Magasinet nr. 4/2006

Det unge Pumwani

En fremtid for slummens børn og unge

Af Jeppe Bo Pedersen

Et besøg i Nairobis slumkvarter Pumwani er et overvældende møde med de mange børn og unge. ”How are you?”, råber de i de smalle gyder og tætpakkede blikskure. Man bliver mødt med smil og imødekommende håndslag, mens livet udfolder sig omkring store gryder med majs og kartofler, farverige vaskebaljer og gadesalg af mad og kul.

Velkomsten varmer enhver besøgende, men glæden får et andet perspektiv, når man finder ud af mere om livet i slummen. For bag de grinende ansigter gemmer der sig en barsk fremtid. Når de bliver lidt større, vil mange blive presset til at stjæle eller prostituere sig for at skaffe mad på bordet – eller begynde at drikke og tage stoffer for at glemme hverdagen. For mange er det lettere at blive kriminel end at få et job – og lettere at sniffe lim end at gå i skole, hvis man ikke kan se et formål med tilværelsen. Men sådan behøver det ikke at være!

Mellemfolkeligt Samvirkes partner St. John’s støtter slummens unge med uddannelse og rådgivning. De driver en ”uformel skole” for de værst stillede, fordi de officielle skoler ligger langt væk uden for slummen – og deres elever klarer sig faktisk bedre end de andre. De hjælper de unge til færdigheder, så de kan få jobs som mekaniker eller frisør. Og de diskuterer hverdagens problemer med stofmisbrug, vold og prostitution. Gennem støtte på flere planer får de unge skabt håb og retning i deres liv. De får mulighed for at tage hånd om deres fremtid og opfylde drømmen om arbejde og en værdig tilværelse.

Her kan du læse om den forældreløse pige Masi, som i en alder af 14 år klarer sig selv og ser lyst på sin fremtid. Hun vidner om, hvor stærkt ”det unge Pumwani” er. Men de fleste har stadig ikke muligheden for at klare sig selv. Ved at forbedre vilkårene i slummen kan vi måske en dag spørge kvarterets unge, hvordan de har det – uden at få en besynderlig fornemmelse i maven samtidig.

Masi – forældreløs rollemodel

Af Maria Pagel Christensen

Masi er 14 år og alene i slummen. Hendes virkelighed er en hverdag med kriminalitet, vold, narko og overgreb mod børn. Men hun har lært sig at sige fra.

For to år siden mistede hun sin far – to år efter, at moderen var død. Hun sad alene tilbage med sin lillebror – dengang var Masi 12 år og Samuel 10 år. Deres onkel tilbød Samuel skolegang i landsbyen, men ville ikke have Masi med – måske fordi han ikke havde råd, måske fordi hun var pige. Alligevel mener Masi, at det var rigtigt, at hendes broder tog af sted. For ellers var han droppet ud af skolen og blevet en ”crazy boy” som alle de andre, der lever i en konstant rus af lim.

Masis historie er langt fra enestående i Pumwani. Mange børn er blevet familiens overhoved med ansvar for de mindre søskende. Men mange søskende bliver også skilt fra hinanden, når forældrene dør.

Masi tog kontakt til St. John’s: ”Jeg bad om hjælp til at komme på et kursus, så jeg kunne få et formål med mit liv, så jeg kunne gøre noget med mit liv, selv om jeg har mistet alt. Jeg er nødt til at lære noget, så jeg kan tjene penge og tage mig af min bror,” siger hun.

Masi især er glad for St. John’s fodboldprojekt. Træner Kenyua arbejder som frivillig og fortæller: ”Vi bruger fodbold som platform for andre emner som uddannelse, og for at diskutere deres problemer og støtte dem i deres liv.”

Fodboldholdene træner tre gange om ugen og mødes to gange om ugen for at lære ”livsfærdigheder” – alt det de mangler, fordi de ikke har forældre og rollemodeller. St. John’s bruger faktisk Masi som rollemodel. De fleste piger på hendes alder har børn og kærester. Når de siger, at de er nødt til at have sex med mænd for at få penge til mad og blive beskyttet, fortæller Masi, hvordan hun klarer sig uden mænd og uden at give køb på sig selv.

Hun får hjælp fra St. John’s ansatte ud af deres egen lomme, men fortæller også, at børnene hjælper hinanden. Selv lever hun efter sin mors sidste ord: ”Hold dig fra mændene og lad dem ikke tro, at du er interesseret”. Derfor holder hun sig indendørs efter mørkets frembrud og er meget opmærksom på ikke at give mændene indtryk af nogen interesse.

