Magasinet nr. 3/2006

Den forbudte frihed - Afghanistans nye kvindekamp

I Afghanistan er det mændene, der deltager i udviklingsprojekter. Traditioner og konservative fortolkninger af islam forhindrer kvinderne i at færdes uden for hjemmet. Men der findes undtagelser. Med støtte fra Mellemfolkeligt Samvirke er der oprettet ressourcecentre, der styrker kvinders demokratiske deltagelse.

Tekst og foto: Alexandra Strand Holm, informationsarbejder DACAAR

Ainulhur er en alvorlig kvinde af få ord, men stoltheden lyser ud af hende. ”Det er første gang nogensinde, at vi som kvinder har kunnet mødes frit”, fortæller hun. Hendes navn er arabisk og betyder ”en paradisisk nymfes øjne”. Hun er 45 år, mor til otte børn og leder af et ressourcecenter for kvinder i byen Marhabad i Afghanistans vestlige Herat-provins. Centret åbnede sidst i 2005 med støtte fra DACAAR-konsortiet, der er et samarbejde mellem Mellemfolkeligt Samvirke og to andre danske organisationer.

Ainulhur blev valgt som lokal leder af brugerne selv – landsbyens kvinder – for det har været en vigtig pointe at introducere demokratiske principper for kvinderne på landet. Tidligere har indflydelse, beslutninger og ledelse nærmest været ukendte fænomener. Kvinderne afgør også selv, hvad centrene skal beskæftige sig med. I Marhabad faldt valget på at opbygge et sycenter, der kan skabe nye indkomstmuligheder.

Det summer af liv i det lerklinede hus. Symaskinerne snurrer, og nåle, tråde, sakse og stof bliver rakt fra det ene bord til det andet. På plasticbøjler hænger frugten af deres indsats på rad og række – syntetiske tørklæder og kjoler med guld, glimmer og kulørte blomster til kvinderne og til mændene ensfarvede shalwar-e-kemiz’er i bomuld – den traditionelle beklædning med løs skjorte og bukser. Tøjet er forsynet med håndskrevne prismærker, klar til at blive solgt og indbringe et hårdt tiltrængt bidrag til familiernes økonomi. For kvinderne er det en ny vej til indflydelse og anseelse.

Kvinderne holder også møder for at diskutere deres behov. ”Vi har snakket om vores behov for lægehjælp og klinikker. Det findes ikke her i Marhabad, og mange mister livet under graviditet og fødsler. Vi mangler også undervisning til vores børn. Vi har en skole, men ingen lærere, så lige nu er der ingen, der går i skole”, fortæller Ainulhour. Hun håber, at kvinderne ved at stå sammen bedre kan gøre opmærksomme på deres behov.

DACAARs kvindeprojekter

”De sidste årtiers krige og konflikter i Afghanistan er en af årsagerne til, at kvinderne halter bagefter. En anden årsag er, at det altid har været svært eller direkte umuligt for piger og kvinder på landet af få lov til at uddanne sig og være aktive uden for hjemmet”, fortæller 27-årige Mariam Alimi. Hun er ugift og arbejder til daglig som informationsarbejder i DACAAR i hovedstaden Kabul. Også dér er kvinderne oppe mod stærke kræfter, selv om mulighederne virker næsten uendelig langt fra livet ude på landet.

”Hvis man skal genopbygge og udvikle et land, nytter det ikke at udelukke kvinderne og dermed halvdelen af samfundet. Kvinderne skal være med, og det er helt centralt at få overbevist samfundet om, at det er en nødvendig udvikling”, fastslår 41-årige Shakilla Assad, der er ansvarlig for DACAARs kvindeprojekter.

Både Mariam Alimi og Shakilla Assad har som millioner af andre afghanere tilbragt mange år som flygtninge. De boede begge over ti år i Pakistan og er begge vendt tilbage med en ambition om at være med til at forbedre kvinders vilkår i Afghanistan.

Mændenes tilladelse

Kvindecentrene er en lille, men revolutionerende del af DACAARs aktiviteter i landområderne.  Aktiviteter som introduktion af nye kornsorter, landbrugsteknik, bondesammenslutninger og infrastruktur er projekter rettet mod mænd. At få de traditionelle samfund til at acceptere, at også kvinder skal inddrages, er en langsom og vanskelig proces, som langt fra altid lykkes. Hvis shura’erne – de traditionelle religiøse råd – siger nej, er døren lukket. Men centrene for kvinder slår an flere og flere steder, og eksemplerne inspirerer andre til at starte.

For mange af kvinderne er det første gang, de forlader hjemmet uden opsyn af en mand eller en dreng som moralsk vogter. Og netop det, at centrene kun er for kvinder og ledes og drives af kvinder, har været en betingelse for at opnå mændenes tilladelse til at arbejde i de små isolerede samfund på landet.

”Vi er nødt til at følge reglerne og acceptere disse begrænsninger – ellers får vi ikke engang en chance for at nå kvinderne. Det bedste ville være, at vi ikke behøvede disse skel mellem kønnene og at udelukke mænd fra projekterne – at vi kunne inddrage begge køn i en fælles udvikling – men sådan er virkeligheden desværre ikke endnu. Derfor må vi lave særlige lukkede projekter og værne om den tillid, der bliver vist os”, fortæller Shakilla Assad.

