter Bischoff

Stafetten giver ordet til folk, der er udsendt for Mellemfolkeligt Samvirke – denne gang Marianne Hilton, der var i Syrien 19 dage i juli som led i Next Stop Mellemøsten. Under turen skrev hun en weblog for Politiken, som vi her bringer uddrag fra.

Ankommet til Damaskus (11. juli)

"Marhaba. Salâmu alèkum. Ana ismî Marianne Hilton. Ana min ad-Danimark" – "Hej. Fred være med dig. Mit navn er Marianne Hilton. Jeg er fra Danmark."

Foran os venter tre uger med præsentationer, samtaler, diskussioner og eftertanke – samt en verden fuld af nuancer. De kommende uger vil ændre hver af os en lille smule – eller en stor smule og åbne porten til en større verden.

Bombardement af sanserne (12. juli)

Fra de smalle gaders larm, snavs og lugte træder vi ind i gennem en undseelig smal trædør ind i en lille gang, gennem en lille gård, gennem endnu en gang med smukt udskårne blå døre ud i en atriumgård med marmor mosaikker, fontæne, flot udsmykkede vægge, jerngitter for vinduerne og træer i lerkrukker – stor, stille og ren. Hvilken ro. Fuldmånen hænger som en anden projektør over gården og fuldender billedet af en fascinerende storby, Damaskus.

Damaskus stadig rolig (16. juli)

Dagen har været helliget familiebesøg, hvor vi er blevet beværtet med den legendariske syriske gæstfrihed. Men fjernsynet har kørt nonstop i baggrunden og vist horrible billeder og sørgelige nyheder fra et Libanon, hvor de israelske bomber bliver ved med at falde. Mange her i Damaskus har familie i Beirut - også vores vært. Jeg får indtryk af, at mange syrere er blevet hærdet på den grimme måde af indre og ydre begivenheder de sidste årtier. Det hindrer dem dog ikke i at foreslå os en fællessang for at komme lidt væk fra endnu en dag i en barsk virkelighed.

Officiel modtagelse hos Stormuftien af Syrien (21. juli)

Vi blev ført ind i det officielle modtagelseslokale i tilknytning til moskeen i Aleppo. Mindst 200 m2 i hvidt og guld med marmorgulv, sofaer med udsøgt betræk langs væggene og store lænestole til hovedpersonerne midt i lokalet – minimalistisk og luksuriøst på samme tid. Stormuftien bød os velkommen til Syrien.

Mediernes unuancerede beskrivelse af Mellemøsten har været et tema for alle de religiøse ledere, vi har mødt: Tro ikke på medierne, men se for jer selv og tag hjem og beret, hvad I har set. Stormuftien erklærede, at vi alle er brødre og søstre. Gud har skabt mennesket. Det er mennesket, der er helligt. Der er ikke et land, en by (selv ikke Mekka) eller en kirke, der er hellig. Han fortsatte med at sige, at det er vigtigt ikke at skære alle over én kam: ”Not every Jew is a murderer. Not every Christian is a Hitler. Not every Muslim is Osama Bin Laden.” Ligeledes gjorde han det klart, at han ikke anså den danske befolkning som sådan for at have noget med Muhammed-tegningerne at gøre.

En interessant detalje ved denne veltalende, pædagogiske og længe talende herre er, at hans oversætter er en kristen armenier og en af hans rådgivere er katolik – et signal om multi-religiøsitet.

Foto: Next Stop Mellemøsten

Minoriteter (23. juli)

Syrien er som et kulørt patchwork-tæppe med sine mange etniske og religiøse minoriteter. Til sammenligning kan Danmark godt virke som en bleg og ensfarvet hverdagsdug.

Vi forlader nu Aleppo ikke langt fra grænsen til Tyrkiet og drager ud til kysten til Lattakia. Det bliver befriende at se havet og få lidt frisk luft – måske kan vi oven i købet være så heldige, at temperaturen er under 40 grader.

Hizbollah – frihedskæmpere? (24. juli)

De vestlige mediers og regeringers forvrængning af det, der sker i Mellemøsten, har været et tema, vi ofte har diskuteret på rejsen hernede. Hizbollah startede som en social organisation, der hjalp palæstinenserne, og som nu også hjælper dem i bekæmpelsen af besættelsesmagten Israel. Hizbollah er i den syriske optik frihedskæmpere – ikke terrorister.  

