Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Magasinet nr. 3/2006

Gavmildhed forbedrede afrikanske kvinders liv

Historien om hvordan én enkelt donation i Danmark kan ændre livet for en hel landsby i Mozambique.

Tekst og foto: Per Bergholdt Jensen

”Jeg har 5.000 kr., som jeg gerne vil donere til fattige kvinder.” Sådan skrev Mette Marie Floks til Mellemfolkeligt Samvirke i marts måned. Nu befinder resultatet af Floks’ donation sig i landsbyen Nhucure i det nordlige Mozambique i form af en lille cementbygning med bliktag. Pengene blev overført til den lokale forening, Sammenslutningen af Bønder i Nhucure, som består af lokale landsbybeboere. I fællesskab har de opført bygningen, som skal beskytte landsbyens nyerhvervede majsmølle mod vejr og vind ude i bushen. Møllen er doneret af MS-Mozambique, men den lille bygning er afgørende for at beskytte møllen, som først kunnet tages i brug efter opførelsen af bygningen.

Møllen har allerede forbedret folks tilværelse i det ekstremt fattige landområde.

”Før tog det os fem timer at gå med en 20 kg tung sæk majs på hovedet hen til den nærmeste mølle”, forklarer Albrima Luanco – et af de kvindelige medlemmer af bondesammenslutningen. I Nhucure findes der nemlig ingen offentlig transport, og kun de færreste har råd til cykler. Næsten al transport af varer foregår derfor til fods. På den måde deler landsbybeboerne i Nhucure skæbne med mange andre i Mozambiques øde landdistrikter.

”Inden vi fik majsmøllen og byggede huset, måtte vi bruge en pilau til at lave mel med”, siger Albrima. En pilau er en kæmpestor morter, som bruges til at støde majs, hirse, tørret maniok eller andre afgrøder til mel. Det er typisk kvinderne og pigerne i Afrika, der udfører dette opslidende arbejde.

”Det tager fire timer at lave et enkelt kilo majsmel i en pilau. Det er meget hårdt arbejde. Vi fik smerter i armene og sår i hænderne”, forklarer en anden kvinde, Luzia Metoca. Møllen maler til sammenligning 450 kg. majsmel på én dag. Den ekstra tid kvinderne nu har fået til rådighed bruges på at dyrke nye afgrøder som tomater, søde kartofler, løg, gulerødder og kål, så møllen medvirker også til at forbedre børnenes ernæring i Nhucure.

”Mine børn har mere mad end sidste år på grund af majsmøllen”, konkluderer Albrima.

Læs lang version af historien her

Magasinet nr. 3/2006
<a href="sw51965.asp" target=_top>Retur til oversigten</a>