Gennem St. John’s lærer børn som Masi om verden udenfor, så de kan blive en del af den verden. En af de ansatte fortæller, at det er lykken for hende, når børnene ønsker sig ud af Pumwani og tror på, at de kan komme til at bo uden for slummen. For det betyder, at de har fået troen på sig selv – og det er en af St. John’s fornemmeste opgaver.

Mama Sally

Af Helle Vincentz

Mama Sally undskylder, at hun ikke kan byde os på noget. Ikke engang en kop the. Vi smiler forlegent og siger, at det er ok. Faktisk mere end ok. Når man sidder i blikskuret på to gange tre meter, som er hjemmet for hende og seks af hendes syv børn, er lysten til at tage imod noget som helst meget lille. De har brug for alt, hvad de har.

Hun er 35 år og har syv børn. Hendes første mand døde af tuberkulose og efterlod hende med fire. Siden har en ven gjort hende gravid tre gange. Familien bor i Pumwani i et skur med tilhørende ”butiksvindue”, hvor Mama Sally sælger koste. De største koster 20 shilling (knap to kr.), og nogle dage giver det penge nok til at sætte mad på bordet – andre dage ikke.

Mama Sally har fået sit navn, fordi hendes yngste datter hedder Sally. Trods sit sparsomme liv har hun som frivillig været med til at starte en kvindegruppe. De mødes en gang om måneden for at diskutere, hvordan de bedst muligt kan støtte deres børn. De diskuterer bl.a., hvad man gør, når børnene begynder at pjække fra skole – måske fordi de ikke har råd til at betale de 10 shilling (ca.80 øre) for frokosten.

Mama Sally håber, at alle hendes børn får en uddannelse, og hun er taknemmelig for den støtte og uddannelse, som børnene får på St. John’s.

Rose – de fattiges formidler

Af Maria Pagel Christensen

54-årige Rose Kavata kom til Nairobi i 1976. Som så mange andre rejste hun ind til byen for at prøve lykken. I 80’erne bredte aids sig, og kun få vidste noget om sygdommen. Derfor meldte Rose sig i 1991 til et kursus på St. John’s, hvor hun bliver uddannet til at hjælpe de syge som frivillig. Hun fik indblik i det netværk af organisationer, der hjælper syge mennesker. Efter uddannelsen fik beboerne præsenteret de nye frivillige ved en stor fest i Pumwani, og nu kommer folk til hende med problemer og spørgsmål om sygdom. Uden hende ville mange ikke vide, hvor de kan få deres medicin.

Et barn i slummen siger: ”Hun er vores mor, hun tager sig af os i Pumwani”. Det får man bekræftet, når man følger hende på hjemmebesøg hos de syge. Igen og igen fortæller hun om deres muligheder – og de lytter. På spørgsmålet om, hvad hun selv ønsker sig i fremtiden, svarer Rose, at hun drømmer om at flytte væk fra Pumwani. Og på spørgsmålet om, hvad der så skal ske med de syge, svarer hun grinende: ”Ah, men jeg rejser jo ikke særligt langt væk!”

Du kan stadig nå at støtte landsindsamlingen
Den 10. december gennemførte Mellemfolkeligt Samvirke sin første landsindsamling. Du kan stadig nå at give et bidrag ved at bruge girokortet.

Pengene går til
Landsindsamling går til Afrikas fattige. I Nairobis slum arbejder vi for, at beboerne organiserer sig i selvhjælpsgrupper for at løse problemerne med elendige sanitære forhold, vold, kriminalitet og mangel på uddannelse. I Sydsudan støtter vi projektet ”Uddannelse for fred” med undervisning i demokrati og den kommende grundlov for at opbygge et demokratisk Sydsudan efter 21 års borgerkrig. Og i Zimbabwe støtter vi børn, der er blevet forældreløse, så de ikke udelukkes fra samfundet. Den røde tråd er demokrati og indflydelse, så folk i slummen, i Sydsudan og i Zimbabwe selv er med til at skabe sig et bedre liv.

Træk bidraget fra!
Bidrag til Mellemfolkeligt Samvirkes arbejde kan trækkes fra på selvangivelsen, hvis det overstiger 500 kr. årligt. Giver man 1.000 kr., kan de 500 kr. således trækkes fra. Der kan maksimalt trækkes 6.600 kr. fra i 2006.