Kun få kvinder nås

Det er stadig kun ganske få kvinder, der reelt nås af udviklingsindsatsen i Afghanistan. Trods verdenssamfundets høje ambitioner og tilstedeværelsen af hundredvis af NGOer er mulighederne yderst begrænsede. Den ringe sikkerhed gør det umuligt at arbejde i mange provinser, og de traditionelle afghanske værdier blokerer adgangen til de lukkede hjem. Kvinderne ses kun sjældent i gadebilledet uden for hovedstaden Kabul – ikke engang gemt væk under en burka.

”Vi ved, at millioner af afghanske kvinder specielt på landet lever under så dårlige forhold, at det er svært at begribe – selv for os afghanske kvinder, der ellers kender de strenge regler og traditioner, der hersker i de fleste hjem. På landet er kvindernes lod hårdt arbejde, at føde børn og at varte mændene op. Derfor er det en stor succes – også for mig personligt – når det lykkes os at slå en kile ind og få kvinderne frem i lyset”, fortæller Shakilla Assad.

De kvindelige politikere, debattører og samfundsaktivister, der er begyndt at komme frem i rampelyset, er stadig få, men de bliver flere og flere, og de er blevet rollemodeller for mange. Dog stadig kun for de, der kan læse og skrive og har adgang til uddannelse og medier. De færreste af kvinderne i ressourcecentrene kan læse og skrive, og det er deres mænd, der har radioer og aviser – hvis de overhovedet findes. Men flere og flere kvinder fortæller, at deres døtre nu går i skole. Selv om det kun bliver til nogle få år, før andre pligter kalder, er det et positivt skridt fremad i de hidtil så lukkede landsbysamfund.

Det er de små succeser, der kan gøre den store forskel og på langt sigt skabe et bedre liv for Afghanistans kvinder. Shakilla Assad hører selv til de få kvinder, der har fået chancen for at være med. Hendes familie har givet hende lov til at rejse ud i landområderne, møde kvinderne og fortælle dem om ideen med de nye ressourcecentre.

Vokseværk

Ressourcecentret i Marhabad vokser, og Ainulhour har nu også fået ansvar for en forretning med alt fra vaskepulver og fluesmækkere til kunstige blomster og neglelak. Det er stadig nyt for kvinderne i landsbyen, og det tager tid at vænne sig til, at det ikke længere kun er mændene, men nu også dem selv der skal træffe valg. 

”Som situationen er nu i Afghanistan, er hverdagen en kamp for at overleve, for der mangler alt lige fra mad og vand til sikkerhed og uddannelse. Og for mange kvinder handler det først og fremmest om at sikre deres egen og børnenes overlevelse. Det skal vi hjælpe dem med. Men vi skal også hjælpe dem med at forstå, at der er mere i livet end overlevelse. Vi skal også lære dem at leve og nyde livet,” slutter Shakilla Assad.

Afghanistans kvinder

Det er kun få år siden, at Taleban-regimet gjorde livet for Afghanistans kvinder til billedet på ultimativ undertrykkelse. De kvinder, der ikke flygtede, var gemt væk, frataget rettigheder og blev straffet, hvis de offentligt viste blot en hånd eller en fod, der ikke var dækket af den påkrævede burka.

I dag knap fem år efter har Taleban ikke længere magten, men fungerer stadig som en stærk og stædig konservativ bevægelse, der ikke har lagt ambitionerne på hylden. Burkaen er fortsat den altdominerende beklædning for kvinder i det offentlige rum – også i hovedstaden Kabul. Og kun et fåtal af kvinder har modet til at tale om rettigheder og indflydelse i landet. De lovede bedre tider efter Taleban-styrets fald lader stadig vente på sig.

Når kvinder i Afghanistan fortsat hævder, at de betaler den højeste pris for næsten tre årtiers krige og konflikter, er det svært at finde modargumenter. Fakta om livet i Afghanistan taler sit eget tydelige sprog.

Mangel på vand, mad, lægehjælp, uddannelse, arbejde og sikkerhed er hverdag for de fleste af landets godt 30 mio. mennesker. Den gennemsnitlige leveralder er 44 år, og hvert fjerde barn når ikke at fylde fem år. Kun 12,7 pct. af kvinderne kan læse og skrive – for de voksne som helhed er tallet 28,7 pct.

De afghanske kvinder er især i landområderne underlagt strenge regler for hvor og hvordan, de kan færdes. Som hovedregel lever de isoleret fra offentligheden. Mangel på uddannelse og information om sundhed og hygiejne – forstærket af en næsten fuldstændig mangel på lægehjælp – fører til det skræmmende tal, at der hvert 30. minut dør en kvinde i landet som følge af graviditets- og fødselsvanskeligheder.

Det har lange udsigter at vende udviklingen, og det kræver en langvarig indsats for at skabe bedre vilkår – specielt for Afghanistans kvinder.