Siden vi rejste fra Damaskus, er Hizbollah blevet tydeligere og tydeligere i gadebilledet. Det karakteristiske gule flag med grøn skrift og gevær blev solgt i gaderne i Aleppo. Jeg så også en lille pige gå og svinge med flaget. Hendes forældre var mægtig stolte, da jeg spurgte, om jeg måtte tage et billede af hende. Der var et stigende antal taxaer med Hizbollahs flag på bagsmækken og flere og flere billeder med deres leder – ofte sammen med den syriske præsident. Også her i Lattakia er der mange Hizbollah-flag.

Flygtninge (26. juli)

I dag besøgte vi en skole i Damaskus. Som mange andre skoler her, fungerer den nu som flygtningelejr for libanesere, der er flygtet fra de israelske bomber. Nogen af disse mennesker er berøvet alt, men de er heldige. Som en sagde: ”Vi er i live”.

En mand fortæller os, at han er rejst fra alting og kun har det tøj, han stod og gik i, da bomben ramte lige ved siden af hans hus. Ruderne splintredes, og legemsdele fløj gennem luften. Naboen var ikke så heldig. Bomben ramte hans hus. Bedsteforældrene døde, og trykket fra bomben fik hovedet på hans børn til at eksplodere. Naboen var den eneste, der overlevede. Alle andre i naboens familie døde.

Forleden dag holdt de fest for flygtningene på skolen. Men børnene blev bange for musikken. De troede musikkens mange rytmer var bomber.

Foto: Next Stop Mellemøsten

Mosaikker fra Syrien (28. juli)

Hendes mand trak hende langsomt ud i vandet, mens han holdt hende i begge hænder. Hun var tøvende og utryg, men det varme Middelhavsvand var svalt i forhold til de 40 grader på stranden. Så til sidst kom hun helt under – med overfrakke på og tørklæde bundet stramt om hovedet. Lige ved siden af legede en af hendes mere erfarne medsøstre med sine sønner også iført frakke og tørklæde. Jeg iagttog dem gennem afskærmningen. For i Lattakia er der to slags strande: En for de lokale, hvor kvinder bader med tøj på. Og en privat strand i forbindelse med det lokale femstjernede hotel, hvor kvinderne kan have bikini på og få serveret drinks på stranden.

Ingen faste priser. Ingen faste tidspunkter. Ingen faste planer. Konstant talen i munden på hinanden. Konstant rygning over alt. Konstant ringen fra mobiltelefoner. Floromvunden retorik. Det er også Syrien.

Marianne Hilton i Syrien, foto: Next Stop Mellemøsten

På gensyn (29. juli)

Vi rejser hjem til Danmark i dag. Jeg må tilstå, at det er med blandede følelser. En glæde ved at skulle møde mine dejlige børn, familie og venner blandet med en sorg over at skulle forlade dette spændende land.

Hvorhen vi end har bevæget os: I byerne eller ude på landet, alene, i grupper, tilsløret eller i vesterlandsk tøj, så er vi blevet mødt med en gæstfrihed, hjælpsomhed, nysgerrighed og varme, som jeg ikke har mødt i Danmark – eller hos mig selv, hvis jeg nu skal være helt ærlig. Vi har meget at lære. Vi er blevet inviteret ind hos og har besøgt så mange dejlige mennesker – og fået så mange søde småkager.

Adspurgt om den nuværende situation i Syrien sagde det uafhængige parlamentsmedlem fra National Syrian Social Party, at den kritiske situation i Mellemøsten ikke levner noget rum for ændringer i Syrien eller for demokratisering, fordi fundamentalisme udgør et stort problem, som de ikke har fundet ud af at håndtere endnu.

Under alle omstændigheder er det helt afgørende at skelne mellem menneskene i landet og magthaverne. Som en af mine rejsekammerater sagde, før vi forlod Danmark: ”Fredelig sameksistens er alt for vigtig til at overlade til regeringer”.

Rejs herned og oplev hvor anderledes og hvor ens, vi alle er!