Hvem skulle ellers have serveret kyllingefødder og kotarm?

Christina Erbs-Hansen var med på det første hold, der gennem Global Contact tog til Mozambique for at arbejde som frivillig. Hun arbejdede på et børnehjem i en forstad til Maputo. Her følger uddrag fra hendes rejsebreve

Foto: Marie Juel Klitgaard

Den 15. marts 2006 – ankomst

I dag har jeg været her 14 dage. Vi var meget spændte på, hvem der hentede os, og hvor vi skulle bo. Det vidste vi ikke, for vi var det første hold i Mozambique med Global Contact.

Vi blev hentet i lufthavnen af samarbejdspartneren AJUDE, som kørte Lea, Marie og mig ud til de familier, vi skal bo hos. Min familie er meget imødekommende, og to af medlemmerne taler udmærket engelsk. Jeg fik hurtigt lært at tage afrikansk bad med en spand vand og en kande, da der ikke er rindende vand. Men at vænne sig til at spise ris, bønner, fisk og kylling med fingrene var noget af et kulturchok.

Mit næste kulturchok var de offentlige transportmidler. En ”chappa” er en lille minibus, som der sagtens kan stoppes 25-30 mennesker ind i. Det er noget af en kunst at stå oprejst, når tre store afrikanske kvinder ligger oven på dig med deres børn på ryggen. Der er ingen stoppesteder, så når man skal af, skal man råbe "barrachi" af sine lungers fulde kraft.

Foto: Marie Juel Klitgaard

Den 21. marts 2006 – børnehjemmet

Det er ved at blive hverdag at tage bad med en spand koldt vand og spise ris, bønner og kylling med fingrene. At fange en chappa er intet problem længere. En af de lokale sagde, at jeg måtte være meget dedikeret til Afrika og Mozambique, siden jeg vovede mig ind i dem. De er ikke vant til, at en hvid tør tage med offentlige transportmidler.

I går startede jeg på mit nye job. Det er et børnehjem i udkanten af forstaden Matola, hvor jeg bor. Der bor 42 børn på hjemmet, alle med et handicap. Mange er mentalt skadet, nogle er autister og andre er bare understimulerede. Selv om der kun er gået to dage, har jeg allerede knyttet mig til flere af dem. De er fantastiske, men Gud hvor de trænger til stimulering på alle måder!

Jeg er tilknyttet ”Casa 4” med de mest belastede. Jeg har endnu ikke set en voksen lege med børnene eller stimulere dem på nogen måde. Det handler mest om at skifte bleer og give dem mad. Der er kun spil og legetøj i små mængder, og det er låst inde. Generelt er børnene meget usoignerede, flere har åbne sår.

I dag sad jeg med en lille fyr på tre år på skødet. Han havde kun været på hjemmet et par dage. Han var blevet efterladt på en politistation og havde endnu ikke fået et navn. Da jeg havde siddet med ham en halv time, sagde en af de voksne, at sådan gjorde man ikke her. Det har jeg lidt svært ved at tolerere, for alle børnene hungrer efter omsorg, berøring og kærlighed. De voksne tager sig af dem fysisk, men bestemt ikke psykisk. Det er meget hårdt at være vidne til.

Min hverdag går ud på at undervise dem fra 9-11 i portugisisk og engelsk. Det er sjovt, for de er aldrig blevet præsenteret for engelsk før. Knapt så behageligt er det, at jeg også har set en død hjemløs. Han lå stiv på et fortov i downtown Maputo med fluer i munden og det hele. Det værste var, at ingen reagerede.

Foto: Christina Erbs-Hansen

Den 31. maj 2006 – tid til farvel

Tiden er simpelthen fløjet af sted, og jeg skal til at sige farvel til mit projekt. Det har været en fantastisk givende oplevelse at arbejde på børnehjemmet. Det har krævet masser af hårdt arbejde, men det gør det også endnu sværere at forlade hjemmet nu. Arbejdet har givet mig smil på læben, men også rigtig mange frustrationer og spekulationer om, hvordan jeg kunne gøre børnenes hverdag lidt nemmere.

Der er kun tre voksne til at passe 45 børn. De får en meget lav løn og er ikke uddannede. De er dybt frustrerede og har ikke er tid til andet end at tørre op og skifte bleer. Børnene mistrives.

Det har fra starten plaget mig. Hvad skulle jeg stille op? Kunne jeg gøre nogen forskel? Jeg begyndte mere at gå mine egne veje. Jeg droppede undervisningen og startede et kreativt værksted. Det nytter ikke at samle 15 forskellige børn for at lære tal, når halvdelen kan tælle til tre og de andre til 100. Fra mine tidligere erfaringer med handicappede vidste jeg, at det er godt at lave noget kreativt med hænderne. Og det var en succes! Resultatet var stor glæde blandt børnene – og små fremskridt i deres individuelle handicaps.

Heldigvis dukkede tre kvinder fra USA op i dag. De havde hørt om børnehjemmets økonomiske problemer og havde ressourcerne til at hjælpe. De ville også meget gerne høre om mine observationer. Resultatet er blevet, at de arbejder på at flytte to normalt fungerende over i en institution med andre normale børn. De donerer myggenet og rullestole og vil have uddannede til at observere børn med handicaps og lave individuelle planer for dem – alt sammen over en periode på fem år. Og de bliver her og sørger for, at pengene ikke "forsvinder".

Og så til det store spørgsmål, som alle stiller. Har mit mål været at redde Afrika? Absolut ikke. Afrika kan ikke ”reddes”. Men den forskel, som oplevelsen har betydet for mig, er vigtig. Den har fået mig til at se anderledes på mange ting, og den sætter livet hjemme i et helt andet perspektiv. Vi kender alle sloganet om at "gøre en forskel". Men den største forskel er, hvad opholdet gør ved dig selv. Den forskel, som jeg har gjort, er jo minimal i forhold til Mozambiques problemer. Men den findes. Og hvem skulle ellers fortælle børnenes historie? Og nu er der lidt håb for dem – jeg tror på det!

Ferie på en paradisø

Ud over arbejdet er der sket meget andet. Det er en fantastisk oplevelse at blive integreret i et lokalt samfund og lære portugisisk og spise med fingrene. Hvem skulle ellers have serveret kyllingefødder og kotarm for mig? Hvem skulle have taget mig med til den lokale frisør, så hele landsbyen kunne røre ved mine lyse lokker og stirre på min hvide hud? Eller fået mig til at tage afrikanske bade i regnvand og vaske tøj på en sten? Jeg kunne remse meget op.

Det er virkelig en oplevelse at være i en sort mands sko – den omvendte verden. Det er mig, de stirrer på og peger fingre af. Og sladret og stirret bliver der, når den skøre hvide vover sig ind i en chappa. Endnu en oplevelse, jeg ikke ville have været foruden. Det ender ofte med klap på skuldrene, når man hopper af chappa’en, fordi man snakker portugisisk og tør tage de offentlige transportmidler.

Nu ser jeg frem til en måneds ren ferie efter tre lidt stressede måneder. Jeg tager nordpå til Tofo med Lea fra Danmark. Det skulle være et paradis for surfere, så vi skal på surfskole. Derefter tager vi til Swaziland – der skulle være nogle smukke naturreservater. Den står på ren afslapning. Tidligere holdt jeg en miniferie med Marie på en fantastisk paradisø 25 km øst for Mozambique. Befolkningen har bedt os om ikke at røbe øen, fordi de ønsker at bevare naturen og det lokale samfund. Så nej – I får ikke navnet!

Christina er taget tilbage for igen at arbejde frivilligt i Mozambique, før hun starter på nyt studie efter nytår.