Tsunami: Ferien bruges til at hjælpe
15 unge fra Danmark er i morges (8. juli) rejst til Sri Lanka for at hjælpe med genopbygningsarbejdet efter tsunamien i Ampara distriktet. Sammen med 18 lokale unge skal danskerne bruge de næste tre uger på at genopbygge en skole.
08. juli 200527-årige Lars Kiilerich Pedersen fra Valby er en af de 15 unge, som netop er rejst til Sri Lanka. Inden afrejse fortalte han, hvorfor han bruger sine sparepenge og sin sommerferie på at genopbygge en skole i Sri Lanka:
”Jeg valgte at tage med på turen til Sri Lanka for at hjælpe andre. Det lyder måske lidt frelst, men når mennesker har brug for hjælp, vil jeg gerne kunne træde til. Dette ophold, vi skal ud på, kan forhåbentligt være med til at vise vores solidaritet med et land og dets befolkning. Noget, der kan være med til at skabe et voksende samarbejde fremover”.
En anden af deltagerne er Kajendran Theivendram, 25 år og fra Holstebro. Kajendran er dansk tamiler og var i Sri Lanka for at besøge sin familie, da tsunamien ramte i december 2004. Kajendran fortalte inden afrejsen:
”Det, som jeg glæder mig allermest til, er at komme tilbage til landet og hjælpe til med dette projekt og skabe et grundlag for børnene, så de kan komme videre med deres uddannelse. Vores støtte er kun en dråbe i havet i forhold til, hvor meget der skal opbygges efter ødelæggelsen. Men jeg tror, at vores tilstedeværelse vil gøre en forskel for lokalbefolkningen, som stadig er så hårdt ramt af katastrofen.”
Inden afrejsen til Sri Lanka har de 15 deltagere indsamlet 60.000 kr., som vil blive brugt til indkøb af byggematerialer. Derudover har deltagerne selv betalt omkring 11.000 kr. for at rejse til Sri Lanka og deltage i genopbygningsarbejdet.
Ungdomsbrigaden er et samarbejde mellem Mellemfolkeligt Samvirke, Fagligt Fælles Forbund (3F), den danske organisation Next Stop Tamils og ungdomsorganisationen Green Movement i Sri Lanka.
Yderligere oplysninger:
Kontakt: koordinator Dea Seeberg, Mellemfolkeligt Samvirke, Borgergade 14, 1300 København K. Telefon 7731 0000, 28197792. E-mail: ds@ms.dk
Under opholdet kan brigadeleder Maiken Ravn træffes på telefon 0094 - 777657073
Fakta om projektet:
Formålet med ungdomsbrigaden er at etablere et samarbejde mellem unge fra Danmark, heriblandt dansk tamilere, og unge i Sri Lanka. Helt konkret skal de unge lave genopbygningsopgaver i lokalsamfundene på østkysten, som blev hårdest ramt af tsunami-naturkatastrofen.
Opholdet varer fra 8. juli til 1. august 2005.
Følg med i deltagernes oplevelser på hjemmesiden www.skrilankabrigaden.dk, hvor man kan læse mere om brigadedeltagerne og følge med i brigadedagbogen. Her er også e-mail adresser på de frivillige.



